Forleden morgen hørte jeg i radio4 et interview på næsten 10 minutter med en mand, der hævdede, at København snart vil gå under på grund af druk og hor! Dette budskab havde – ifølge manden – Gud i første omgang overbragt en finsk mand i et fly. Vi er i genren: profetisk advarsel. Gud havde ladet finnen vide, at det er tid til at rense København for urenhed – dommedag er meget nær! Dette havde han så ladet sine trosfæller vide. De følte sig derfor kaldet til at udsende en pressemeddelse via Ritzau – trykt i et dagblad – derpå stille op til interview – og endelig afholde en pressekonference onsdag eftermiddag.
Først tænkte jeg, at det måtte være satire a la den hedengange rokokopost, der dagligt tvistede aktuelle nyheder i skarpe og skøre versioner. Men det organ lukkede vistnok tilbage i 2021. Så jeg blev i stedet mindet om, at når religion går af hånd – altså stikker af – og slipper den sunde fornufts evne til at fortolke med hjerte og hjerne og deraf sagligt reflektere, så kan religion – som i dette tilfælde – ende med at være både nonsens og moralisme og bliver en kynisk dom over andres liv og levned.
Den politiske kommentator og journalist Lars Trier Mogensen opfandt under en politisk valgkamp glosen: klovnebus. Jeg tænker, at der også gives religiøse klovnebusser. Pludselig så jeg for mig en flok nulevende og aldeles “selvudråbte profeter” komme rullende ud af garagen under dommedagsfanatismens fane og sammenligne dagens København og dens indbyggere med byen Nineve, som Jonas (ham der i følge historien opholdt sig tre døgn i en hvals bug) kom til med budskabet og kravet om radikal omvendelse, fordi den guddommelige straf meget snart ville bide alle indbyggerne i haserne. Derfor skulle de straks iføre sig sæk og aske – og det kunne kun gå for langsomt.
Jeg kunne dernæst mærke mine to psykiatri-ører stritte. De foldede sig i hvert fald ud, som de har gjort det gennem præcis 20 år – og det netop i dag – på psykiatrisk sygehus her i byen i mødet med ængstelige mennesker, der ofte er ramt midt i eksistensen af en uoverskuelig livssituation eller en porøs og udefinerbar fortvivlelse. En fortvivlelse – en rådvildhed – en afmagt – der ofte manifesterer sig i en eller flere af kategorierne som f.eks. misbrug, ked-af-det-hed, angst, depression, mani, storhedsvanvid, paranoia, psykose eller noget helt niende. En tilstand der pludselig – eller over længere tid langsomt – men sikkert mindsker livslysten – bremser hverdagens selvfølgeligheder. For sådan er tilværelsen også. Vi fortvivles over verdens uforudsigelige tilstand – og over vores egen eller andre menneskers triste, besynderlige eller direkte ondskabsfulde adfærd. Det er der absolut intet nyt i – og når vi rammes eller konkret paralyseres, så melder de alt for menneskelige spørgsmål sig: har jeg gjort noget forkert? Er det her Guds straf? Hvad skal der blive af mig, når alt omkring mig går i opløsning – når jeg mister fodfæstet – går i mentalt kredsløb – og på ingen måde kan ane konturerne af nogen som helst fremtid eller bedring … og det egentlig lige meget, hvad jeg selv gør eller tænker eller forestiller mig …
Når man pludselig ligger der inde bag de udefra så smukke søjlegange, der omkranser Betesda-bassinet, ligger der og ikke kan bevæge sig – kun – måske kun – kan se ud mellem søjlerne, der mere ligner fængselstremmer end skøn antik danefæ og så er det, at man i det fjerne pludselig skimter en bus, der kommer nærmere – den standser op og en flok præster træder ud med en – såkaldt – profetisk advarsel i den ene hånd og en pressemeddelse i den anden, mens de med alvorlig mine forkynder Guds – eller måske i virkeligheden deres egen vrede og derpå den evig tilbagevende moralisme om, at du ligger, som du har redt og skulle have glattet lagenet i tide og så videre og så videre – og deres anklage gør absolut intet godt for noget som helst – jo måske for dem selv … men ikke for ham eller hende, der ligger der og som gerne vil have det lidt bedre … som drømmer om at komme ud og tilbage til livet eller noget … på den ene eller den anden måde.
