Salmer: 726 – 494 – 614 – 728 – 696
“Hvis du vil have en ven i politik, skal du anskaffe dig en hund” sådan sagde Harry S Trumann – den 33. amerikanske præsident (1945-1953) engang … det råd har rigtig mange politikere – og os andre for den sags skyld – så sidenhen fulgt – på Christiansborg vrimler det efter sigende med små hunde. Hundene i dagens evangelium, der slikkede Lazarus sår, er ikke venner – de er derimod vilde gadehunde, der sikkert slæber alt muligt skidt med sig og æder, hvad de finder af efterladenskaber … der iblandt Lazarus. Fornedrelsen bliver ikke større, når et – i følge loven – urent dyr på det nærmeste slikker en mand til døde FOR det er jo, hvad evangeliet til denne 1. søndag efter trinitatis handler om: døden eller det vil sige livet efter døden!
Tekstuddraget fra Lukas-evangeliet er bestemt ikke nemt, dets oprindelse bliver til stadighed diskuteret – og derfor er fortolkningerne da også legio: Den gamle P.G. Lindhardt – kirke- og dogmehistoriker, en af de helt store Århus-teologer og efter min beskedne smag en glimrende prædikant – mente, at dagens tekst var et gammelt jødisk eventyr uden så meget som et kristent ord, fordi den slutter med ordene: “Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde” … Den sidste del af den sætningen – den om at stå op fra de døde – er der dog noget kristeligt over, det er trods alt troen på opstandelsen, vi holder gudstjeneste om. En anden mener, at teksten kan tolkes som et billede på et menighedsråd: bruger de pengene på pynt – eller bruger de dem til gavn for menigheden … SÅ er der naturligvis også den moralske udlægning: den der samler sig skatte her og nu – lutrer sit ego og lever ødselt har fået sit og vil i evigheden pines i luer … mens den der lever fattig og sulten og usselt vil af engle blive transporteret direkte i skødet på den gamle patriark Abraham, ham der er forfader til hele Israels folk.
Prædikenhistorisk er den lille fortælling i visse kredse blevet godt og grundig brugt i et forsøg på at trøste de fattige, som så kunne forblive i fornedrelsen OG samtidig skræmme de rige: for den rige mand forsøger ganske vist at advare sine egne brødre mod et liv i luksus, så de ikke også ender i helvede. Den vej giver næppe mening i 2023 og slet ikke her midt i den bedste danske kirketid: for den virkelig sultne bliver næppe tilpas af præstens måske gestikulerende og højstemte trussel eller mæt af at blive spist af med historien om, at billetten til paradis er sikret … og dog så kommer vi ikke udenom, at i dag også handler om, hvordan vi – der er samlet – forvalter tilværelsen med os selv og hinanden.
Det er Jesus, der fortæller historien/lignelsen – han fortæller den til os og “de pengeglade farisæer” – som der står i det forrige kapitel, hvor Jesus f.eks. også belærer dem og dermed os andre om, at mennesket ikke kan tjene både Gud og mammon. Tjener du penge, ja så tjener du penge og vil sikkert gerne tjene endnu flere penge og glemmer dermed alt andet – men tjener du Gud, så vil du “pr. automatik” vide, at din næste – dit medmenneske – ven eller fjende – er vigtig – måske endda vigtigere end dig selv eller rettere og skærpet sagt: altid er vigtigere end dig selv – og at du dermed er evig ansvarlig for hans eller hendes væren i verden.
