At fortryde er måske noget af mest almenmenneskelige i hele verden. Godt nok har den franske sangerinde Edith Piaf udødeliggjort sangen: “Non, je ne regrette rien” – “Nej, jeg fortryder intet”. Men undersøgelser viser, at mange på f.eks. dødslejet fortryder. Det kan være drømme, der ikke blev levet ud. Det kan være episoder, som man ikke forhindrede eller greb ind i. Det kan være sætninger, man sagde med vilje eller som “finker der røg af panden”.
For efterhånden mange år siden mødte jeg en dansk soldaterveteran. Han havde deltaget i en fredsbevarende mission og han kæmpede i dag med senfølger efter at have været en del af det internationale korps, der i et område skulle sikre ro og orden. På en patrulje kom de ind i et forladt hus, hvor der stod en gammel mand med sit barnebarn: en dreng på 6-7 år. Den gamle bedstefar holdt sin ene hånd skærmende over drengens øjne – der stod de så alle sammen midt i det bare ingenting og kiggede på hinanden. Bedstefaren fjernede sin hånd og bad indtrængende patruljen om hjælp, så drengen kunne komme til en læge og få tilset de øjne, der var både ødelagte og betændte. Veteranen – der sidenhen både offentligt og til mig fortalte sin historie – bad indtrængende sin overordnede om, at de måtte efterkomme ønsket og bringe drengen til en læge. Men det blev afslået – for det var ikke missionens opdrag at bringe syge indbyggere ind – missionens mandat var at patruljere og opretholde freden. Denne oplevelse satte sig som et regulært traume. IKKE at kunne eller måtte hjælpe et andet menneske i nød. Det sætter sig i psyken – i samvittigheden – som skyld – som svigt – som en afmægtig og uoprettelig fortrydelse – som “et noget” der ikke kan omgøres – som en stor ulydighed over for det, der ville have været det eneste rigtige at gøre – for ham – nemlig hjælpe barnet … og en indre stemme lød sidenhen i hans sind: havde jeg dog bare handlet anderledes …
Fortrydelser hænger sammen med ansvar. Når vi fortryder noget, så er det, fordi vi har samvittighed. Når vi træffer forkerte valg eller vi gør noget forkert og det gør vi jo – det er så såre menneskeligt – så kan vi fortryde – eller angre som det hedder på kirkesprog – få sagt undskyld og måske endda rettet op på det skete … hvis det altså ikke er for sent …hvis ikke løbet er kørt.
I tidernes morgen dengang kristendommen trådte sine spæde barnesko og også romerne begyndte at lade sig døbe, så skete det som oftest først på dødslejet. Gerne efter et heftigt liv med intriger, magtkampe, vold, krig, drab og anden ufred. Romerne fik i dåben, ligesom vi fik det: evigt liv og syndernes nådige forladelse. Altså tilgivelse for alt, hvad de måtte havde gjort. Her vil jeg så undlade at mene eller udtale mig om hvorvidt de gamle krigere angrede eller fortrød – Edith Piaf har de nok næppe hørt eller nynnet med på. MEN døbt blev de. Måske de var bekendt med, Paulus’ ord til romerne – som vi hørte i den 2. læsning fra alteret: “For Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed”.
Jeg gentager lige sætningen: “For Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed”. Det betyder slet og ret, at Guds kærlighed til os ikke er afhængig af vores handlinger. Du er et Guds barn – det blev du i dåben – hvor du fik evigt liv og tilgivelse. Det er, hvad vi skal huske – barmhjertigheden – Guds kærlighed – når vi holder dom over hinanden, hvad vi jo ustandselig gør: her og der og alle vegne – de mange platforme med friskslebne faldøkser, synes der kun at blive fler af.
Vi skal ihukomme – huske på – Guds kærlighed, når vi med disciplene – måske synes, at ham der – i dagens tekst – fortrød sit NEJ til Gud og så alligevel kom på bedre tanker og blev ramt af en art forsinket lydighed og derpå gik ud for at arbejde i Guds store vingård ER bedre i tro og fromhed end ham, der sagde JA og derpå skulkede – fortrød – og måske endda brugte sin dag på noget helt andet.
Når vi holder dom over de andre – dem vi ikke forstår eller kender eller rent ud sagt ikke kan fordrage – så er det, at vi skal mindes om, at de er lige så meget omsluttet af barmhjertighed, som vi hver især er det – at også de i dåben er tildelt både evigt liv og den tilgivelse, der vil, at vi skal leve. Ikke overleve sammenbøjet og forkrøblede under et åg af synd og skyld og skam og den der højtløftede moralske pegefinger, som kirkens historie – også – er sprængfuld af. Men leve oprejste med mod på livet i såvel medgang som modgang!
OG når vi holder dom over os selv, som f.eks. veteranen, der lider under selvbebrejdelser og bitterhed over sin manglende etiske formåen. En formåen som synes at være kommet til kort overfor den idealisme, der forventer – ja kræver, at mennesket altid handler optimalt – og både kan og “selv” skal på den gode og den anstændige måde, SÅ er det godt – ja ganske vederkvægende som det hedder på gammel dansk – at kunne komme i kirke – at sætte sig ind på kirkebænken – læne sig tilbage – høre orglet brusende sende sine vidunderlige toner ud i evigheden og bare lade sig bade i velklang. FOR sagt på den mere højstemte måde: det er velgørende at træde ind under korset, hvor Kristus – Guds søn – hænger – ikke til tørre – men som et vidnesbyrd om, at kærligheden altid er stærkere end summen af al verdens kaos og krig og vrede og uretfærdighed og angst og bitterhed og de alt for mange folkedomstole, der arbejder året rundt 24/7 og hvad vi ellers udsætter hinanden og os selv for – og så lade håbet få liv og ånde og krop, præcis som da vi i sidste vers af salmen lige før sammen sang: Giv os mod til at leve et menneskeliv, at vokse i kærlighed, folde os ud … AMEN
Salmer: 739 – 598 – 29 – 69 -387 – 731
GÅ DA FRIT... 