Kristendommen kan vi ikke reducere til en manual med profetiske advarsler a la fodboldens regler om gule eller røde eller helvedes-sorte kort, der trækkes op af lommen og dømmer den anden. For kristendommen er alt andet end os tilfældige menneskers dom over hinandens liv og levned – også selv om vi hævder at have Gud på vores side og som afsender til vores mission.
Kristendom er ikke moralisme, hvor især visse former for nydelse eller adfærd ofte grupperes som uren eller syndig, som et noget der vækker Guds vrede og følgende trang til at straffe hin enkelte. Heller ikke selv om der trækkes nok et tekststykke ud af biblen – som var det et bevis for, at sådan er Gud.
Kristendom er derimod alt det, der driver på Kristus! Luthers berømte formulering af den tro-værdige kristendom, hvor Jesus levede, døde og genopstod, fordi Guds kærlighed i et og alt – for alle og enhver – overtrumfer elendighed, undergang og død. Det er Jesus, der driver rundt mellem alle de syge. De syge der i følge teksten selv var ansvarlige for at komme ned til det måske helbredende vand. På denne evangeliske stuegang hverken fordømmer eller moraliserer Jesus, – han ophæver derimod alle de der ih og åh for os så tryghedsdefinerede skel mellem det rene og det urene med sin blotte tilstedeværelse. Jesu bryder med andre ord ind i vores statiske forestillinger om, hvad der er muligt – han flytter grænser for hvad der kan være anderledes – med det helt enkle spørgsmål: Vil du være rask?
Og så kommer der lige en lille bitte ekskurs – for med den for tiden herskende identitets-ideologi – så har den naturligvis også gjort sit indtog i teologien. Bl.a. med spørgsmålet: hvorfor må ingen være invalid i evangelierne – hvorfor må den blinde ikke være blind? Den døve ikke være døv? Den lamme ikke være lam etc.? Hvorfor kan Jesus ikke møde en handikappet – som det engang hed – uden straks at helbrede ham eller hende? Det er som om, vi alle skal presses ned i det samme normalitetsskema eller ? Med en sådan identitets-tænkning in mente, så kunne det måske være, at Jesus med sit spørgsmål rent faktisk spurgte manden: Vil du være fri? For kristendommen tilsiger os: frihed! Fri: fordi vi både har vores synderes nådige forladelse og det evige liv!
Friheden er det kristne menneskes grund-habitus – det er hele dåbens løfte. En tilsigelse der vel at bemærke gælder enhver: om vi ligger indenfor eller står udenfor muren – eller selv synes at have skylden for det øjeblikkelige morads, der trækker os ned – møder Gud i en flyver – eller måske er hoppet på en eller anden klovnebus af ren og skær frygt eller bekvemmelighed, fordi vi ikke ved bedre – eller netop tror vi ved bedre – og måske endda er ham eller hende, der styrer bussen derudaf for fulde gardiner – uden omtanke – eller måske bare sidder her i Klosterkirken, fordi vi ikke kan andet!
Jesus absorberer igen og igen og igen vores ubærlige og ubekvemme skyld – tager den på sig, som det hedder – samtidig med, at han beder os hver især om at tage ansvar, når han siger: SÅ tag da din båre og gå – gå som et frit menneske – ud i verden med al dens brogede og ofte uforståelige mangfoldighed! Fat mod og lev! Lev – og lad de andre leve – leve et frit liv i forvisningen om, at kærligheden – Guds – overvinder alt det, vi andre må give fortabt over. AMEN
GÅ DA FRIT... 