Det vigtigste først! Sådan hedder en gammel talemåde! Det vigtigste først! OG i dagens evangelium er det vigtigste slet og ret, at: “(…) Gudsriget er midt i blandt Jer”. Præcis det samme blev sagt, da Holger blev døbt, hvor det lød: “Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Gudsriget er deres”.Og når vi om lidt holder altergang, så lyder det: “Opstandne Herre og Frelser, du som selv er tilstede i blandt os med al din kærligheds rigdom!”.
Gudsriget er her: ”Kun ved badet og ved bordet, hører vi Guds ord til os” som det gamle grundtvigske slogan lyder. Vigtige og uundværlige ord om evigt liv og syndernes nådige forladelse. Ord om, at Gud skal blive alt i alle! Ord der sætter mennesket fri til at leve uanset død og undergang.
Til alle tider har mennesket levet i en dramatisk kulisse af panik og tragedie, af uro med katastrofe- og undergangsstemninger. SAT op som underholdning eller som advarsel eller trussel. Tag evangeliet til i dag, hvor både Noa og syndfloden og ikke mindst Sodoma og Gomorra trækkes frem af forfatteren til Lukasevangeliet. Vi mindes om, hvordan Lot og hans familie flygter for livet, mens det regner fra himlen med ild og svovl på grund af menneskehedens depraverende adfærd, og hvordan Lots hustru bliver til en stenstøtte, da hun bryder forbuddet mod at vende sig om og se apokalypsens udtryk! Vi mindes om hvordan den store vandflod udslettede stort set alle. Det interessante ved lige netop historien om Noa er jo, at Gud måske fortrød. Han lovede ihverfald aldrig mere at udslette mennesker og satte som tegnet på det løfte en regnbue på himlen.
Ikke kun jøde- og kristendom udmærker sig indenfor genren: hjælp, det er ude med os! Der er også det store ragnarok i både germansk og nordisk mytologi, der indledes med både naturkatastrofe og fimbulvinter. Gennem tiden har der været pesten, som fik det malende tilnavn: den sorte død og som blev anset for Guds straf! Samtidig blev det dog i pestforordningen af 1625 understreget, at det var ukristeligt ikke at forsøge at gøre noget ved epidemien. Så længe man huskede sin gudsfrygt, mens man bekæmpede smitten … så gik det an!
Efter 2. verdenskrig var det atomtruslen og Sovjet-kommunismen, der trak undergangsoverskrifter. Nu om dage er det pandemier og multiresistents i grisestalde og på hospitaler, der kan skabe panik. Klimaforandringerne kaster uro af sig og filmfolk har fået stof til fjernsynsserier. Der er vilde magt-dramaer mellem de gode og de onde aksemagter. Der er religiøst had, der forbander og uforsonligt trækker blodige spor. OG i det små har der alle dage været det der nederdrægtige mor-kneb, hvor barnet blev mødt med sætningen: “bare vent til Far kommer hjem” og som på en eller anden måde minder om den religiøse strategi, der lyder: Vi truer dem til underkastelse! Eller det nogen kalder for en profetisk advarsel.
OM vi tror på dem eller ej er egentlig ikke så afgørende! De er der og det har de sådan set altid været. Det være sig i religioner, ideologier og øvrige ismer, hvor der er magt på spil. Det afgørende er, hvorfor vi udsiger truslerne om undergang – er de virkelig nødvendige. ER det ikke alt rigeligt her i kirken at holde fast i dåbens løfte: jeg er med dig alle dig indtil verdens ende, som Jesus siger til enhver, der lader sig døbe? ER det ikke alt nok, at fra nadverbordet sendes vi ud i verden med FRED?
Niccolo Machiavelli skrev tilbage i 1531 bogen Fyrsten. Det første stykke videnskabelighed indenfor Statskundskab. Han skrev bl.a. at kærlighed og frygt ikke kan eksistere sammen. Magthaveren skal træffe et valg mellem at være elsket eller frygtet. For det er langt sikrere at være frygtet end elsket. Frygten bevarer kontrollen over andre. Eller som demagogen Lenin sagde: tillid er godt, kontrol er bedre. I den lutherske kirke kan igen gøre sig til fyrste! Ikke en har bemyndigelse til at kontrollere nogens kristelighed. Ingen skal her frygte nogen pave eller bisp eller præst eller den der måtte mene sig udrustet med en helt særlig ånd. Der gives kun en Herre og det er Kristus! Han er det gudsrige, vi omfavnes af i dåben og nadveren. Han er den, der søndag efter søndag i gudstjenesten holder os fast i, at menneskelivet er vigtig og værdifuldt.
Samtidig med livet også ofte kan være fuld af uro og panik! Vi er desværre til tider hinandens helvede og forbandelse, når vi kæmper om magten i det store som det små – nogen gange fredeligt og andre gange blodigt! For tilværelsen gennemleves i en mangfoldighed af variation, og der gives ikke en manual i den rigtige livsudfoldelse. Så vi prøver os på en måde frem …
Historien om Lots hustru, der blev til en saltstøtte, kan måske tolkes som, at vi skal turde leve i dag – ikke hænge fast i fortidens skyld og skam og dårlige beslutninger. Leve lige nu på den for os yderste dag. En dag af gangen – det vigtigste først – altid det vigtigste først: Gudsriget er lige midt i blandt Jer, som Jesus siger det! Midt iblandt os … det vigtigste først … midt i blandt Jer! OG magter vi så hverken en dag af gangen eller det vigtigste først og føler vi os fanget med et eller flere lemmer i fortiden, så går det også nok … for du er sat fri – sat fri til at leve. Lad os – når postludiet senere lyder – gå hver til sit – ud i verden med al dens bragesnak og uro og iscenesættelse og panik og pariserhjul og jul … og vist også sne i vente … gå ud i som frie mennesker … med Gudsriget i blandt Jer … AMEN
GÅ DA FRIT... 