Bær hinandens byrder, således opfylder i Kristi lov, lyder det i vielsesritualet, der i denne skønne sommertid repeteres op til flere gange hver lørdag her i domsognet – og som Paulus oprindeligt belærte hele Galatermenigheden om, der bøvlede ihærdigt med den jødiske moselov. Det var åbenbart også nødvendigt dengang at kridte den teologiske banen op om, hvad der adskilte den gamle jødedom og den nye kristendom! “Bær hinandens byrder” – det var så, hvad den rige mand ikke gjorde og derfor endte han i helvede. DER hvor Jesus forøvrigt og nok så livsvigtigt efter korsdøden langfredag selv slog et smut forbi før hans opstandelse påskemorgen og med Grundtvigs ord en gang for alle tømte helvede – “Triumf blev der nu, hvor kun gråd hørtes før, kun Død sad i Helved bedrøvet (…)” (DDS213,19). Hvilket må betyde, at selv den fine rige fest-purpur-klædte mand er befriet …
SE, det ER det glædelige budskab til dem af os, der i en lind strøm skraber sammen – gerne i rigelige mængder – og som fester igennem og dermed ikke altid eller måske endda sjældent konsekvent og i den rigtige ånd bærer hinandens byrder: Helvede er tømt. Helvede er tømt som en konsekvens af opstandelsen og af, hvad apostlen Johannes lærer os i dagens epistel at: Gud er kærlighed! En kærlighed der vil ethvert menneskeliv og derfor er det da også netop på korset langfredag, at Jesus må bede Gud tilgive menneskeheden for, at vi slog guden ihjel. Koldblodigt dræbte den kærlighed, der tilgiver alt – også det utilgivelige … tilgiver, hvad vi hverken kan eller vil: tilgiver betingelsesløst!
Meget kan vi selv i livet, meget skal vi såmænd også selv både klare og gå i gennem. Men selv-tilgivelse ER umulig – ihverfald for langt de fleste mennesker, når det handler om, hvad vi har budt eller måske ikke budt vores relationer – hvad vi har forvoldt hinanden og hvad vi selv ufrivilligt blev en del af. Spørgsmålet er hvordan et menneske kan være sin egen dommer?
Ofte møder jeg fortvivlede mennesker, der f.eks. via selvhjælpslitteratur med både høj og lav lix, samtalevejledere med eller uden spirituel praksis er blevet rådet til at tilgive sig selv. Nogen bøvler i årevis – andre giver op – går i stå – går i hundene – til grunde i mørke eller selvmedicinering – så mit spørgsmål lyder igen: hvordan kan mennesket være sin egen dommer – uden at mennesket ender i en art selvhad, fordi det ikke magter sig selv og det skete? Svaret er kort og godt, at mennesket ikke kan være sin egen dommer, hvis dommen skal give mening – hvis dommen for alvor skal sætte fri – sætte fri så tilværelsen kan fortsætte. En anden må derfor dømme: Gud: den gud vi kalder kærlighed! Kun den dom kan sætte fri! Fordi den altid har blik for mere end summen af gerninger – derunder de byrder, vi aldrig fik båret eller smed fra os på halvvejen. Kun Guds betingelsesløse dom sætter fri, fordi menneskets egne domme ofte er båret af egen interesse, tidens – ja undskyld mig – åndløse slavemoral og en forbandet trang til hævn i jagten på såkaldt retfærdighed og undskyld nok engang anden smålig adfærd – og som så også må siges at være ganske menneskelig. Kun Guds dom sætter fri, fordi “den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf”.
Jeg indledte med at påstå, at evangeliet i dag handler om døden – og livet efter døden. Livet efter døden såvel som før den biologiske død er det, der kaldes det evige liv og som i kristendommen er bundet op på den kærlighed, der er uden straf og uden frygt, og som elsker betingelsesløst. Som søndag efter søndag igen og igen tålmodigt gudstjenesten igennem minder os om, at vi skal elske, fordi han elskede os først! På de ord skal vi gå fra kirke – ud i sommeren – ud i byen – hjem eller videre – velsignede og genrejste til en ny uge, så vi frimodigt kan gøre, hvad vi skal … AMEN
(Læs evt. P. G. Lindhardt: “Brudstykker af en postil – 18 prædikener” – 1. trinitatissøndag p. 57-62)
GÅ DA FRIT... 