(Revideret efter Majestætens nytårstale)
”Timerne går, behøver jeg at sige det. Timerne vikler sig ud og ind mellem hinanden, vælter rundt mellem søvn og faste spisetider. Om morgenen får man som regel en hel bunke ind ad døren, hvor de ligger og roder rundt, timerne, fortvivlede, indtil man tager dem op i hænderne, hvis man tager dem op i hænderne: ind imellem kan det være en fordel bare at lade dem løbe gennem hænderne uden at vide hvor de bliver af, uden at vide hvor de forsvinder hen, hvis de forsvinder, hvis de ikke bare har lagt sig bag radiatoren, sammen med selvangivelsen: andre gange skal man virkelig, og så snart de kommer ind ad døren, timerne, skynde sig at få dem organiseret, i hovedet eller i en kalender, man skal skynde sig at opdele dem i grupper, gerne efter farve, størrelse, navn, ja, man skulle ikke tro det, men de fleste timer lyder faktisk et navn: uanset hvad man gør, skal man passe på ikke pludseligt at løbe tør for timer, det kan gå frygteligt galt, og det ser så fjollet ud (mennesker der løber tør for timer, kan man kende på deres ledeløse gang) skulle alt gå galt, findes der imidlertid de såkaldte låneordninger.”
Sådan digter lyrikeren Katrine Marie Guldager over begrebet ”time” – og det er netop denne timelighed, som vi hver for sig – eller sammen – har markeret i aften – det være sig i stilhed eller munterhed og måske er fejringen slet ikke slut endnu – byen venter mens vi for en stund holder gudstjeneste her i Budolfi. Tænk sig forøvrigt, at kalendertiden har sin helt egen fest. For en uge siden var det evigheden, vi fejrede med Jesu-barnets fødsel – lige midt ind i vores timelighed – med budskabet om fred og glæde. Så indenfor et spænd på godt og vel en uge fejrer vi både time og evighed. Eller hvis vi oversætter det i mere konkrete gloser: på blot 8 dage hele to fester: Guds komme og den gregorianske kalender. Vi kunne kalde det for en art total tid, der omfatter ALT, der synes vigtigt for os.
Tiden er et spøjst begreb – den er en konkret målestok: 60 minutter er en time – 24 timer er et døgn. Men tiden er også en mere variabel oplevelse og følelse. Tiden fortæller os hvor hele tiden hvor i livet vi er – måske især på denne aften hvor vi tænker tilbage på, hvem der ikke er i blandt os mere – og hvem der kom til. Dronningens nytårstale vil netop i år blive husket som en ganske særlig tidsmarkør, fordi hun efter 52 år som Danmarks regent abdicerer og overlader tronen til kronprinseparret. Nogen af os husker, da Kong Frederik d. 9. døde – måske endda hvor vi var den dag – og på samme vis vil d. 31. december 2023 blive en del af vores fælles tidshistorie.
Tiden lader Guldager være et noget, som vi konkret kan tage op og føle på, som vi kan have i mellem vores hænder. For alle mennesker har erfaringer med tiden: med hvordan den kan opleves som død, som stillestående eller rask flyvende derudaf. Forspildt og på en og samme tid det dyrebareste, vi har til låns. Ventetid kan føles ulidelig. Vi giver tiden karakter og prædikater alt efter hvem, hvad og hvor vi står. Når det kommer til stykket, så handler det om, hvordan og med hvad vi fylder vores tid ud. Hvis vi da selv har indflydelse på dens indhold, hvilket vi som oftest slet ikke har. Vi er – som Jan Lindhardt (den gamle Roskilde bisp) sagde – protestanter: og protestanter har travlt. For Lindhardt var det vigtigt at sige JA til de ting, som livet kan tilbyde: mad, kærlighed og opgaver, man er engageret i. Vores tid er ikke blot en videnskabelig rationel konstatering. Den er på mange leder og kanter langt oftere erindring, erfaring og følelse.
Noget helt andet med evigheden, den er tidens overmand – poetisk tænkt. Hvor tiden er afgrænset af rum og hastighed, så synes evigheden grænseløs. Den kan ikke måles, den er ikke endelig. Evigheden kan ikke nedbrydes eller udvikles. Den kan ikke indfanges, sådan som vi indfanger tiden i billede, ord og lyd. Evigheden kom ind i tiden julenat. Blev menneskelig gennem Jesu liv, død og opstandelse – viste os i ord og handling, at den hverken kan bindes, styres eller udmattes. Evigheden er urokkelig og altid den samme. Evigheden kommer og “forstyrrer” vores tid – liv – gang på gang. Den fortæller os det, som vi ikke kan sige os selv: Du er et Guds barn – det er din nabo også – og din fjende forøvrigt også! Den bryder ind og overtrumfer menneskets egne domme og fordomme med ordene: du er tilgivet og gå herfra som et frit menneske. Lev det liv, du har fået for intet. Lev det!
Og bed så dit Fadervor. Martin Luther sagde om bønnen: “Som en skomager laver en sko, eller en skrædder en frakke, sådan burde en kristen også bede. Bøn er den kristnes daglige gøremål”. I følge kilder bad Luther mellem 3 og 4 timer dagligt. Det er nu nok de færreste i den danske folkekirke anno snart 2024, der er så bøns-ambitiøse. Til gengæld synes der at være gået æstetik i bønne-produktionen – gennem de sidste 10 år er metaformængden – efter min mening – stukket helt af blandt præster og forfattere i den meteor-sværm af bønner, der er blevet udgivet. Netop derfor er det vederkvægende – ja, en sand velsignelse, at Jesus selv slår et slag for Fadervor. Denne enkle bøn får vi i dåbsgave og den indgår i enhver gudstjeneste her i kirkerummet. Den holder os fast i evigheden. Vores timelige liv er omsluttet af et ”Vor Far, du som er i himlene” og et ”For dit er Riget og magten og æren i evighed”. Disse to linjer er Guds evighed og imellem disse skal alt levende – du og jeg og alle de andre leve! Godt nytår!
Salmer: 2 – 716 – 712
GÅ DA FRIT... 