HJÆLP det er ude med os! Det kunne være overskriften til i dag – sådan som det egentlig er overskriften over rigtig mange begivenheder i tiden: Stormen og 100 års begivenheden – krigen i Ukraine, der har rundet de 600 dage – krig i Mellemøsten – had – mistro – misinformation – gidseltagning og den tiltagende antisemitisme – religiøse konflikter – kulturelle sammenstød – og alle de andre kriser, som jeg slet ikke har nævnt, men som dagligt omtales i alverdens medier. Det virker som om en generel undergangsstemning har taget i os – har bidt sig fast som en tæge og som sætter fortegn for stort set ALT!
Evangeliet til i dag kunne på en måde også bære overskriften: HJÆLP det er ude med os – hvis vi vinkler det i tidens ånd. Så tillad mig at tage livtag med den tanke og se om det virkelig ikke er muligt at sige noget mere end blot: at mange er kaldet og få er udvalgt – så vi kan gå hver til sit med mere end lyden af gråd og tændersskæren. De fleste mennesker har eller gør sig personlige erfaringer med dommedag – f.eks kan ventetiden på svar fra en screening eller en hospitalsundersøgelse male mange op i et hjørne, hvor der måske i tanken kun er plads til et enkelt opkald og det er til bedemanden … ventetid har det med at rime på dommedag: er jeg fortabt eller hvad?
Sådan også med dagens evangelium: teksten er et udpluk fra Jesu sidste tid i påsken. Jeg repeterer: Jesus var om søndagen redet ind i Jerusalem under stor jubel og svingende palmegrene. I vrede og forbitrelse ryddede han tempelpladsen for plattenslagere – der solgte offerdyr til fede priser – med ordene: “Mit hus skal kaldes et bedehus, men I gør det til en røverhule”. Gennem sin tid på jord løftede han mange ud af mørket – farisæernes og de skriftkloges tålmodighed var ganske enkelt ved at være opbrugt. Byen var tæt på at eksplodere i vold og kulminerede med korsfæstelsen langfredag. Jesus, der gik rundt og gjorde godt: gjorde de syge raske, de døde levende, indgød tillid, værdighed og selvtillid i ødelagte og udstødte mennesker – trøstede de utrøstelige – han blev smidt ud – han blev fordømt og forkastet! Det er midt i dette kaos, at Jesus fortæller lignelsen om himmeriget. Festen han fortæller om i en lignelse kan synes lige så kaotisk, som verden lige nu – og ikke mindst som hans sidste påske i Jerusalem.
FOR scenen i lignelsen oser af voldsparathed: Kongen er vred, hans hær slår ihjel og brænder byer ned, fordi hans gæstebud mødes med ligegyldighed og hans sendebude rask væk myrdes. Derpå inviteres onde som gode: det vil sige: mennesker generelt! Blandt en af gæsterne er én så dårlig påklædt, at han bindes på hænder og fødder og kastes ud i mørket. Spørgsmålet er NU: hvad i himlens navn vil Jesus fortælle os med denne lignelse? Er den et forvarsel om, hvad han selv skal gå igennem? Er kongen Gud Fader … hvem er da Jesus? Og hvad med os? Er vi dem på marken, der river invitationen over og myrder løs? Er vi de onde/gode i udkanten, der i runde 2 kommer med til festen? Eller er vi så ringe klædt på, at vi ryger ud før fedekalven er serveret?
Et bud på en mulig tolkning kunne være, at vi hver især skal turde tro på, at der – på trods af alverdens erfaringer af mord, vold, krig, bål, brand og anden undergang – gives en glæde. At vores himmelske Gud Fader er generøs og inviterer til fest trods vore meritter ud i godt og ondt. Sådan som det fortælles os hver evig eneste gang, vi sammen holder gudstjeneste. Herfra må du så selv afgøre dig for, hvordan du vil forvalte dit gudsforhold og den tro, der blev dig skænket i dåben. Valget er dit (det kan eller skal ingen præst eller anden gejstlighed eller stat eller religiøs læresætninger eller åndelig manual blande sig i) – ansvaret er dit – præcis som det er det, hver gang vi hver især står overfor at skulle træffe en beslutning i tilværelsen, som har konsekvens for os selv og andre.
Placeret midt i denne ansvarlighed skal vi huske, at vi hver især er inviteret til festen med vores mange intentioner – og mere eller mindre eller slet ingen åndelighed – med overskud og underskud – med akut eller kronisk fortabelsesangst – med skyld og skam! Inviteret er vi – inviteret er enhver også dem, vi ikke måtte bryde os om eller forstår – OG festen er rent faktisk lige her og nu!
Men hvad så med ham manden i den forkerte festdragt? Hvem er han? Os er det næppe, men omvendt så ved vi det jo egentlig ikke. Luther skulle engang have udtalt, at kun meget få bliver frelst: en 5 stykker mente han. Han selv var forøvrigt ikke indregnet i den håndfuld. SAMTIDIG så modsagde Luther sjælesørgerisk enhver fortabelsestanke – og mindede altid den enkelte om, at enhver er inviteret. Festen er en realitet.
Den elendig festklædte kunne være Jesus – fortælleren af lignelsen – Gud Faders egen søn, der som tidligere nævnt var i Jerusalem og som havde smadret al overflødig gøgl på tempelpladsen! Jesus som satte kærligheden til menneskelivet over dogmatiske regler og love. OG for den kærlighed, som han generøst udbredte i både ord og handling, blev han bastet og bundet og smidt derud, hvor intet menneske skal efterlades alene. Derud i mørke og løgn og fortvivlelse og ufrihed. Derud hvor nedbrydende tankemylder kan drive de fleste til vanvid i angst for fortabelse og forkastelse – og gudsforladthed.
Kærligheden vil – det er den kristne dom – overdøve og ilimenerer gråden og tænderskæren! Verdens elendigheder og vore egne undergangsforestillinger må vi finde modet til at modsige og udholde – vi skal turde gribes af glæden, når den viser sig – også når den måske kun anes i glimt eller øjeblikke. Når vi da gribes og iklædes glæden, så fortrænges mørket og vi lever – og når vi lever, da skal vi forsøge at lade det ske i ansvar.
Lad mig slutter hvor jeg begyndte med evangeliet i følge Matthæus’ ord om: at mange er kaldet og få er udvalgt. Når ALT kommer til ALT, så ER kun en udvalgt: for Kristus var den, der gik planken ud og blev sømmet op på et kors – og han er den, der altid lader kærligheden sejre – han gengældte aldrig øje for øje eller tand for tand, sådan som kongen i lignelsen gjorde det i runde 1 – og sådan som det ligger dybt forankret i de fleste menneskers DNA. Kristus lod kærligheden overvinde alt, da han påskemorgen satte død og vold og had og hævn og løgn og mørke og tilintetgørelse til vægs. Han er den udvalgte – og i hans navn er vi alle som én kaldet til at leve! Gå fra kirke i den tro! AMEN
(salmer: 291 – 303 – 332 – 637 – 731)
GÅ DA FRIT... 