For de af os – måske – overvejende konkrettænkende individer kan spejlings-niveauet forekomme noget lavt i dagens tekst: “I er grenene” … ok? – ja? – mig? – og hvad betyder det så? Nuvel, man kan jo i ny og næ føle sig som lidt af en vissen pind. Men hvad er det nu for noget, hvad har træer med mit liv at gøre? Biblens plantemetaforik forekommer med jævne mellemrum i gudstjenestens læsestykker og de kan ofte synes kringlede.
Det virker mere forståeligt, når vi hører om de der uforstandige og til tider noget selvhøjtidelige disciple, der både tysser af børn, forsøger at jage dem væk og ofte lover langt mere end de kan holde. Det virker nemmere, når vi hører om ham den lavstammede tolder, der arbejdede for fjenden og måtte kravle op i træ, fordi han længtes efter tilgivelse. Eller når vi præsenteres for de mange historier om de syge, de skøre og de ufuldkomne. Det virker som om man her enten kan nikke med – måske endda ”føle sig set” – eller i ny og næ opleve sig lidt bedre.
“I er grenene” – sådan omtales alle døbte i dagens tekstuddrag! Jesus er vintræet og Gud er vingårdsmanden. Scenen er sat. Fordringen eller måske snarere belæringen kan begynde. For det er, hvad vil bliver i dag – vi bliver belært – vi bliver mindet om skabelsens indbyggede forventning: nemlig at vi SKAL bære frugt. Jesus sætter overliggeren lidt højere end vi umiddelbart tror vi kan evne eller magte eller orke. Jesus vil, at vi tager vort liv alvorligt. Gør os umage. Strenge os an.
Vi skal bære! Forventningen fra Guds egen søn – Jesus – er ikke tænkt som et dogmatisk tugtemester-kneb, der pædagogisk vil tvinge os i knæ indtil vi hulkende eller resigneret forstår, at vi intet selv kan – andet end gribe ud efter Kristus, der som et korkbælte i havsnød driver rundt og derefter kan redde os ud af vort eksistentielle og sikkert selvforskyldte skibbrud (hvis forsynet da vil det sådan?!!!). For mig ligger skabelsens indbyggede forventning om, at vi skal bære før al snak om synd og hvad præsten ellers kan finde på at hive op af JA-hatten, når der skal kompenseres for de besværlige forventninger til os.
At vi skal bære betyder slet og ret, at vi skal tage ansvar.
Den italienske forfatter Umberto Eco – den ældre generation vil måske huske hans bog “Rosens navn”, der også blev filmatiseret. Eco skrev desuden mange tusinde af sider om alt, fordi han som oftest undrede sig og derfor altid mente noget om det meste. I masser af år havde han en klumme i et italiensk ugemagasin og hans redaktør bad ham igen og igen om at sætte tekstens sværhedsgrad ned – gøre klummen nemmere – lettere forståelig – for læsernes skyld. Konsekvent afviste Eco dette hver eneste gang under henvisning til, at det er helt på sin plads, at en forfatter stiller krav til sin læser. Læseren har godt af at anstrenge sig – gøre sig umage – og forsøge at forstå. Når en tekst læses – skal afkodes og fortolkes – sker det altid i dialog – i relation mellem forfatteren og læseren – i dette samspil forstod Eco ikke, hvorfor han partout skulle tvinges til at finde den laveste fællesnævner, hvorfor han skulle tæmme ånden hos sig selv og hos modtageren – og ende med at aflevere en omgang simpel lirumlarum uden substans. Eco ville med andre ord, at vi skal strenge os an – vi skal tage livet alvorligt …
Tager vi ikke livet alvorligt, så ender vi måske jf. den engelske kriminolog Keith Hayward som en stor flok pattebørn – altså ikke dem som disciplene tyssede af – men som voksne mennesker, der undgår voksenlivet, fordi vi ikke har lyst. Det kaldes infantokrati, som han tydeligt ser i USA både politisk, kulturelt og kommercielt – men også i England og i mindre grad i Danmark. Om denne infantilisering har Hayward netop skrevet en bog, hvor han revser voksne, der forventer, at andre kommer ens bekymringer til hjælp ud fra devisen: “bare rolig, nu skal vi nok være de voksne, så fikser vi det” – imens de selv lever i en teenagerkultur. Han taler direkte om voksenbarnets æra. Han problematiserer studerende, der er sarte og hverken tåler modsigelse eller andre tidsperioders gøren og laden, men i stedet kræver aflysning og forbud. Han revser Disney og LEGO og jeg ved snart ikke hvem, der har fundet et marked, hvor voksne mennesker kan udleve deres barnlige habitusser. Konkret frygter Hayward, at det altsammen er med til at hæmme folks evne til at blive modne, voksne mennesker. På den ene side så fremstår Hayward som en sur gammel angelsaks (på kun 52 år), der synes at THE GOOD OLD DAYS – de gode gamle dage – var bedre samtidig med, at han også har en pointe i, at skellene mellem barndom – ungdom – voksenliv og alderdom synes udvisket. Vi voksne – eller nogen af os – vil hellere være evige teenagere og vi har det med, at alt skal være en oplevelse og båret af lyst!
Men hvordan går det så med at bære? Hvordan går det med den fordring, som Jesus stiller os, når han siger “I er grenene”? Og det så samtidig skal være en oplevelse at bære – eller det er lysten, der afgør, om jeg vil løfte – ihverfald lige nu og her? Måske forventer vi mere eller mindre kollektivt, at det tager en af de andre sig af, mens vi selv nynner med på den efterhånden trivielle talemåde: “er der en voksen tilstede?” samtidig med at hende putteterapeuten i baggrunden forklarer, at der er dem, der har brug for at blive puttet og passet på, som man ville med et lille barn imens hun med nænsomme bevægelser pakker en lysegul dyne tættere omkring en voksen på en blød madras, der har betalt for en særlig guidet hviletid …
En klog og erfaren præst, jeg kender, hævder, at de fleste kommer i kirke for at høre, at de er elskede og gode nok – for vi vil helst stryges med hårene og svøbes i blød humanisme. Men får dette livsvigtige budskab om, at vi er elskede og gode nok lov til at stå helt alene og det kan det have en tendens til på de søndage, hvor evangeliet napper efter os, så lulles vi ind i en livløs og selvtilstrækkelig døs. Præsten bliver den pastoral-teologiske putteterapeut og en art infantil slumren indtræffer indtil vi går under af generaliseret kedsomhed …
Evangeliet stryger ikke kun med – men også mod hårene. Uden yderligere sammenligning til Eco, der vil, at den enkelte gør sig umage for alvorens skyld og Hayward, der vil, at vi hver især skal opføre os som voksne modne mennesker for fællesskabets skyld – så kræver Jesus, at vi bærer – at vi bærer frugt; bærer igennem; bærer over; bærer på trods. Der er simpelthen ingen vej uden om: du skal! Midt i denne fordring er det så uendelig vigtigt, at vi aldrig glemmer, at Kristus er træet. Han er stammen, der giver næring til grenene. Det er hans overbærende kærlighed, vi en gang for alle podes ind i … sådan for lille Thue i dag og sådan for os, da vi hver især blev båret til dåben – og som slægtninge før os er blevet båret. Båret for livets skyld, så glæden må omfavne os i dag, i morgen og i al evighed. Omfavne så vi tør leve – trods alverdens uro – leve med fred i krop og sind – og modet til at tage ansvaret uden omsvøb … AMEN
Salmer: 402 – 21 – 450 – 368 – 292 -730
GÅ DA FRIT... 