Der gives en talemåde, der lyder: som fanden læser biblen! Det betyder, at man kan vende og dreje en tekst så meget, så den passer ind i ens kram; det være sig som dagsorden, som ideologi eller for den sags skyld teologi. Så fortolker vi for sagens skyld – eller slet og ret til gavn for egen vinding … eller endnu være får det, som vi ikke ønsker at se i øjnene, til at forsvinde.
Det er med den overvejelse, jeg vil forsøge at sige noget om tekstsuddraget. Teksten der fortæller os, at jøderne har djævlen som far og de dermed må forstås som børn af den eller det onde selv! Se, det er noget af en påstand, som forfatteren til Johannesevangeliet kommer med – og sprang jeg nu let og elefant hen over denne på alle måder besværlige passage, så ville jeg alt andet lige selv være en fanden, der læser biblen.
I dag bliver jeg derfor nødt til igen at sige noget om antisemitisme. Ikke den hverdags-antisemitisme som er massiv og som vi dagligt kan læse og høre om både nationalt og internationalt og som gør livet angstfyldt, frygtsomt og vanskeligt for vores jødiske medborgere. Men med den antisemitisme som kristendommen har båret ved til.
I 1543 skriver Martin Luther skriftet: Om jøderne og deres løgne. En ting er, at jøderne korsfæstede Jesus, men de havde også fejlfortolket hele det gamle testamente – og hvor Luther 20 år tidligere i 1523 havde betonet forbindelse mellem jøder og kristne og talt om næstekærlighed og frihed, så var det nu en kristen opgave at fordrive jøderne – forbyde deres praksis – brænde deres synagoger – gøre dem til tvangsarbejdere etc. Dette skrift og dets barbariske indhold blev senere en del af den nazistiske propaganda. Det er ikke uden grund, at den schweiziske teolog Karl Barth i 1940’erne sagde, at der går en lige vej fra Luther til Auschwitz.
Mit fokus i dag er se på en af de virkelig voldsomme antijudæiske tekster, der gives i evangelierne. Jeg siger helt bevidst antijudæiske, fordi teksterne er en intern religionskritik – en slags teologisk fordømmelse – og IKKE – med fed streg under ikke – en racistisk begrundet fjendtlighed – altså ikke en antisemitisme. (Kilde: Lone Fatum: “Kierkegaard og den kristne antisemitisme” KD 04.02.20119) og slet ikke den, som ses senere i kirkehistorien.
De første kristne gik på en måde i skarp konkurrence med synagogefolket om, hvem der var det udvalgte folk. De gik i hård dialog om, hvordan loven og de gamle tekster skulle tolkes. Forfatteren til Johannes evangeliet er f.eks. den eneste, der skriver om kvinden, der blev grebet i hor – og som slap godt fra det. Den er forøvrigt aldrig nogensinde blevet prædikentekst – det kan man så i sit stille sind overveje hvorfor? Men altså en flok af de lovkyndige mænd kommer slæbende med en kvinde, der har været sin mand utro – og de siger: ifølge Moses står der skrevet, at en sådan slags kvinde skal stenes. Jesus, der sidder på hug og tegner et eller andet i sandet siger de berømte ord: den der er ren, kan kaste den første sten … og alle som én lagde de deres sten og gik hver til sit. Hvorpå “Jesus rettede sig op og sagde til hende: »Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?« Hun svarede: »Nej, Herre, ingen.« Så sagde Jesus: »Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.” (Joh 8,10-11) – denne på alle måder banebrydende dialog, hvor Jesus dels gør op med hele den religiøse dødsstraf og dels sætter kvinder fri står skrevet i præcis det samme kapitel, hvor vi i dag hører Jesus fastslå, at jøderne har djævlen som far.
Med et sådant udsagn opsættes der en uforsonlig modsætning mellem den kristne selvforståelse og jødedommen. Vi har sandheden – dermed må I have løgnen. Man kan som almindelig dødelig – opvokset efter holocaust – i det danske demokrati med både trosfrihed og retten til forskellighed ikke andet end slå sig på den modsætning. Netop derfor er det nødvendigt at grave dybere i semantikken og forstå, at sandhed her forstås (når man dykker ned i den græske tekst), som det der er fuldendt eller som Jesus selv siger det på korset langfredag i samme evangelium: ALT er fuldbragt.
Det Jesus vil have tilhørerne til at forstå – både dem dengang – og os der her og nu er samlet – er, at med Jesus så er samtlige forudsigelserne i de gamle tekster på vej til at gå i opfyldelse. Kristus er den messias, som de har ventet på – og længtes efter siden tidernes morgen. Kristus er opfyldelsen af samtlige løfter, som profeterne har spået: både det om evigt liv og det om syndernes nådige forladelse. Løftet om ALT det, som vi skænkes og bades i i dåben. Det som de to små piger lige før blev overøst med: nemlig Guds kærlighed i sin sandeste form – en kærlighed der vil, at vi trods synd og død og anden elendighed SKAL leve … leve hele livet sammen … og hver for sig.
Når forfatteren til Johannes-evangeliet sætter tonen på denne måde, så er det, fordi han vil, at vi alle skal forstå eller turde tro, at Jesus er vejen, livet og sandheden, som han skriver et andet sted. Hans benhårde kritik af den etablerede jødedom handler i bund og grund om, at de skal vælge synagogen fra og slutte sig til den nye religion. De skal komme i kirke – og forstå, at det er den eneste vej ud af løgnen. Ud af den løgn der tror, at mennesket kan frelse sig selv. Det være sig gennem gode gerninger eller en særlig ædel moral eller undgå det urene eller hvad vi i tide og utide måtte forsøge os med af hokus pokus og andre quick fix … for den løgn står vi jo alle til fals for …
Præcis som i den første historie vi hørte fra alteret, hvor Moses gik til stålet, da han på vej ned ad bjerget med de ti bud under armen, så at folk dansede og festede rundt om gulvkalven – den lille frugtbarhedsgud – løgneguden de troede kunne skænke dem velstand – og i arrigskab måtte smide de to stentavler – fortsættelsen på den historie er forøvrigt, at Moses derpå samlede sine allermest trofaste mænd og slog lige omkring 3000 mand ihjel den dag, så kunne de lære at holde sig på dydens smalle spor … så meget for de 10 bud, hvor et af dem som bekendt lyder: du må ikke slå ihjel.
Det ligger til menneskets væsen – ikke kun at gøre sig afguder i alverdens afskygninger – men også at læse ting og sager ind og ud af tekster – præcis som fanden læser biblen. På sine gamle dage læste Luther – som tidligere nævnt – med skam det værste ud af dagens evangelietekst og opstillede en antisemitisk-manual til stor opmuntring for ligesindede sidenhen. Der er forsøgt opstillet diverse forklaringer på, hvorfor den gamle reformator læste, som han læste … dem om det. For os som menighed er det – i min optik – vigtigt, at vi forstår, at de antijudæiske tekster skal læses som benhård religions-kritik. Formålet var – og er fortsat – at give os en fornemmelse eller forståelse af, at siden skabelsens morgen går der en rød tråd via jødernes lange og trange historie og profeternes profetier frem til julenat og videre frem til langfredag og ikke mindst påskemorgen, hvor døden dør og Jesus Kristus manifesterer Guds levendegjorte kærlighed til glæde og gavn og trøst og fred for ethvert menneske uanset vores ophav. AMEN
GÅ DA FRIT... 