Den, der har ører, skal høre. Den, der har ører, skal høre til! Så kort og godt kunne dagens evangelium omskrives! Men så er alle mellemregningerne også sprunget let og egentligt ikke særlig elegant over. For dagens tekster lige fra Jeremias klagesang over Johannes åbenbaringens tale om menighedens lunkenhed til evangeliet er en streng tale og bestemt tale.
Teksterne synes ikke umiddelbart at flyde eller lyde som honning i vore ører. De skurrer nærmere, de provokerer, ja de forarger – i hvert fald mig. For hvad er det egentlig, der bliver os sagt? Hvad er det, som vi skal høre?
Lukas lader Jesus sige: Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.
Det er hårde ord. Men den, der har ører, skal høre. JA, den, der har ører, skal høre til.
Teksterne støjer, de forstyrrer os på en sær måde denne første feriesøndag på falderebet af junimåned. De larmer midt i vores forsøg på at gå ned i tempo. Måske er nogen af os så småt gået i ferie-mode. Men der er lige noget, som vi skal have med os, nogle Herrens Ord, ikke for at ødelægge hyggen, men snarere for at præcisere verdens sande tilstand.
Jeg kan leve med at være lunken – især i den forhåbentlig solrige og varme sommer, der venter på os derude! Også selvom det nu ikke er det bedste prædikat at få smidt på ryggen. Men det hører vist livet til at være lidt lunken i ny og næ.
Men samtidig så at få fortalt, at jeg skal hade mine kære for at kunne komme til Jesus Kristus, det lyder for absurd. Hvor er alle ordene om tro, håb og kærlighed henne – budet om at elske sin næste? Det lyder i stedet, at man skal hade sine nærmeste: far og mor, hustru og børn, brødre og søstre. Nej, nu strammer han den. Med mindre, der altså er noget, jeg har misforstået.
For den, der har ører, skal høre. Ja, den der har ører, skal høre til.
Vi er i kirkeårets trinitetstid. De tre første søndagen i denne periode har det gennemgående tema været: menneskets gudsforhold. Hvem er vores rette herre? Det er ham, der i dåben siger: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden”. Og det er hans søn, der siger: ”Et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer.”
Og med afsæt i dagens evangelium bliver det så præciseret, at menneskets sande gudsforhold ikke afgøres af nationale, familiære eller økonomiske tilhørsforhold. Man behøver ikke at være født dansk eller hvid eller som medlem af en bestemt klan for at være et Guds barn.
Man behøver ikke være medlem af en såkaldt “rigtig” kernefamilie for at være et Guds velsignet barn. Og det er måske nok så vigtigt at understrege i denne tid, hvor det borgerlige – måske endda det små-borgerlige – familieideal har overtaget – og hvor familien (mor+far+børn) er blevet målestokken og dommen for et vellykket liv. Når det så er sagt, så er det altså også helt okey at være kernefamilie … og det lige meget hvilken konstellation, den så måtte rumme.
Jesus gør i dagens tekst endnu engang op med vore menneskeskabte grænser for det gode liv. Han sprænger rammerne for, at nationale stammetilhørsforhold, bestemte familierelationer eller for den sags skyld økonomisk velstand skulle være afgørende for vort gudsforhold og dermed definere mig i forhold til Gud. Men disse faktorer har ingen betydning overfor Gud. Han har sat os fri til at være. Sat os fri til at være Guds elskede og velsignede børn.
Jesus fortæller os dermed, at vores bånd til Gud er vigtigere end noget andet. Dermed også vigtigere end blodets bånd. Vi er for altid bundet til en, der er langt højere og større end vores far og mor, hustru og børn, brødre og søstre. Vi er bundet til et fællesskab, der er stærkere og dybere end vore nærmeste – og ofte selvvalgte – fællesskaber. Det er hårde ord. De skurrer i vore ører, de provokerer og forarger.
