I fredags måtte jeg – mens jeg førte vogn – slukke for Pressens Radioavisen, som den engang hed – altså middagensradioavis på P1! Det er sjældent, jeg direkte slukker for et program – ofte skruer jeg blot ned for lyden eller skifter station. Men i fredags måtte jeg simpelthen slukke – det gør jeg – efterhånden ubevist – når jeg hører noget frygteligt eller noget dissideret dumt!
Det var det sidste, der i fredags fik mig til at slukke! Og det dumme jeg hørte var, at vi alle – her før det store hundredårs regnvejr – skal huske at lukke døre og vinduer. Det er der jo for så vidt ikke noget dumt i at gøre – det er klogt at lukke sine vinduer og døre, når det ur-kraftige regnvejr sætter ind – når lavtrykket fra Belgien gør sit indtog og klasker sammen med det fra vist nok syd-øst, sådan som metereologer har forberedt os på gennem hele uge 28.
Så hvori bestod det dumme? Jo, det dumme bestod ganske simpelt i, at det nu om dage skal siges til os: LUK DIN DØR og LUK DINE VINDUER, når det regner. Åndsmæssigt er vi nået til det stadie, at noget så banalt skal siges os – det kan næppe være evolutionært. Mens jeg så slukkede radioen, så tænkte jeg, at det hverken bliver den lave fødselsrate eller at vi i bund og grund er alt for mange mennesker i verden og derfor koger alt og alle – eller det, at menneskeheden om føje år nok skal regne med at blive 200 år, der bliver homo sapiens undergang. Det bliver derimod alt det banale, der i et væk skal meddeles os her som der … ALT det vi med simpel omtanke burde kunne “sige os selv” og midt i dette på alle måder ynkelig suk over tidsånden, så ramte en ny tanker mig – jeg måtte ihukomme indledningen til Prædikerens bog – den bog vi hørte uddrag fra som første læsning – og jeg citerer:
Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed.
Tanken sprang igen – og jeg måtte jeg atter ihukomme – nu beretningen om dengang en flok ateister mødte op hos den salige Johannes Sløk: præst og professor i først idehistorie og siden i teologi. Belæst ud over samtlige planer, bl.a. i Kierkegaards eksistentialisme og derfor også den franske og deraf naturligvis feltet: absurdisme! Ismen som hævder, at livet er meningsløst! Det var netop derfor, at den lille flok ateister tænkte, at Sløk måtte være den rette til at formulere dem et begravelsesritual, hvor al gud var renset ud. De lod Sløk vide, at han bare skulle tage sig god tid, men det behøvede Sløk så sandelig ikke. Han fandt straks et stykke papir og skrev følgende: FJERN DET LIG! Rakte dem sedlen og sagde: Her har I jeres “ritual”. For i en gudløs verden er mennesket kun at forstå som en våddragt for bakterier – ren biologi – og resten er som salige Klavs Rifbjerg digtede det i 1960: “Tom, tom, tom – saligt tom – er verden for andet end ting” – nå ja og så er der også lige alle vores offentlige formaninger om at lukke vinduer, plus den der skingre moral der får overtaget og fordømmer til højre og til venstre, når kristendomme går af mode og er henvist til sin egen stand på Hjerlhede, som en bevaringsværdig anakronisme!
For der er jo en tid til alt – og der er altid en tid til noget! En tid til at frygte og en tid til ikke at frygte! Jesus prædiker frygtløshed, for han ved, at livet kan være noget så frygtsommeligt. Der skal prædikes, det er dagens evangeliske opdrag. Prædikes lige meget hvilken absurditet, der måtte være moderne! Der skal prædikes, at vi frimodigt skal turde leve frygtløst og ikke mure os inde og klamre os til frelsen og den eventuelle friværdi. Derimod skal vi med dåbens løfter leve i verden. Både når verden synes tom eller når vi føler os reduceret til en ubestemmelig bakteriel våddragt og kun tænker i overlevelse. Vi skal turde gribe livet – favne det – råbe carpe diem ud i det juliklare højtryksvejr, som forhåbentlig snart må ramme os alle, – selvom det også kan lyde både trivielt og som en latterlig SoMe-kliché.
Vi skal ikke frygte for alt det, der kan gå galt og S O M erfaringsmæssigt går galt! Det fik de 12 disciple, som Jesu taler med i dagens tekst besked på! De blev sendt ud i verden med kernebudskabet om syndernes nådige forladelse – at ånd er vigtigere end lov, der så snublende nemt kan ende i skinbarlige moralisme. For det er i ånden, at alt skal åbenbares. Det er i ånden, at mørke skal blive til lys. Det er i ånden, at alt skal komme for en dag. OG ja de 12 ville møde modstand – og frygt ville ende med flugt. For når der røres ved folks tro og overbevisning og gudsbillede og frelsesforventninger, så er det alvor! Alvoren kan blive blodig, som den blev langfredag, hvor Jesus holdt fast og holdt ud og satte trumpf, da han i døden tilgav dem alle … os alle: medløbere og modløbere og baneløbere og rygklappere og hyklere og de modige og de fromme og de forargede og de tøvende og dem der valgte at blive væk!
Jesus tåler os alle! Alle er vi mere værd end små spurve-fugle. Spørgsmålet er så, hvad der menes, når Jesus siger: “(…) ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den.” – er der tale om Guds vilje? Når vi eller andre rammes af sygdomme, uheldigheder, tilfældigheder og ulykker er det så Guds vilje, der rammer os – skader os? Næ, må jeg svare – i min simple teologiske optik er den tanke et vildspor – et fejlskud. Vi kan ikke bruge Guds vilje som forklaring på alverdens naturkatastrofer eller sygdomme; de kommer bl.a. fordi vi er våddragter for bakterier eller for mange på for lidt plads eller fordi jordkuglen er en levende organisme i bevægelse. Vi kan heller ikke give Gud skylden for de ulykker, vi selv anstifter eller når vores relationer går i hårdknude eller opløsning, så må og skal vi finde modet til at vende blikket indad og spørge os selv: hvad er så lige mine aktier i det her – er jeg selv part i denne bedrøvelighed!
Guds vilje er slet og ret, at vi skal leve vores dage i dåbens løfte – og forstå, som Prædikeren siger det i det afsluttende vers fra dagens første læsning – og her citerer jeg fra 1931-oversættelsen: “Alt har han skabt smukt til rette tid; også evigheden har han lagt i deres hjerte, dog således at menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket”. Evigheden i hjertet – det er hvad vi skal tro i medgang som i modgang – i livet som i døden – evigheden i hjertet! AMEN
Salmer: 739 – 46 – 300 – 227 – 684 #kingomania
GÅ DA FRIT... 