Midt i glæden over dåben af den lille dreng – og midt i glæden over at have herligt besøg af drengekoret fra Lübeck, så bliver jeg nødt til at vende tilbage til sidste weekends helt igennem uhyggelige massakre på jødiske mænd og kvinder: gamle, unge, børn, babyer … det er ikke min opgave her at udmale, hvad der via andre kanaler er blevet os oplyst om ugerningens helt igennem ufattelige omfang. Mage til meningsløshed efterlader i hvert fald mig forstemt … jødehadet kender åbenbart ingen grænser! Nu er der måske en enkelt eller to, der tænker: vil præsten politisere? nej, det vil jeg ikke. Jeg vil derimod sige noget om antisemitismen, som er en del af kristendommens historie.
Med afsæt i vreden over, at det var jøderne, der myrdede Jesus langfredag har kristne teologer, præster og paver gennem hele kirkens historie båret brænde til jødehadet. Tillad mig at gøre et par nedslag:
På et kirkemøde i 589 i Toledo blev jøderne forbudt at beklæde offentlige embeder. Dette blev stadfæstet i 1215 ved det 4. Lateranerkoncil: for hvordan kunne en jøde, der havde bespottet Kristus, udøve myndighed over kristne. Sammen bestemmelse gjalt så også for muslimer. Desuden blev det besluttet, at jøderne ikke måtte vise sig offentligt i påsken. Jeg citerer fra bestemmelse 68:
“Endvidere i de sidste tre dage før Påske, og især Langfredag , må de slet ikke gå ud i offentligheden af den grund, at nogle af dem på netop disse dage, som vi har hørt, ikke generer sig for at gå velklædte ud og er ikke bange for at håne de kristne, der opretholder mindet om den mest hellige lidelse ved at bære tegn på sorg.” (Kilde:Center for historieformidling)
Jøderne fik skylden for naturkatastrofer, pest, ulykker og blev sågar beskyldt for at dræbe små kristne børn, fordi de skulle bruge deres blod i et ritual. Fordomme, usandheder og had fra kirke og folk gik hånd i hånd. I 1497 blev jøderne i Portugal tvangsdøbt. I begyndelse af 1500-tallet blev alle jøder fordrevet fra Paris – teologen og humanisten Erasmus af Rotterdam roste: et jødefrit Paris.
Den unge Luther gik faktisk imod mange af disse tanker: han krævede, at kristne skal møde jøden med næstekærlighed og krævede, at retslig praksis ændredes, så jøder blev en del af samfundet. Den katolske kirke gik imod og kaldte hånligt Luther: jøde-ven! Den unge jøde-ven blev som ældre radikal jødehader i skriftet “Om jøderne og deres løgne” fra 1544 (to år før Luther døde). Nu skulle jøderne fordrives – synagoger og skoler skal brændes ned og så videre. Den schweiziske teolog Karl Barth skulle i forbindelse med 2. verdenskrig have sagt, at der går en lige linje fra Luther til Auschwitz. (kilde: BFN).
Her til lands har vi også været med på jødehads-vognen. I 1516 før der overhovedet boede jøder i Danmark udkom skriftet “Jødernes hemmelighed”, hvor der bl.a. står: “Fly og sky de grimme jøder”.
I løbet af 1600-tallet kom de første jøder til Danmark. Kongen gav dem lov til at bosætte sig og udøve religion. Kirken var imod. “I 1700-tallet var der eksempler på såvel tvangsdåb af jødiske børn som tvangsprædikener for jødiske menigheder, og så sent som i 1878 gjorde den fremtrædende biskop H.L. Martensen i “Den christelige Ethik” opmærksom på, at jøder kun var gæster, man ikke skulle regne med til det danske hus “for Jøderne repræsenterer de opløsende Kræfter i det kristelige Stats- og Folkesamfund”.” (Kilde:KD:11.03.2002).
Som sagt, dette er blot nogle få nedslag i kristendommens historie. Siden fulgte ideologierne om racehygiejne, som vi forøvrigt også havde godt styr på i Danmark – og Holocaust, hvor den kristne kirke i Europa for største delen forholdt sig passive overfor folkemordet på 6 millioner jøder. Fordomme om jøder lever stadig i bedste velgående – en undersøgelse bragt i Süddeutsche Zeitung i 2019 viser, at over 25 procent af 1300 deltagere erklærer sig enige i, at jøder er en smule for grådige og sætter sig for meget på magten.
Vi holder gudstjenesten her 8 dage efter vor tids største antisemitiske terror-massakre. Det er derfor vigtigt, at vi reflekterer over vores egen historie – og det er af største teologiske vigtighed for mig at sige, at uden jødedom ville der ikke være en kristendom! Jesus var jøde! Det gamle testamente hører med til biblen. Teksterne er en integreret del af højmessen! De er første læsning fra alteret – og kan være med til at slå et tema an! OGSÅ i dag, hvor vi hørte, at Gud har skabt alt og dermed har magten til at tilgive: “Jeg udsletter dine overtrædelser som en sky, dine synder som et skylag” – se det er – midt i alt det tragiske – glæde – for det betyder, at der altid er en ny begyndelse … et nyt øjeblik …
Sådan er det også for den lamme mand i dagens evangelium – et nyt øjeblik – en ny begyndelse, lige præcis da han modtager syndernes nådige forladelse. Det øjeblik gør noget ved ham: hans lammelse fortager sig! Et øjebliks nærvær mellem Gud og mennesket ændrer ham for altid … pludselig er han nemlig mere end bare lam! Han er elsket! Han er, hvad barnet bliver i dåben: et Guds barn – højt elsket ved navns nævnelse – og for evig og altid i Guds favn!
Men hva’ så med de skriftkloge jøder? Dem som kristendommen i årevis var vrede på og gav skylden for ALT på grund af langfredag. Mit svar er kort: dem hverken skal eller kan eller vil vi undvære, for hvis de ikke stillede præcis de spørgsmål, de gjorde, hvor ville Jesu religionskritik så blive af og hvor ville vores egen undren over, at en lam mand pludselig rejser sig, smækker båren på ryggen og går sin vej, blive af?
Når Jesus går i dialog med dem, så er det, fordi han giver dem valget mellem dogmatik – altså religiøse regler – og kærlighed! Selv vælger Jesus igen og igen kærligheden, mens de andre dag og nat bøvler med regler og love – hvad vi andre så også gør i utide!
Jesus møder enhver uanset alt det, der gør os forskellige, med kærlighed … en kærlighed, der udsletter dine overtrædelser og som har sin afsæt i den skabelse, som vi har til fælles med vores jødiske brødre og søstre! Nuvel, vi fortolker og tror forskelligt – vore veje skiltes påskemorgen! Disciplenes vej gik videre mod Emmaus – de var om nogen lammet af sorg – i et splitsekund ændredes også deres liv sig, da den korsfæstede og opstandne mødte dem … da brødet og vinen blev delt! Da blev ALT nyt. Sådan er det også for os! Evangeliets ord, dåben og nadveren er summen af syndernes forladelse! Det er kristendommens kerne. En tilsigelse – et løfte – til hver og en af os fra den Gud, som Jesus kalder Fader Vor. Denne tilsigelse – løftet – fritager os fra at skulle dømme – bedømme – fordømme andres liv og levned under Gud! For når vi dømmer, så går det som oftest grusomt galt. Når vi ophøjer vore egne idealer, normer eller moraler til langt mere end de nogensinde kan bære eller favne eller tåle eller udholde.
Så gå da frit enhver til sit … AMEN
Salmer: 3 – 36 – 446 – 674 v.2+7 – 487 – 11
GÅ DA FRIT... 