I dag er en sand finaledag. Vi fejrer forårets allersidste store helligdag. Vi gør det måske siddende på kirkebænken eller i sommerhuset eller til kongeløb eller i vogn på asfaltbeklædt terræn tværs gennem landet hjem efter en forlænget og forlangt weekend måske blandt venner eller familie eller måske har vi holdt pinse på jobbet eller bare med os selv.
I gamle dage benævntes dagen i dag pinsemandag – det lyder på en måde bedre end 2. pinsedag. Da jeg konfronterede Ordsprog over det Danske Sprog – også kendt som ODS – stod der følgende eksempel at læse under “andendage” og jeg citerer: “En Hovedregel var da den, at den døde hurtigst muligt burde begraves, Dagen eller senest Andendagen efter”.
Jeg tænker, at når andendage bliver hæftet op på begravelser, så håber jeg i mit stille sind, at ingen folkevalgte flertal måtte få fikse idéer om pludselig at ville begrave kirkens andendage ved lov! For vi ved jo godt, at andendagen efter selve festen som oftest er den noget mere kedelige del med rester og sjatter og oprydning og hvor deltagerne måske er mærket med den såkaldte andendagshovedpine … og så bør jeg vist afholde mig for at vride mere ud af det ODS-opslag og blot at gentage, at pinsemandag er en sand finaledag!
Alt det der er blevet læst os højt gennem kirkeåret – alt det der er blevet udlagt i ord og sang og orgeltoner søndag efter søndag inklusiv de andre gudstjenestedage. ALT lige fra Jesu fødsel hin julenat og frem til det altafgørende i dag, nemlig ordene om det evige liv! Det evige liv gør hele finalen. Det evige liv: kernen i det ofte sprogligt kringlede Johannesevangelium. Evigheden som mennesket higer efter. Sådan har det været alle dage. Lad mig straks for en ordens skyld pointere, at evigheden i min teologiske optik ikke er et noget, der engang skal komme – komme når vi er døde, glemte og borte.Det evige er lige her og nu, og det fylder livet med evighedskarakter, som den kloge professor Johannes Sløk engang tilbage i 1946 benævnte det: evighedskarakter – og jeg citerer lige lidt mere:
“Det er Jesu budskab til mennesker, at man virkelig kan få livet på ny, at man kan få ombyttet det gamle af synd og selviskhed og vantro nedbrudte og ødelagte liv med det sande, ægte, evige, ubesmittede liv, det af Gud skabte liv. Jesus er livets brød, og spiser man det brød, har man livet” (Sløk: 1998, 107f).
Det betyder kort og godt, at lever vi livet på evighedens præmisser, så lever vi tilværelsen på det fundament, der kaldes: syndernes forladelse. Altså Guds evige kærlighed til hvert enkelt menneske: både os selv og dem vi kan lide og dem vi fyldes med had, vrede og modstand overfor – Guds evige kærlighed, der skænkes os i dåb og nadver og som sprænger rammer og gør selv det mest umulige muligt.
Ja, selv når jeg føler min krop og mit sind lagt i benlås i en tilsyneladende kronisk tilstand af mismod og sortsyn og en god slat selvmedlidenhed og min indre pessimist grænsende til en art uempatisk nihilisme gør udfald, SÅ er det aldrig den hele eller fulde sandhed om mig og mit liv. Der er en restmængde, som jeg måske ikke anede eller turde håbe på. Vi kan tro, at vi kender os selv eller hinanden – og ved/håber/ frygter, hvad der er muligt. Min påstand er, at der altid vil være et noget – et noget på både godt og ikke mindst ondt – der er os skjult og må fornemmes eller direkte tolkes som gådefuldt. Derfor er der noget vederkvægende – noget livgivende – over profeten Ezekiels ord, som han udsiger til os på Guds vegne: “Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre”. Meningsløsheden er aldrig det endelige svar. Forandring er virkelig mulig – jeg taler ikke om indre selvudviklingsrejse på masser af kål, anden superb energi og en tilfældig guru, jeg taler derimod om den Gud, der blev menneske og som mødte og til stadighed møder os med kærlighed – uafhængig af kvaliteten i vores handlinger og uanset hensigten med dem. For det er kærligheden, der forvandler det dødskolde stenhjerte til et bankende kødhjerte.
Det evige liv sætter hver enkelt af os ind i historien med Gud og hinanden. Her er vi alle lige; vores biografier og cv’er på glitret papir og de mange iscenesættelser og andre elendigheder bliver reduceret til ligegyldige overflødigheder.
Påskedag var jeg til højmesse i domkirken i Århus. Dronning Margrethe var der for det plejer hun, men i år – måske for første gange – stod ingen formand eller gejstlighed med blomster og rank ryg klar til at ledsage majestæten ind fra den fine Kronebil. Hun sad bænket der et sted i kirke-skibet som os andre og var menighed sammen med os andre – og egentlig burde jeg slet ikke sådan nævne en enkelt kirkegænger ved navns nævnelse, men for den teologiske pointes skyld, gør jeg det så alligevel. Da altergangen begyndte, stillede majestæten sig – som alle de mange hundrede andre – op i den uendelig lange kø for langsomt men sikkert at komme op i koret til knæfaldet, hvor brødet og vinen blev delt ud. Det virkede, som om det bekom Dronningen at være sammen med os andre – og for en stund være sat fri af den timelig metier og lade evigheden fylde livet. Pointen er nemlig, at i den evangelisk lutherske kirke er der ingen forskel på folk – selvom bisper og de andre med kors og bånd og stjerner på ifølge protokollen altid skal gå først og have de bedste pladser – i kirken er vi alle ens om at være fælles om at være afhængige af de ord, der lyder fra evigheden og som intet menneske kan sige sig selv: Dine synder er dig forladt!
Det er noget af en finale ovenpå alle de mange herlige hellig- og fridage, som vi gennem de sidste par måneder har fejret eller holdt eller afviklet eller hvad vort temperament nu kalder det. Sandheden er slet og ret, at vi alle som en lever under tilgivelsens fortegn. Vi er fra begyndelsen elsket og tilgivet trods alt det rod med – og uden – eventuelle rester og sjatter, som vi foranstalter for os selv og hinanden! Det er pinsemandag, Jesus prædiker det evige liv – som livets brød som hans kød! Æd det – og gå da frit enhver til sit! AMEN
Salmer: 561 – 396 – 298 – 294 – 42
GÅ DA FRIT... 