De forarger, fordi de fleste af os næppe kan forestille os, at nogen skulle have større betydning for os end dem i familien – og de selv- og nøje velvalgte venner. Derfor er der da heller ikke noget underligt i, at vi sætter vore kære højt – ja sætter dem så højt, at de som oftest er med til at give vores tilværelse mening. Selvom det kan være belastende at skulle lægge al sin søgen efter mening i et andet individ og vice versa. For man kan jo blive så uendelig skuffet, bitter og måske hadefuld i sidste ende.
Men kan det egentlig være anderledes end, at vi altså sætter vores relationer højst?
Nej, det tror jeg egentlig ikke. Men det skal ikke forhindre os i at overveje vores egen relation til Gud. Det er præcis, hvad dagens evangelium vil have os til.
”Du må ikke have andre guder!” Det står der i det første bud. Det betyder, at vi over alt andet skal frygte, elske og stole på Gud. Det er derfor, Jesus kan tale om, at vi skal hade. I en gammeltestamentlig sammenhæng, som vi bliver nødt til at inddrage, hvis vi skal tyde de 2000 år gamle tekster ind i vores tid, betyder ordet ”hade” egentlig bare, at vi skal underordne os – der er ikke så meget føleri i det udtryk. Gud er og skal være den primære og dermed være den, der fylder vore liv med mening. Alt andet må og skal underordne og forskyde sig.
Er det overhovedet muligt, at vi kan underordne os budet? Eller er vi i bund og grund ikke fanget ind i os selv? Indkroget i os selv, som Luther kaldte det. Mit svar er jo, vi er indkroget i os selv. Eller sagt på nudansk: vi er os selv nærmest …
Derfor kommer vi til kort overfor den fordring, som Jesus stiller os. Vi løber panden imod en mur, så det må ringe for vore indre ører, hvis vi virkelig forsøgte. Drømmen om at være en sand discipel må efter min mening betegnes som et utopisk eksperiment. Som en absurditet og udenfor vores menneskelige rækkevidde.
Men hvorfor i himlens navn byder Jesus os så den fordring. Når han med garanti ved, at ikke et eneste menneske kan fornægte sine relationer og lægge dem bag sig uden straks at klamre sig til nye mennesker?
Jeg tror, han gør det for, at vi kan få muligheden for at erkende, at vi er afmægtige i vores trang til at efterfølge ham. Men den, der har ører, skal høre. Den, der har ører skal høre til. høre til i afmægtighed. OG midt i denne afmægtighed overfor livet og døden har vi fået et løfte. Nemlig det løfte, der blev os givet i dåben. Da vi blev genfødt ved vand og ånd til det evige liv. Her blev vi bundet til Jesus Kristus og hans tale om tro, håb og kærlighed. Derfor er det – efter min teologiske mening – heller ikke så vigtigt, om vi kan slippe alle og alt, hvad vi har i hænderne og følge efter ham. Det allervigtigste er vel egentlig, at han følger os med sit ord om, at ethvert menneske har uendelig værdi i hans øjne.
For hans kærlighed er af en helt anden beskaffenhed end den, som vi kan opleve i vore nære relationer og selvvalgte fællesskaber. Det er en kærlighed, der tåler alt, tror alt, udholder alt. Det er en kærlighed, som aldrig hører op og som ikke har hadet som sin modsætning. Men som er total modsætningsfri og forløst.
Det er med den kærlighed, at Jesus møder os. Så selvom vi ikke formår at sætte ham først, så sætter han os først og følger os til verdens ende. Så jo, dagens tekst er skarp og skurrer i ørene. Men den vil minde os om, hvad livet egentlig beror på: at vi i vores afmægtighed overfor alt det, som vi ikke kan kontrollere, styre og bestemme over – f.eks. liv og død blot for at nævne 2 af de store ukontrollerbare “emner” – alligevel skal leve frimodigt på hans ord – leve på trods. For den, der har ører, skal høre. Den, der har ører, skal høre til.
GÅ DA FRIT... 