Er der virkelig ikke mere at sige om den unge mand, der fuld af saft og kraft, rejste ud i verden?
Lukas vil åbenbart kun lade os vide, at han levede “et udsvævende liv” og blev ramt af skibskatastrofer – sagt sådan lidt Hærværsk. MEN hvem var han egentlig ham den yngste søn? Ja, trods evangeliets sparsomme oplysninger, så vil jeg alligevel tænke lidt videre over hans ve og væsen.
Måske var han godt og grundig træt af sin storebror? Den fornuftige unge mand, der evig og altid morakkede og gjorde præcis det, som fatter sagde. Ja, som måske oven i købet gjorde og handlede helt rigtigt før den gamle i huset havde fordelt opgaverne.
Eller måske vores unge mand var træt af at vaske grise dag ud og dag ind efter kun at have gået 7 år i skole og det hver anden dag – og efter en skolelov, der var forældet og som “kun” havde budt på dansk, regning, gymnastik, lidt historie og endnu mere bibelhistorie og så en masse salmesang – for mere havde en bonde-dreng åbenbart ikke brug for.
Eller måske vores unge mand i det skjulte drømte om at se en åben verden fuld af muligheder, fuld af udfordringer og spændende mennesker, fuld af sommer og sol og lækker musik? … sådan som vi andre måske også havde det, dengang for mange år siden, da vi var færdige med skolen og sådan som jeg tror, at de glade studenter, der springer ud i den kommende tid også er fyldt med appetit på at udforske livet.
Måske den unge mand i ledige stunder havde siddet i stuen ved lysglobussen og med tanken havde berejst det ene kontinent efter det andet og besøgt Manila i Øst og Rio De Janeiro i Vest og NU havde sat kursen opad mod Seattle?
FOR lige nu tror jeg, at den yngste søn var ramt af den der friheds-følelse, der, når man er ung, bobler på en helt bestemt måde i kroppen. En trang der kan gøre det svært at indordne sig under andres hverdags-trivielle trummerum og en trang som i al evighed ikke fatter, at vi senere i livet så nemt lader os gribe af småborgerlighedens glæde ved 12 af hver.
UDLÆNGSEL hører ungdommen til!
I 1932 skrev Jacob Palludan bogen “Jørgen Stein”. En udviklingsroman om vejen fra barn til voksen. En vej – en overgang – der altid er brolagt med muligheden for at snuble og slå sig. Bogen begynder sådan: “Jørgen Stein kom gående ned ad hovedgaden i Havnstrup. Han var et ungt menneske på seksten, veludviklet, men lidt holdningsløs.” Alt i Jørgens verden udstråler tryghed og soliditet, selv hans efternavn, “Stein”, der antyder, at han kommer fra en mere end almindeligt rolig og solid baggrund, præcis som byens navn “Havnstrup” på én og samme tid refererer til det sikre (Havn) og det provinsielle (strup). Jørgen er søn af amtmanden, og han har denne sommerdag fundet sig en bænk til den eksamenslæsning, der i løbet af nogle år skal bringe ham i en social position, der svarer til hans opvækst.
Det er søndag og sol, og derhjemme i haven nyder Jørgens ældre bror, Otto, livet: han er juridisk student, men denne dag holder han ferie og ligger henslængt på verandaen, så man kan se hans lysegrå silkesokker. Pigen i huset klipper blomster til aftenens middagsselskab, det hvide perlegrus knirker på havegangen og alt ånder idyl. Men aldrig så snart har Jørgen forladt amtmandsgården og den hyggelige have, før det går galt. Kapitlet hedder noget truende Fred og dog fare, hvor man efter de indledende beskrivelser ville tro, at her var der absolut tale om fred og ingen fare. Jørgen får lyst til en lille tur på sin barndoms tømmerflåde, der ligger ved stranden, men mens han dagdrømmer driver flåden langt ud på fjorden. Han er nu i den yderste livsfare og får kun med møje og besvær halet sig i land igen. JA … nær ved og fortabt på fjorden! Overgangen fra barndom over ungdom til voksenhed er ikke nem! Muligheden for at drive for langt ud er altid til stede og endda helt til verdens ende. Sådan for Jørgen Stein, sådan for den yngste søn, sådan for de unge og de studenter, der snart springer ud! Alle som én kan vi drive til verdens ende …
Livet kan i perioder fordrives eller bedrives … nogen af os skal måske en omvej omkring et svinetrug eller et truende hav alt efter, hvordan vi er rustet til at tage ansvar. Den yngste søn vendte blikket mod himlen og skyndte sig hjem – og fik AL synd nådigt forladt. Jørgen Stein kæmpede som en gal og fik atter fast land under fødderne. For dem begge – Jørgen og den yngste søn – og for den sags skyld os andre gælder, at de veje vores liv har taget ER tilbagelagt – de kan ikke gøres om. Det være sig vildveje, afveje, blindgyder, overhalingsbaner etc – hvert eneste skridt har formet os til dem, vi er … på godt og ondt! Midt i det SKAL vi huske på, at længe før vi kunne gå blev vi overøst med 3 håndfulde vand – som dåbsdrengen lige før – fik det evige liv og syndernes nådige forladelse. Vi er Guds. Han slipper os aldrig- heller ikke når vores indre kompasnål – konkret eller moralsk – går grassat og vi mister rum-fornemmelse for os selv og andre. Nåden erabsolut grænseløs – Guds retfærdighed er uforståelig – ikke kun for ham den ældste søn – men også for menneskehedens trang og jammerlige higen efter millimeter-demokrati.
Den ældste søn er såre menneskelig og ligner nok de fleste af os – i hvertfald i ny og næ – han kogerindvendigt af smålighed, jalousi og sikkert også selvhøjtidelighed … en uskøn treenighed der nemt fører til barnligt trods. Om ham er der skrevet et hav af prædikener. Moralen bliver ofte, at det i virkeligheden er ham, der er fortabt og at vi gør klogt i at spejle os i ham og forstå, at vi på trods altid er Guds elskede og dernæst skal forsøge at være lidt mere generøse og ikke fedte så meget med os selv.
Mennesket er altid fortabt. Fortabt overfor livet og døden og kærligheden og alt det, vi ikke kankontrollere eller presse ned i en skabelon. Ivirkelighedens verden vil jeg hævde, at vi på en og samme tid indeholder både den yngste og den ældste. To vidt forskellige tilgange til verden: Holder du dig til det sikre – “jeg ved hvad jeg har” artigteller agtigt. Bliver derhjemme på parcellen og passer den daglige målstyring med overjeget og anden regelmæssighed … eller vover du pelsen og kaster dig lidenskabeligt og nysgerrig ud i livet på de der 70.000 favne vand, mens fornuften måske sættes på pause med muligheden for at snuble … tja, så lyder det glædelige budskab, at begge tilgange til livet er OK – du er og forbliver Guds! SE, det kan ikke et eneste svinkeærinde ændre på. Amen
Salmer: 10 – 397 – 447 – 163 – 487 – 428
GÅ DA FRIT... 