En uge inde i 2024 – fimbulvinteren er over os – den sibiriske kulde har taget fat i de nordiske lande og givet os det skønneste højtryksvejr med havarerede lastbiler på E45 og kælkende, der hviner ned ad de sneklædte bakker … nogen af os tænker næsten: vinter som i de gode gamle dage.
En uge inde i 2024 og i går fejrede verden hellig 3 konger. I dag for en uge siden meddelte Majestæten, at hun overlader roret til næste generation – så om en uge – efter kl. 15:00 – vil det være Kong Frederik d. X og hele hans hus, der vil blive nævnt i den obligatoriske kirkebøn efter præstens prædiken. Mange har travlt med at bruge tid på, hvordan Frederik nu vil gribe pligten an – om han kan løfte arven efter sin Mor. Han vil næppe kaste sig over hverken balletopsætninger, broderier, kirketekstiler eller anden husflid – jeg tænker, at Danmarks kommende konge vil gøre det, han skal: være et ceremonielt overhoved for Rigsfællesskabet og tjene sit land, som det hør og bør sig. Der er så også nogen, der er nervøse for mandens habitus og for at sige det rent ud: hans moral! I medierne kører der diverse debatter om, hvad Frederik ikke kan mere – hvad han bør holde med etc… med andre ord har nogen af os gevaldig travlt med at mene, hvordan Frederik ikke skal være konge, når han bliver konge. Måske er tiden netop nu inde til, at vi dropper alle disse moralske domme over hinanden – og i stedet finder de lidt større sko frem – og holder med at ville skabe andre i vort eget selvbillede.
Så er der dem, der mener, at Frederik bør krones – at kirken skal ind over: at han skal salves. Hvor kongen rituelt indsættes direkte af Gud – underforstået, at den treenige Gud giver kongen magt og autoritet – kort sagt myndighed. Denne skik blev konkret afskaffet med Grundloven i 1849. Fra da af blev det den til enhver tid siddende statsminister, der udråber den nye konge eller som i 1972 dronning. Ingen er indsat af Gud! Tillad mig at gøre en kort ekskurs og nævne biskop og salmedigter Thomas Kingo fra baroktiden. Han skrev i 1671 hyldestdigtet “Hosianna” til Christian d. V’s salving i Slotskirken over i Frederiksborg. Digtet indledes med en storladet titulation – og jeg citerer:
“Aller-underdanigste og Allerydmygeligste Hiertes Lyk-Ønske Til dend Stoormægtigste og Høytbaarne Monark og Ene-Volds-Herre, Christian dend Femte, Konge til Danmark og Norge, de Wenders og Gotters, Hertug udi Slesvig, Holstein, Stormarn og Dytmærksen, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, etc.”.
Derpå følger en længere hyldest med stor teologisk tyngde, hvor kongen udlægges som en del af den store guddommelige skabelsesordning. Kongen er den jordiske sol – hans hustru Dronningen er forøvrigt en måne -, kongen skal opretholde orden og garantere freden. Et mildest talt fromt ønske efter årtiers religionskrige i Europa. Endnu et hyldestdigt – som hører hjemme i kategorien fedteri – skal kort nævnes: “Den Cimbriske Nordens Frydeskrig til Christian V” – som blev udstødt af Anders Bording, en embeds-poet fra Ribe, der skrev hyldestdigte til alverdens lejligheder …
Så svulstigt skriver ingen mere i dag. Det var en anden tid, hvor især kirken anså kongen for at være den ypperste og den eneste af alle, der stod Gud nærmest! Her overtrumfede enevælden lutherdommens kerne, hvor det – altså i enevælden -handlede om at holde sig på rigtig god fod med magten. For magten var garanten for ens rigdom og sikkerhed – ja sågar overlevelse.
Demokratiets indførelse har på alle punkter punkteret den forståelse og sat ethvert menneske fri: fri til at tænke – tale – skrive – og ikke mindst tro. Der er en lige linje fra Jesu befaling til disciplene og dermed os: “Lad de små børn komme til mig – det må I ikke hindre dem i” til lige her og nu. Jesus pointerer, at ingen skal forsøge at masse sig imellem Gud og den enkelte: hverken disciple – paver – konger – biskopper – præster – dispoter – eller andre. Guds nærvær – hans kærlighed – omfavner enhver lige meget hvor i livet du ligger, står eller går. Dine tildelte eller nedarvede privilegier har Jesus ingen blik for – det er din nøgne menneskelighed, han møder – i dåben, hvor vi i dag hører om forældre, der kommer ilende til ham for at få de små velsignet – rundt nadverbordet: det være sig skærtorsdag eller om lidt: der plads nok til alle – her tilgives vi og fortælles, at gudsriget er for enhver: stodder som konge!
I går var det de hellige 3 kongers dag – i fredags blev lysene på juletræerne måske – i hvert fald i følge traditionen – tændt rundt omkring i de små hjem for allersidste gang, som symbolet på at nu er julen helt slut. Noget nyt skal begynde. Det nye blev sat igang med historien om de hellige 3 konger eller vise mænd fra Østerland, som vi sang om i gudstjenestens første salme: Dejlig er den himmelblå – legenden fortæller os, at ledestjernen førte de tre til barnet i Betlehem med gaver: guld, røgelse og myrra. Derfra drog de videre ud i verden i lyset fra stjernen med Guddoms-ordet det klare, som han os lod åbenbare! Hver til sit tog de 3 hellige konger afsted for at fortælle verden om krybbebarnet – om glæden, der julenat blev født – om den fred, der er – og skal være – for hele folket!
En uge inde i 2024 – julen er slut – epifanitiden er over os – betydningen af at Gud blev menneske vil fra nu af og de kommende mange søndage blive os åbenbaret! I dag lærer vi at ingen – absolut ingen – kan forhindre et menneske i at få Guds velsignelse. Der kræves ingen meritter, ingen ordner og anden sildesalat – ingen teologisk indsigt eller anden hjernespind – intet – du får velsignelsen for intet, som de små børn i dagens evangelium – SÅ tag imod Guds velsignelse som et spædbarn, præcis som du tog imod den, da du blev døbt – tag imod, når dit intellekt slår knuder på din forstand og din såkaldt sunde fornuft stritter imod – tag imod, når du pludselig står der på Herrens mark og ikke kan holde din situation ud – tag imod, når du bøvler med en håndfuld ulogiske irrationelle spørgsmål og livets ligning ikke synes på nogen måde at gå op – tag imod og lad velsignelsens ord fylde dig med mod til at gå ud i verden – ud under den frostklare aftenhimmel, hvor stjernen allerede står skarpt – klar til at lyse for vor fod … AMEN
Salmer: 136 – 445 – 449 – 138
