Billede der – også kaldet Skriget eller på norsk SKRIK – af den norske maler Edvard Munch er måske sammen med Mona Lisa et af det kendeste malerier i hele verden. Det er gengivet i så mange udtryk, så man tror, det er løgn: merchandise med skrigende hunde og oppustelige dukke-skrig og alt det andet hejs man kan købe … Her i Klosterkirken på lærredet er det i dag gengivet ganske småt. Fordi det ikke er hovedsagen. OG alligevel vil jeg sige lidt – måske endda lidt for meget – om dette SKRIK. Da det oprindeligt blev udstillet i Berlin d. 3. december 1893 bar det titlen “fortvivlelse”. I sin dagbog skrev Munch om inspirationen til værket:
“Jeg gik bortover veien med to venner – så gik solen ned – himmelen ble pludselig blodrød – jeg stanset, lænet mig til gjærdet træt til døden – over den blåsvarte fjord og by lå blod og ildtunger – mine venner gik videre og jeg stod igjen skjælvende av angst – og jeg følte at det gik et stort uendelig skrig gjennem naturen.”
Den blodrøde himmel var eftervirkninger af et vulkanudbrud i Sydøstasien – altså et naturvidenskabligt fænomen. Men Munch gør noget mere end blot at male en spektakulær og ufarlig solnedgang. Han placerer det paniske og rædselslagne menneske midt i det ukontrollerbare kaos. Det følende og det tænksomme selv får sit eget udtryk. Derfor blev netop dette maleri da også i sig selv et ekspressionistiske manifest, hvor subjektet – menneskets indre – fik sin egen sandhedsværdi. De ubehagelige følelser og det uperfekte menneske fik plads … sindsbevægelserne og alt det ubevidste blev åbenbaret.
I 1844 – sådan cirka 50 år før Skriget så dagens lys skrev Søren Kierkegaard: Begrebet Angest. Her fremførte han, at angst er langt mere end et neurotisk udtryk. Angst er ifølge forfatteren menneskets adelsmærke og har sit afsæt i, at mennesket ikke kun er krop og sjæl men også ånd! Hvilket får Kierkegaard til at skrive: “Jo mindre ånd jo mindre angst”.
Angsten vidner om, at vi er i live og at tilværelsen igen og igen kræver, at vi træffer valg. I disse situationer kan vi komme i frygtelig tvivl: det ene eller det andet … ja, måske der endda gives endnu flere muligheder. Vi fortvivles over denne frihed, der ligger i valgets muligheder – og ængstes måske over at kunne vælge forkert. Og det i en sådan grad, at angsten paralyserer og vi må opleve os ude af os selv. Konkret sendt i kredsløb. Opgaven er da at blive sig selv igen. Man skal med andre ord lære at ængstes for at blive fri af angsten.
Munchs angst får udtryk. Det stivnede menneske, der i fortvivlelse må gribe om sit eget hoved, mens øjenene synes på vej ud af hovedet. Måske han på sin vis havde lært at ængstes, da han i årene 1922-24 malede denne dags vigtigste maleri Stjernenat, som får lov til at fylde det hele.
Om maleriet skrev Arosmuseet i Århus i 2017 i forbindelse med deres store Munch-udstilling – og jeg citerer fra kataloget:
“En vinternat stod Munch på haveterrassen ved Ekely og så ud i rummet. Han iagttog landskabet og byens lys under den uendelige, natteblå stjernehimmel, mens lyset inde fra huset kastede hans skygge ud i den snedækkede have. Ensomheden, stilheden og det blå rums magi forstærkede den midaldrende eneboers eksistentielle tanker om livet og døden i en sådan grad, at hans tilstedeværelse i universet den nat skulle dokumenteres”.
Stjernenat er bestemt et af de mere positive og livsbekræftende malerier af Munch. Der er fred – der er plads – der er åbenhed. Natten svæver – stjernerne funkler – himlen er alt andet end klaustrofobisk – universet er storladent – tilskueren får lov til bare at være – iagttage – trække vejret på rolig og normal vis. Selvet er ikke – som i Skriget – spærret inde i krampagtig uartikulerethed.
Nuvel, der er en skygge, malerens egen, men den får lov til at fylde, præcis som skygger nu engang gør det; lyset bag os kaster den ud i verden. Måske er det lige præcis det, natten kan: give plads. Modsat dagens lys der afslører: ikke kun skidt i hjørnerne og på vandrette flader, men også menneskets fejl og mangler og de selvviske valg og de onde beslutninger.
Og hvem vil egentlig afsløres? Afsløres som selvvisk eller ond? I perioder går der gerne sport i at afsløre sine fejl – vel at mærke på den offentlige måde, men kun hvis fejlen italesættes eller iscenesættes som unik, vittig eller på den æstetiske måde, der udløser hjerter eller tommelfingre, der vender opad … og før jeg nu kaster mig ud i at sige en hele masse om menneskets iboende mulighed for at vælge det onde, så stikker Jesus via Lukas og hans evangelium en kæp i prædikanthjulet og formaner os alle: ret jer op og løft jeres hoved.
Det er et grundvilkår, at mennesket alle dage har været og fortsat er spændt ud mellem på den ene side: skræk og frygt for hinanden – og os selv – og alt det vi ikke forstår og engang var det kirken, der truede med fanden og helvede og fortabelse – nu om dage er det svar på medicinske prøver og magthavernes snak om røde streger og omgang med atomare knapper og temperaturstigninger og alt det der. OG på den anden side: Gudsriget, hvor ordene om syndernes nådige forladelse og evigt liv lyder. Imellem disse to eksisterer vi på godt og ondt!
Ret jer op og løft jeres hoved … det er adventstidens budskab! Det var det dengang de første kristne troede, at Kristi genkomst var lige rundt hjørnet – og det er det i det Herrens år 2024, hvor vi sammen og hver for sig må holde fast i ordene som lød fra Paulus: om håbet – om altid at fastholde håbet! Håbet som peger frem mod fødslen julenat. Hvor Gud blev menneske for at sætte dig og mig fri. Så vi tør træffe valg. Så vi lærer at ængstes. Så vi bliver os selv … måske endda uden altid at smide egen skygge ind over de andre. Så vi dag og nat får modet til at løfte hovedet og leve livet til fulde. AMEN
(salmer: 66 – 302 – 274 -800)
GÅ DA FRIT... 