Titel: Glæden er jordens gæst i dag!
Midt i verdens trængsel fødes et barn! Midt iblandt os – i al det menneskelige kaos – ligger der et spædbarn. Barnet ejer endnu ikke skyggen af erfaringer om ondskab – om had – om fake news – om elendighed – barnet har ikke mødt ligegyldighedens tavse nihilisme … endnu. Barnet ligger der bare OG alle retter vi blikket mod den nyfødte – mod krybbebarnet – for i aften – i nat er barnet verdens navle! Kristendommen fødes – noget nyt vil omfavne os … vække vort måske slunkne håb … tænde lys i vort mørke!
Men hvad vil det i grunden sige, at kristendommen fødes? Det vil sige, at Gud kommer til os – vi behøver ikke løbe mere eller mindre åndfulde eller for mit eget vedkommende åndløs rundt og lede i hverken det dybe eller det høje … Gud er her – lige midt iblandt os! For kristendommen er meget mere end endnu et religiøst tilbud i det store udbud – kristendommen er også mere end raffineret humanisme, hvor mennesket i al sin godhed ender med at skulle redde sig selv. Guds indtog – som menneske – iblandt os helt fra krybben i Betlehem til korset på Golgatha betyder, at livet – dit liv og mit liv og alle de andres – er omsluttet af kærligheden. SÅ vi tør leve – så vi må glædes – så modet kan gribe fat i os …
Guds vej til os går gennem det uskyldige og hjælpeløse barn – her er ingen højlydte paroler om, at gud er stor og alt det der. I kristendommen viser Gud sig i afmagten. Det er med andre ord det afmægtige Jesusbarn, vi holder julefest omkring. Barnet der kommer med budskabet om fred og glæde for hele folket! Bemærk hele folket – hverken mere eller mindre.
Fred og glæde kan igen i år synes at være en mangelvare. Midt i al vores julestaffage til indkøbspris med kravlenisser og drømme om både last Christmas og hvid jul og “and eller gås i år” (sagt med sønderjysk klang) og hvem skal være hvor og hvor meget gaverne må koste og alt det der, som også høre juletiden til med lige dele stress og jammer, så hades der mere og mere: vold og krig og død og lemlæstelse og trusler fyger og fryser blodet i hjerterne og kan lade den sidste rest af sund fornuft forlade selv den mest godmodige og overbærende sjæl.
I Ukraine har krigen nu raset i 669 dage – og befolkningen kæmper stadig for for deres frihed.
I byen Bethlehem på Vestbredden har de kristne kirker valgt at aflyse julefejringen, hvilket synes trist, da folk også her har brug for at blive omfavnet af budskabet om fred og glæde. Den lutherske pastor Munther Isaac har svøbt Jesusbarnet i et sort-hvid-ternet palistinænser-tørklæde og udskiftet stalden med en bunke murbrokker i håbet om, at ikke flere børn skal dø i Gaza. Så en lille julemarkering er der trods alt.
Antisemitismen vokser. Efter HAMAS-massakren på mænd, kvinder og børn i alle aldre d. 7. oktober og staten Israels modsvar på dette, så er hadet mod jøderne eksploderet verden over – sådan som det gennem de sidste 2000 år med jævne mellemrum har gjort det Som stupide og ondskabsfulde udsagn – det være sig politisk, religiøst, kulturelt, i hverdagen …
Synagogen og Carolineskolen i København er under politibeskyttelse døgnet rundt. På offentlige steder tegnes hagekors og vores jødiske medborgere må skjule deres identitet. Davidsstjerne i halskæden, kalot på issen er pakket væk og så sent som for 10 dage siden måtte lysfesten Hanukkah på Rådhuspladsen i København aflyses på grund af trusler.
Alt dette sker 80 år efter, at biskopperne i Danmark udsendte et såkaldt hyrdebrev med overskriften: “Den danske kirkes stilling til jødespørgsmålet”. Hyrdebrevet blev rundsendt til alle præster og menigheder d. 29. september 1943 med henblik på at blive læst højt fra landets prædikestole – og til den tyske besættelsesmagt. Kilder hævder, at det nåede helt frem til Hitler i Berlin. Hyrdebrevet var en protest over deportationen af jøderne til dødslejre i Nazityskland – arrestationerne i Danmark skulle finde sted natten mellem d.1. og d. 2. oktober. Brevet blev indledt med følgende ord: “Overalt, hvor der rejses Forfølgelse af Jøder som saadanne af racemæssige eller religiøse Grunde, er det den kristne Kirkes Pligt at protestere derimod.”
Derpå følger 3 korte replikker – den første vil jeg citere lige om lidt – den anden beskriver jf. Paulus, at ethvert menneskeliv uanset religion er dyrebart i Guds øjne – og den tredje og sidste, at vi i Danmark alle som én har lige ret og ansvar overfor loven – og frihed til at dyrke religion.
Den første lyder i sin fulde længde: “Fordi vi aldrig vil kunne glemme, at Kirkens Herre, Jesus Kristus fødtes i Bethlehem af Jomfru Maria i Følge Guds Forjættelse (løfte) til hans Ejendomsfolk (jødernes pagt som Jahve indgår med Moses på Sinaibjerget), Israel (det bibelske navn på Jahves folk). Jødefolkets Historie indtil Kristi Fødsel rummer Forberedelsen til den Frelse, Gud har beredt alle Mennesker i Kristus. Dette kendetegnes ved, at det gamle Testamente er en Del af vor Bibel.”
Med andre ord så er jødernes skrifter også vores – ordene er vi fælles om: at vi er skabt i Guds billede – at vi er velsignede i hans navn – løfterne om at en frelser skal fødes STÅR skrevet i det gamle testamente! Juleevangeliet ifølge Lukas, som bliver læst i alle kirken fortæller, at Josef – Marias forlovede – var af Davids slægt! David er en af de store helte i jødernes historie: han var hverken særlig klog eller god eller from, men han stolede på Gud og det gør ham til noget særligt.
Julenat sker det – julenat bliver Gud menneske – jødebarnet Jesus kommer til verden ifølge englen og markens hyrder med budskabet om fred og glæde til ALLE – til hele folket – til dig og mig og alle de andre. Må netop det budskab trænge ind i marv og ben og hjerner og ikke mindst hjerter hos alle i nat – lokalt som globalt – på tværs af overbevisning og nationalitet – på trods af krig og uro og despoters tyranni, så vi for en stund tør standse op og løfte blikket – måske endda få øje på stjernen … og er vi stille nok, så hører vi måske lyden af den himmelske hærskare af engle, der atter i år vil synge: Ære være Gud i det højeste og på jorden. Fred til mennesker med Guds velbehag. AMEN
Salmer: 94 – 96 – 119 – 99 – 121
