Salmer: 402 – 243 – 292 – 392 – 290
… det er nat … Nikodemus og Jesus snakker … Nikodemus undrer sig i stykket lige før, hvad jeg netop læste (den undren udlægges næste søndag) … vi – der er forsamlet her og nu – må “nøjes” med konklusionen og svaret på hans undren, som rummer alle de store emner i kristendommen: tro – fortabelse – evigt liv – dom – frelse – lys – mørke – ondt – had – sandhed … store ord, ja voldsomme ord … måske endda skræmmende ord samtidig med, at de også synes nok så overvældende på den gode måde. Det virker som om forfatteren til Johannes-evangeliet har skrevet et helt manifest! Et poetisk manifest om Guds vilje med verden! Om Guds væren i verden. Om hvordan Gud giver sig hen til os mennesker gennem Kristus. For hvad vi belæres om er, at Kristus og kun Kristus, binder ALT – Gudsriget og os – sammen. Lige meget hvor vi placerer os teologisk og lige meget hvad vi eftersøger, efterspørger, undres over eller længes efter så er svaret slet og ret KRISTUS!
Eller sagt med andre ord: Gud kender vi kun igennem Jesus Kristus og hans liv blandt mennesker. Han er den, der dømmer, tilgiver og forsoner. Han er det evige liv – vel at bemærke det evige liv lige her og nu – midt i kirketiden – og når vi går herfra – i nat og i morgen og i al fremtid – plus al fortid! Midt i det evige liv er vi stedt, hvor dommen en gang for alle er dømt og lyset lyser … selv når mørket må trænge sig på og når de atonale grublerier tager uanmeldt bolig i ens livsopbyggelige nattesøvn og vi med vidt opspærrede øjne bare må ligge hen … som Johannes V. Jensen digter det i Interferens:
“DEN blaa Nat er så stille. Jeg ligger søvnløs./Stilheden vider sig og klinger./ Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed./ Det er Rummets monologer, hvis Ringe mødes med/ Tidens tonløse Cirkler.”
Når livet – tilværelsen bider én i haserne – når fortabtheden i mørket lukker sig om tilværelsen OG man længes efter noget andet – noget mere – noget større … noget der for en stund sætter fri – sætter fri af det livløse – af den ulidelige smerte – Johannes V. fortsætter:
“I Morgen skal jeg staa op / ladet med Eder og Livslyst / som alle Morgener før. / I Morgen skal jeg konfronteres med Vaskefad, Skohorn, / Tandbørste og hele historien, / Tobak og Solskin og Tuborg fra Fad. / Og jeg tilstaar: / Enten er dette Topnoteringen af menneskelig Lykke, / ægte efterligning, /eller det er en dum og sørgelig Fiktion.”
Bevidst som ubevidst veksler de modsatrettede livsfølelser: fylde og tomhed – mening og intethed – for sådan er livet også – følelserne blander sig på kryds og tværs: nogen gange ophæver de hinanden – andre gange fordobles de – måske noget helt tredje opstår. Længslen efter morgendagen – efter lyset …
Hos Johannes – ikke V, men evangelisten – lærer vi, at der er liv – evigt liv – før døden, som med en teologisk glose benævnes: præsentisk eskatologi, hvor den biologiske død “bare” bliver en overgang, for vi lever allerede under Kristi fortegn – også kendt som kærlighedens og nådens fortegn. EVIGT LIV er at forstå som langt mere end harpeklang og i disse for vor by så postkarnevalistiske tider: basun-engle-udklædning og andet himmelsk udstyr. Evigt liv er allerede summen af alt det, som tilværelsen rummer – evigt liv er den virkelighed, som mennesket er sat i med de mange forskellige erfaringer af længsel, fylde, tomhed, mening og intethed … evigt liv er med andre ord ikke en tilstand ude i fremtiden, hvornår det så end måtte være … og det er fortabelsen så heller ikke!
Fortabelsen hos Johannes bliver da, når mennesket ikke griber mulighederne – når vi lader ligegyldigheden herske, når vi undviger lyset! OG ja, vi undviger lyset for det er såre menneskeligt: i mørket kan vi gemme os: vi kan skjule det, som vi ikke bryder os om at vise frem: vores skam – vores afmagt – vores løgn og alt det andet – vi kan skjule os for dem, vi hverken magter eller bryder os om … og vi kan skubbe hinanden ind i mørket ved at beklikke hinandens motiver, ved at bagtale, ved at karaktermyrde, ved at ignorere, ved at stjæle den andens menneskelighed. Jeg vil vove pelsen og sige, at fortabelsen SÅ også er en del af det evige liv!
Men hvordan – vil den rationelle tænker måske tænke – kan det fortabte høre ind som en værens kategori under det evige liv? Svaret er slet og ret: det kan det fordi ALT, hvad vi ved om Gud peger hen på Kristus – på Kristus og på ingen anden! I Kristus er alt fuldbragt – alt er åbenbaret: lyset har sejret – dommen er dømt … thi “således elskede Gud verden”. Dommen der forlods med de tre håndfulde dåbsvand benåder menneskelivet – skænker os både syndernes nådige forladelse og det evige liv … og som søndag efter søndag genrejser os formørkede og fortabte og vildfarne og løgnagtige ved nadverbordet!
Da Johannes V. Jensen skrev udkastet til digtet Interferens tilbage i 1901, var det under overskriften: Jeg bekender mig til virkeligheden! Han anså sig for at være fritænker – kristendommen fandt han både kedelig og puritansk – han troede inderligt på fremskridtet og tidens trend, hvor alt kunne avles enten frem eller væk – også kendt som den darwinistiske disciplin: racehygiejne – samtidig med at han digtede helt igennem storslået om lidelse og død og metafysiske længsel og på en måde også skabelsens storslåethed … som når han må overgive sig:
“Naar Forestillingen om Verdens Topmaalte Under mødes / med overbevisningen om alle Tings Endelighed, / da lever jeg”.
Det er i denne spænding mellem Verdens Topmaalte Under og døden/mørket, at tilværelsen for alvor slår gnister … det er her der opstår interferens – at noget støder sammen – blandes – det vi kalder liv. I kristendommen er Kristus Verdens Topmaalte Under – om hvem vi måske kun kan gøre os forestillinger, når alt kommer til alt … men som samtidig møder os i dåben og nadveren og i det Ord der blev til kød … og som vil at vi skal leve på trods! Leve på trods af erfaringerne af endelighed – af mørke – af had – af ondskab – af fortabelse … Leve under kærlighedens fortegn, thi således elskede Gud verden – det er den virkelighed kristendommen bekender sig til … AMEN
GÅ DA FRIT... 