De spurgte, hvem skal blive den største og Jesus satte barnet ind i midten. Det er i midten af fællesskabet, du hører til og det er der, at din næste – dit medmenneske – hører til. Dermed er det væsentligste om kristendommen måske sagt: nemlig at den mindste skal blive den største – den sidste skal blive den første – som altid, når Jesus taler, så bliver tingene vendt på hovedet. Præcis som når vi kigger ind i stjernen – oppe bag alteret i den smukke rosenkvarts dør – når vi kigger ind i stjernen – bethlehemstjernen – så bliver også vi vendt på hovedet …
Evangeliet i dag handler om placering og på en måde identitet. Når jeg siger det, så er det fordi begrebet identitet for nogen er havnet i en politisk kampzone. Skåret ind til benet, kan identitet defineres som “et menneske eller en gruppes bevidsthed om egen personlighed og individuelle særpræg”. I kampzonen kæmpes der for retten til at være sit særpræg samtidig med, at andre i samme zone kæmper for retten til at modsige diverse særpræg.
Der kæmpes med andre ord om retten til at definere sig i disse år og det er så nemt at komme galt afsted med folks ønsker til pronominer og til antallet af køn: biologisk er der vel stadig to, men så er der alle de kulturelle køn og kultur må man ikke spøge med, for det er faktisk et avanceret begreb, der dækker over bl.a. sprog, symboler, traditioner, overbevisninger, normer. Fælles for alle disse er, at de er dynamiske … de er i konstant bevægelse – de er til forhandling, for kultur udvikler sig og kultur er altid i tiden! Sådan var det også i 1800-tallet, da bondebevægelsen og i 1900-tallet, da arbejderbevægelsen kæmpede for at blive en ligeværdig del af nationen.
Midt i alt dette spurgte de: hvem skal blive den største og Jesus satte barnet i midten. Satte barnet i midten, alt i mens vi skændes om definitioner og måske endda råber og masser på for at nå midten om ikke andet, så da ihverfald for at få de andre skubbet ud … OG mens vi har travlt med de andres selvforståelser og hvad vi ellers bøvler med og ikke kan forstå eller bryder os om, SÅ placerer Jesus barnet i midten – sådan som det sker, når enhver bæres til dåb og ordene lyder – som de står skrevet der på de flyvende blade: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i. For midten er stor – her er der plads nok! Ingen kan eller må forhindre nogen i at blive døbt – blive et Guds barn ved navns nævnelse!
At få identitet som et Guds barn er så også et problem for nogen – en art teologisk kampzone, hvor nogen oprigtigt mener, at hvis ikke alle – med fed streg under alle – kaldes Guds børn, så må igen kaldes det. For hvad så med de udøbte? Er de ikke Guds børn? Spørgsmålet er jo i bund og grund om de udøbte ønsker at være Guds børn – i en pluralistisk tid i et sekulært samfund, hvor grundloven fastholder den enkeltes trosfrihed, så ethvert mennesker kan definere sig, så kan det forekomme lige lovlig smart i en fart og sikkert også krænkende, at ville udråbe alverdens folk til Guds børn uden om dåben. Det ville ganske simpelt reducere dåben til det rene vandpjaskeri uden alvor. Når det så er sagt, så påpeger netop Jesus i dagens tekst om de små: ”Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt.” Ergo de hører alle som en til! De er ikke tabte for Gud, som nogen måtte hævde … for de er skabt i Guds billede som et hvert menneske uanset identitet.
”Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt”. Betyder, at vi alle har to navlestrenge: den der konkret forbinder os med vores mor og den, som usynligt forbinder os med en engel! Den selvsamme engel der julenat på marken – da Jesus var født – sang om ”Fred til mennesker med Guds velbehag”.
Fred til mennesker! Det er, hvad vi igen og igen skal mindes om og huskes på, når vi ringagter hinanden – når vi bringer den anden til fald – når vi dømmer ude og snakker om fortabelse. SAMTIDIG er uenigheder et grundvilkår i ethvert fællesskab, hvor vi brydes om definitioner og kategorier. Det er ikke kun skidt, for uenigheder kan være frugtbare og gøre os klogere på hinanden og os selv. MEN dommen over hinandens værd er en gang for alle taget fra os. DOMMEN er ene og alene Guds, og Gud dømmer altid i kærlighed.
Vores opgave er at tjene mennesker: elske næsten – tage hånd om de små! Det er både en mulig og en umulig opgave – for vi dømmer og fordømmer – vi svigtes og glemmes – for hvor der handles, der skyldes. Vi snubler og vi falder over os selv og de andre – vi kommer i øjeblikke i rastløs tvivl om vort eget værd – i yderste konsekvens ængstes vi af fortvivlelse – især når vi tror, at navlestrengen til Gud er bristet eller i dødsens alvor er overbeviste om, at Gud har klippet os ud af den store ligning, så vi eksistentielt hvirvles rundt i frit fald! Følelsen af forbandelse og fortabelse opleves lemlæstende og mentalt invaliderende! Vores selvorientering er kørt af sporet. Men så er det vi må en tur tilbage til midten – mindes om vores dåb – om de 3 håndfulde livgivende vand, der blev hældt over det lille barnehoved. Mindes om dengang dit navn blev sagt så højt i kirken, så englen, der holder den usynlige Guds navlestreng, jublede af lutter glæde for Guds ansigt! Med andre ord tunes ind på den sande og livgivende identitet! Som er ligeglad med alle de mange kulturelle skel og køn og pronominer og hvad vi ellers måtte mene og hævde …
På onsdag er det reformationsdag – præcis 507 år siden, at Martin Luther begyndte sit opgør med den gamle moderkirke! Den kirke som havde sat sig godt fast på midten og skubbet barnet til side. Som havde hapset bemyndigelsen og uden blu overtaget englenes rolle med at holde menneskets navlestreng for Guds ansigt og dermed også havde gjort sig til en slags åndelig jordmoder, der kunne klippe mennesket fra efter forgodtbefindende – kunne lyse i band, udstede hundedyre afladsbreve – og rask væk dømme og fordømme! Martin Luther slog i sit opgør fast, at enhver, der er krøbet ud af dåben, er både pave, biskop og præst! At ingen kan komme imellem det enkelte menneske og vores himmelske far – alle er vi lige for Gud – lige værdige – lige vigtige – slet og ret Guds børn. AMEN
GÅ DA FRIT... 