SE, hvis vi nu tolkede de bibelske tekster helt og aldeles bogstaveligt – sådan en til en – så kunne vi – er min påstand – snildt få den identitetspolitiske dagsorden på nakken! En dagsorden der har blik for, at intet menneske må eller skal diskrimineres: enhver ER som han/hun/de/dem nu engang er. Nøgleordene er anerkendelse og ligeværd for hvad og hvem man er – lige meget hvad. Intet menneske bør behøve at gemme sig bag masker – laves om eller lave om på sig selv – leve usynligt eller i frygt.
Spørgsmålet til dagens tekst kunne lyde: hvorfor skal blinde mennesker altid gøres seende i de bibelske tekster? Hvorfor er det, at Jesus ofte skal ændre på de såkaldt marginaliseredes habitus? Den fattige må ikke være fattig – de vanføre må ikke være vanfør – den lamme må ikke være lam – den blinde ikke blind etc. Hvorfor skal de altid ændres og “normaliseres”, så deres væren her og nu stigmatiseres? (Den amerikanske teolog John Hull (1935-2015), der selv er blind har arbejdet med den problemstilling)
Skyldes det måske, at mennesket fra skabelsens morgen er tænkt som skabt til perfektion og derfor helst skal “fixes” tilbage til den oprindelige – den originale ur-udgave før syndefaldet? Skyldes det, som jeg hørte en fundamentalist sige, at handicap er Guds straf (sic!) – og vi efter ægte anger og bod tages til nåde. Dermed tolkes “afvigelsen” i bund og grund, som vores egen skyld?
Eller skyldes det helt konkret, at forfatterne til de fire evangelier bruger folks fysiske, psykiske og sociale skavanker som “en narrativ krykke” (Gitte Buch-Hansen) til at forklare. Forklare os så vi – som menighed – kan se, høre og forstå, hvem Jesus i virkeligheden er: at han er Guds egen søn og kan få enhver fingerløse til at spille klaver – at han er ingen anden end kærligheden selv – at han er den Messias, som mange har forventet og sat al deres lid til – Messias som nu er på vej til påskefejringen i Jerusalem – på vej til at blive pint og kylet op på et kors af den brogede menneskehed, der var både forarget og forsamlet i byen. At han slet og ret er på vej mod død og opstandelse. PÅ vej for at tilintetgøre døden – på vej til at gøre alting nyt!
Er det derfor, de handicappede er aktører i teksterne – vigtige aktører, når det kristne mysterium skal forklares – skal afdækkes – åbenbares for os?
For disciplene fattede jo ikke, hvad der skal skulle ske med Jesus og slet ikke hvorfor. Det gør vi andre – måske – heller ikke, for det strider ubetinget imod vores rationelle logik og den åh og ih så sunde fornuft og disse to – logikken og fornuften – har det ofte med at tøjre os til årsag-virknings-masten – hvor død er død – i stort set al slags vejr. De menneskelige erfaringer afsætter dybe spor og begrænsninger i sind og krop.
Som sagt disciplene havde ikke blik for, hvad der ventede Jesus i Jerusalem – for hvad der var hans sande métier i påsken – de var erkendelsesmæssigt blinde. De var på en måde overfladisk seende. Derfor var det yderst belejligt, at den blinde mand sad der ved vejen den dag i Jeriko. For han har forstået det mysterium, som kristendommen dybest set er. Han havde fattet, hvem Jesus i virkeligheden er. Og det var så i mødet med Jesus, at den blinde fik et indre klarsyn, som kompenserede for hans manglende kropslige syn – og derfor er det aldeles ligegyldigt om manden bogstaveligt – sådan tolket en til en – fik sit fysiske syn tilbage. Det her er meget mere end et helbredelses-mirakel og derfor er det et fedt, om han efter mødet smed solbrillen og blindestokken og slap førerhunden fri. FOR han fik alt andet lige nye øjne at se tilværelsen og verden og sig selv med.
SE, det er netop gennem beretningen om den blinde seende, at du og jeg får syn for evangeliet. Får syn for evangeliet der igen og igen – år ud og år ind – trods årstidernes skiften – lige gyldigt hvem der måtte råde og regere – om der er krig eller fred i det store eller det små her som der – forkynder os syndernes forladelse og dermed fastholder os i, at der altid gives nye muligheder. Vil at der er mere liv trods død og undergang og følelsen af momentan fortabelse og fortvivlelse. Vi udstyres så at sige med en 6. sans – en “mulighedssans” (Svend Bjerg).
En mulighedssans – kendt som håb – der eksisterer på kryds og tværs af de mange identitetspolitiske selvforståelser, manifestationer, handikaps, skavanker, afvigelser, udfordringer, konstrueret normaliteten, nedgroet evolution og hvad vi ellers måtte kalde egne eller andres habitus-kategorier. I opstandelsens lys behøver ingen forskanse sig i hver sit såkaldte safe space – gemme sig væk – bære maske eller blive usynlig. For vi bevæges fra mørket til lyset, så vi kan se – se med hjertet – se det væsentlige. Se: ikke kun det synlige – men også alt det usynlige – det vi kalder kærlighed – Guds kærlighed til os og udleve vores kærlighed til hinanden.
Det er fastelavn med eller uden masker – måske den arme kat (den burde have et safe space) nok engang skal slås af tønden og en konge skal kåres – måske skal vi ha os nok en fastelavnsbolle – måske nogen kaster sig over det der faste og dyrker – ja endda iscenesætter – afholdenhed ud i alt det sjove – eller holder sig fra de sociale eller de bør vel efterhånden retteligen benævnes asociale medier – eller hvad folk rundt omkring så ellers hitter på. Hitter på for der gives ingen religiøse krav ud i ret fasteadfærd i den lutherske kirke – faste gør hverken fra eller til. Gud har set os og forbarmet sig over os! Vi er sat fri til at leve i tro, håb og kærlighed. Det er fastelavn – der er præcis 7 uger til påskemorgen, hvor døden dør – bliver tilintetgjort af ham, der er på vej: Guds egen søn – og opstandelsen gør alting nyt! Gør alting nyt, så vi – du og jeg – kan og skal leve! AMEN
Salmer: 402 – 336 – 173 – 164 – 384
GÅ DA FRIT... 