At skulle tråde en nål kan tage, hvad der føles som mindst 100.000 år? Der sidder man med den tynde sytråd i den ene hånd – og den lille bitte nål i den anden hånd – for at blive klar til at skifte de f.eks. nussede poignetter på præstekjolen. Man fugter måske sirligt sytrådsspidsen mellem læberne og snor spidsen – lukker derpå det ene øje – holder nålen op mod lyset – forsøger at sigte – lige meget hjælper det – sytrådens spids flosser igen – og man kan begynde forfra! At få parret nål og tråd sker bare ikke, måske man så tjekker you-tube-videoer på det allestedsnærværende internet om emnet: tråd en nål, men lige meget hjælper det og til sidst må poignetter være poignetter og snavs være snavs. Mandag må en nåle-træder opspores: enten som den der lille metaldims en snedig sjæl har opfundet eller en behjælpelige næste, der vil gøre arbejdet for en. En sand ynk er det, at man ikke selv kan klare noget så umiddelbart enkelt! Især når det i den helt store sammenhæng skulle være lettere for en kamel at komme gennem nåleøjet!
Nuvel, evnen til at træde en nål og skifte sine urene poignetter – som de hvide bånd på præstens ornats ærmer kaldes – er trods alt ikke et af de 10 bud, som Moses hentede ned fra Sinai. I princippet kunne det godt have været en af de over 600 love og leveregler den retroende jødedom var underlagt med detaljeregulerende regler om påklædning og hygiejne og fødevarer og kønsliv og børneopdragelse og hedninger og hvordan lysene skal tændes på sabbatten og brødet skal brydes så videre og så videre. Regler og love der skal opfyldes – og helst til punkt og prikke – for at mennesket kan anses som godt og retskaffent – altså rent – i Guds øjne.
Og dog … for hvis det så bare var så enkelt. For traditionen tilsiger nemlig, at de skriftkloge – rabbinerne – aldrig bliver færdige med at diskutere lovene og reglerne. Rabbinerne battler – strides – den ganske tid om fortolkningerne og det falder i tråd med, at ingen nogensinde vil kunne komme helt ind i og om bag Guds skabelse og sige, at sådan og sådan skal reglen eller loven afkodes og forståes. Den fuldendte tolkning er ikke mennesket muligt. Derfor er det også helt efter bogen, at den unge mand, som vi møder i dagens evangelium, må konfrontere Jesus med spørgsmålet: “Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?”. Efter jødisk skik har den unge mand overholdt samtlige bud til punkt og prikke – han har med garanti også terpet alle teksterne i yeshivaen og kender dem rigtig godt. Han er ydermere en velhavende mand, som i jødedommen er et sikkert tegn på, at han er et Guds velsignet menneske.
Jesus replicerer: “Vil du være fuldkommen så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige”. Jesus gør det, som han også gør i Bjergprædikenen: han skærper loven – sætter den på spidsen – og gør den stort set umuligt at efterleve. Det er ikke nok, hvad den unge allerede har gjort: overholdt de bud der omhandler relationen til medmennesket. Han kommer til kort – sådan som vi – måske – også gør, når vi pålægges at elske vores fjender. Eller hvis vi skulle skille os af med al gods – og give pengene væk!
Fuldkommen! Vil du være fuldkommen? For nogen er fuldkommenheden den afgørende evangeliske fordring. Den tyske teolog og præst Bonhoeffer skrev i 1937 bogen Efterfølgelse. Hans hovedpointe er, at vi aldrig kan og må læne os tilbage og mageligt se til med åbne eller lukkede øjne, at andre mennesker lider. Derimod skal vi i fuldkommen lydighed følge Jesu ord og anvisninger. Jesu ord skal omsættes til handling. Bonhoeffer skrev ind i Nazitysklands systematiske og ondsindede forfølgelse af jøder og alle de andre udstøtte. Bonhoeffers anklage gik på, at tyskerne og deres præster søndag efter søndag nærmest pr. automatik modtog deres synderes nådige forladelse i kirken imens folk blev ydmyget og forfulgt og myrdet i gaderne. Nåden reduceres til en tilsigelse uden anger. Det bliver en tilgivelse af synden og ikke synderen af mennesket! Denne sondring kan Bonhoeffer gøre, fordi hans udlægning af Jesu ord er betinget af efterfølgelse – af omvendelse – og ikke mindst af fuldkommen selvfornægtelse.
Spørgsmålet må da blive: er der tilgivelse for manglende fuldkommenhed? Er der tilgivelse for uansvarlighed og for manglende selvfornægtelse og ikke mindst for evangelisk magelighed?
Når man nu bare gerne vil leve middelklassegodt i vort herlige puslingland og via skatten har betalt penge til de fattige og de syge og enkerne og de forældreløse, så man kan få ro – også i samvittigheden – og derpå trygt kan fortsætte med at stable sine ting og sager og dertilhørende skrammelbunker bag bøgehækken, så det alt sammen kan skærme den hæslige udsigt til den uforudsigelige og urolige og irrationelle verden … samtidig med at lørdagens største problem SÅ blev at få sytråden gennem nåleøjet!
Er der tilgivelse – er der virkelig tilgivelse til den, der ikke står først til at løfte sit kors og gå i brechen for medmennesket? Svaret er kort og godt JA!
Tilgivelsen skænkes os forlods – den skænkes os i dåben af ren og skær kærlighed – fordi Gud kender sine ufuldkomne skabninger fra før vi blev født – samtidig med at vi så også får det evige liv. Præcis derfor behøver vi ikke bruge mere tid på at kærre os om vores egen frelse og om hvordan man for egen vindings skyld overholder de 600 bud og regler og eventuelt kan få prædikatet god – det en anden tysk teolog – Pannenberg – benævner frelsesegoisme – altså på hvordan vi selvoptimerende suger maveskinnet ind i et forsøg på at sno os gennem det lille bitte nåleøje.
Til gengæld skal vi slå ørene ud og turde høre evangeliet som et spejl, der søndag efter søndag minder os om vores menneskelige ufuldkommenhed. At den er og bliver et grundvilkår! At vi slet og ret er syndere – mere optaget af eget ego end de andres – og samtidig at vi altid er syndere under tilgivelsens fortegn. Guds kærlighed bærer os igennem – bærer os igennem det umulige – bærer os igennem, så glæden – jordens gæst som B. S. Ingemann digtede det i verdens bedste julesalme – vil omslutte os og fylde det bedrøvede eller skamfulde eller ængstelige sind, så vi med oprejst pande og fred i hjertet kan gå fra kirke med modet til at gribe nok en uge med alt hvad den måtte bringe på godt og ondt. AMEN
Salmer: 408 – 284 – 42 – 750 – 747 / Ingemannsdag 2024
GÅ DA FRIT... 