Der høstes overalt. Efter lavtrykket med de obligatoriske byger, der fløj om ørene på os og de pænt lave temperaturer, kom tørvejret endelig og straks måtte alle mejetærskerne af huse. NU skulle der høstes! Det mindede mig om, hvad jeg lærte som barn af min salige Far: at i Danmark gives der to slags mennesker: bønder og søfolk! Sådan var det i hvert fald engang: bønderne, der passede dyr og plovfuger og så dem, der drog ud på de syv verdenshave. Denne forsimplede kategorisering er selvfølgelig både banal, sentimental, noget Far-snak og totalt fortabt af en tid: vores tid, der vil, at vi kan det hele – at vi skal det hele – samtidig med at forskning og de dertilhørende statistikker fortæller, at mistrivsel og sociale medier og alt det andet beslaglægger mere og mere af vores tid … især de unges …
I dagens evangelium møder vi i lignelsen også to slags mennesker fra et helt andet land – lokationen er templet: Farisæeren og tolderen. Vi må gøre holdt for at kaste et nærmere blik på farisæeren – han er nemlig gennem årene blevet lidt af en kliché. Forstået på den måde, at farisæeren er endt som et skældsord for hykleri og i visse opslagsværker omtales han direkte som skinhellig. Han er blevet noget af et modbillede i kristendommen.
Farisæerne var i den antikke jødedom – altså på Jesu tid – et religiøst parti. Moseloven med sine over 600 regler og påbud var det helt centrale, som skulle overholdes til punkt og prikke af hele samfundet – især reglerne om renhed havde afgørende betydning. For det handlede om at forblive REN og undgå alt det urene fx. sygdom, utroskab, bestemte dyr, menstruerende kvinder, frafaldne, bestemte fødevarer, lig og så videre og så videre – at være uren var lig med gudsforladthed og uden gud var der kun fortabelse, undergang og intet liv. Når alle skulle overholde moseloven må vi forestille os, at den sociale kontrol må have været uhyggelig høj (tænk blot på kvinden, der blev grebet i hor).
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at tro (et fedt om det er religion eller ideologi), der bliver til et system, nærmest altid ender i kold magttænkning, som skaber et samfund, hvor den mand eller kvinde, der ikke kan eller vil følge trop bliver ekskluderet: sendt bort og/eller dødsdømt. Moseloven er et strengt system. Farisæeren som vi præsenteres for i templet lever retfærdigt – han gør det bedre end de andre og må da også i bøn udbryde: “Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre”. Han har sit på det tørre – han er en glad mand, som formår at leve det helt rigtige farisæer-liv præcis, hvis levevis beskrives i den allerførste salme i Salmernes bog i det gamle testamente – jeg citerer de 2 første vers:
“Lykkelig den, som ikke vandrer efter ugudeliges råd, som ikke går på synderes vej og ikke sidder blandt spottere, men har sin glæde ved Herrens lov og grunder på hans lov dag og nat.”
Lad mig vende tilbage til vor egen hjemlige plovfuge. En times kørsel syd for den dansk/tyske grænse ude mod vest i marsken ligger halvøen Nordstrand. Der ligger det gamle traktørsted Pharisaeerhof – Farisæergården – der tilbyder en særlig drik. Den består af en kop kaffe med kandis og rom, der toppes med flødeskum. Den blev i følge overleveringen opfundet tilbage i vækkelsestiden, så den pietistiske præst på øen ikke kunne lugte, når menigheden drak! Det fortælles, at ved en barnedåb i 1869 fik præsten en kop – som faktisk slet ikke var tiltænkt ham – han tog en tår og udbrød: I farisæere! Siden har drikken forøvrigt ikke heddet andet end en farisæer.
Præsten, der fik den forkerte kop kaffe, og farisæeren i templet er enige om at mene, at Gud foretrækker en bestemt livsførelse. Troen bliver da gjort til en salighedsbetingelse, som farisæeren i lignelsen må takke Gud for, at netop han er begunstiget med – og præsten, der drak af den forkerte kop, må skælde dåbsfølget ud for ikke at leve op til, hvad han tror er korrekt “tros”-adfærd overfor Gud. Gud tages i begge tilfælde til indtægt for menneskets lykke og eventuelle ulykke! Tænk sig, hvis marsk-menighedens mening med flødeskummen blot var tænkt – i næstekærlighedens navn – at skrue ned for præstens frelses-fortvivlelses-tanker eller også magtede de i virkeligheden ikke hans formaninger.
Præsten og farisæeren ophøjer menneskelivet til noget, det ikke er, som om netop de to – og vi andre for den sags skyld – skulle have indflydelse på Guds kærlighed. At vi skulle kunne skrue op og ned for den. At vi skulle kunne påvirke Gud. I vores tak-fordi-netop-jeg eller forbandelses-iver gør vi Guds kærlighed mindre og os selv større. Sådan går det, når vi sammenligner religiøsitet med hinanden.
Midt i alle kategorierne og sammenligninger viser dagens evangelium os en fælles menneskelig lighed: om vi er unge eller gamle – mistrivende eller tilpas – om vi er bønder eller søfolk – toldere eller farisæere – om vi skjuler rommen for egen eller andres skyld – om vi anser os selv for anstændige eller uanstændige – har den rette religiøse indstilling – om vi skuler selvfordømmende efter de andres liv på de sociale medier eller over hækken – eller skadefrydes over, at det ikke er os, der har det, som de andre har det, så er vi lige for Gud. Intet mennesker er særligt begunstiget.
I dåben tydeliggøres det, når Jesus siger: Lad de små komme til mig, det må I ikke hindre dem i. Her er alle som én velkommen uanset, hvad vi hver især måtte mene om egen eller andres religiøsitet og moral og anstændighed og retfærd og pænhed. Det samme i nadveren: her tages vi også i favn, når vi har glemt, at alle er lige for Gud – også den skrækkelige nabo eller hende vi ikke kan fordrage – alle er vi lige elskelige – lige tilgivelige – det sker i den tro, som lignelsens tolder fremsiger i bønnen i templet: Gud, vær mig synder nådig! En tro der fortæller os, at Guds kærlighed er kompromisløs – den står ikke til forhandling – den vil derimod, at vi hver især skal leve i den mangfoldighed, som verden rummer på godt og ondt – her skal vi tage ansvar – og ikke glemme, at vi for evigt er omsluttet af Guds kærlighed og dermed forbundet i en fælles menneskelig lighed. AMEN
(salmer: 2 – 42 – 447 – 674 – 321 – 728)
/ inspiration fra Jørgen Schultz: 35 prædikener fra Vartov.
GÅ DA FRIT... 