Påske 2013

Salmerne: DDS224 – DDS218 – DDS236 – DDS235 – DDS234

”Stod Jesus virkelig op af graven påskedag?” var det spørgsmål, der blev diskuteret tirsdag formiddag i radioens P1 i programmet: ”Ordet er dit”. Folk fra hele landet kunne komme med deres bud, for andet kan det vel ikke være?!. Et par mente JA; nogen mente NEJ; en enkelt omtalte opstandelsen som det rene vrøvl; en talte om Jesus som kærlighedens symbol; en tredje mente, at det slet ikke er muligt at debattere opstandelse i et radio-program, for troen giver kun mening, når den forkyndes. Det vil sige prædikes ved gudstjenester i kirken.

OG så var det, at 3 kvinder ringede ind – tiden var ganske vist overskredet og radioavisen med lærer-lock-out og Cypern-krise burde have taget over …

De 3 kvinder vidste egentlig slet ikke rigtigt, om det gav nogen mening at ringe, for det, som de havde at fortælle, virkede så uvirkeligt. Sådan havde de i hvert fald selv oplevet det den morgen, da solen var stået op. Deres oplevelse lå et par tusinde år bagud og de tænkte, at hvem tror efterhånden på, at gamle dage overhovedet kan give mening. Med mindre den altså bliver serveret som underholdende og redigeret Matador-mix lørdag aften – gerne ledsaget af termo-kaffe og masser af sandkage.
Deres tredje betænkelighed ved at dele oplevelsen var, at i en tid hvor videnskaben definerer det meste – også meget mere end den både kan og vil – så var deres opstandelses-bidrag på ingen måde indlysende eller målbar … eller brugbar (!) for, vi – folket – kræver jo, at videnskaben frelser os (aka livet) fra både lidelse og død …

Faktisk forstod de 3 kvinder godt alle de bud, der var blevet fremført i udsendelsen. Både de der talte for opstandelse og de der talte imod. Og måske det netop var derfor de havde ringet – for OPSTANDELSEN bliver vi aldrig færdige med at tale om eller bøvle med …

Men tillad mig nu at gengive, hvad de sagde: Første gang de hørte om opstandelsen blev de ramt af en frygt så stor, at de ikke kunne andet end at hive op i skørterne og med benene på nakken komme væk i en slem fart. FOR hvad var det dog, de var vidner til. Sammen var de gået ud til graven ved solopgang for at se til den døde Jesu legeme, som det var skik og brug. MEN stenen, der havde blokeret enhver adgang til graven, var NU skubbet bort og liget af den døde var væk!

Havde nogen virkelig stjålet den døde Jesus? At stjæle lig og skænde gravsteder er absolut noget af det værste i alle kulturer. At krænke de døde er at krænke livet selv i enhver tænkelig forstand. NEJ, Jesus var ikke stjålet, lod en ung mand i hvidt tøj dem vide – han ER derimod opstået og gået i forvejen. En ting var forskrækkelsen og sorgen over at møde den tomme grav, men så samtidig også at blive tiltalt af en engel. Ja, så er det, at én må gribe sig i forstanden og spørge efter altings mening.

Dybt rystede måtte de 3: Maria Magdalene, Maria og Salome derefter tage flugten væk fra graven. Væk fra hvad de havde set og hørt … Væk var de 3 … bange og tavse – også fra radioens ”Ordet er dit”. Radioavis-mandens monotone røst tog i stedet over og fortalte om, at alt for mange ældre mennesker bliver indlagt uden grund og fortsatte med at tale om de mange grimme fabriks- og lagerbygninger langs motorvej E45 – især på stykket mellem Vejle og Horsens …

Grimme bygninger og ældre mennesker – æstetik og etik er til at forholde sig til. MEN at den døde – den korsfæstede – Jesus skulle være opstanden og gået i forvejen … på E45? Hvordan i himlens navn kan det begribes? Enkelt er det i hvert fald ikke …

Gennem tiden har mange ellers forsøgt sig; kloge teologer har opstillet sindrige systemer, der næsten var så vandtætte, at al ilt praktisk taget forsvandt. Andre har kunnet ty til en bogstavelig opstandelses-forståelse samtidig med, at de har magtet at fortrænge enhver tvivl om både Gud og dem selv. Kunstnere og digtere har forklaret den gådefulde hændelse med naturens egne billeder. Tag bare Grundtvigs ”Påskeblomst, hvad vil du her?”, som vi sang lige før.

Faktum er, at det er hunde hamrende svært at sige noget konkret om opstandelsen og det evige, fordi vi er så uendeligt begrænset af vores egen tid og erfaringer. Og dog vil jeg våge den påstand, at det er DØDEN, der bliver den afgørende markør for, hvad vi tænker og gør – og det gælder også for kvinderne påskemorgen.

For døden får os til at flygte! Den er livets fjende nr. 1. Nuvel, vi kan forsøge at forlige os med den som en ”naturlig” del af livet. Sådan er det også rent biologisk! Vi kan iklæde den æstetisk og omtale den som smuk især efter, at vi måske har været vidne på den afmægtige og lede måde til et menneske, der lå forkrampet i et smerte-helvede. Jeg vil påstå, at begge argumenter er et forsøg på at holde døden fra livet, hvilket vi aldrig får hverken magt eller kundskab til. Samtidig med, at jeg ihukommer en kær vens ord: ”Jeg hader døden, fordi den skiller mig fra den, som jeg elsker”. Det er den erfaring, som vi alle gør os på et eller andet tidspunkt i livet. At kærligheden fra at være gengældt i livet bliver ensidig og tavs i døden.

PÅSKEMORGEN er opgør med den ensidige kærlighed, som efterlader os alene i et ordløst tomrum. Den er livets endelige sejr over intethed og destruktion! Gud insisterer PÅSKEMORGEN på, at mennesket er langt MERE end et produkt af biologisk årsag virkning. Vi er også langt MERE end, hvad vi magter eller ikke magter at udrette – og opdatere her og der – af etiske forpligtelser i humanismens ejegode navn. Og i en tid hvor æstetiske former og udtryk kan dræne enhver i jagten på det perfekte look, da er PÅSKEMORGEN en opfordring til os alle om at finde modet til ”bare” at være os selv – med fejl og mangler – i medgang og modgang …

PÅSKEMORGEN giver med andre ord livet en ny dimension, så vi ikke kun er overladt til ”Ordet er mit” og hvor mine erfaringer og blinde vinkler skal (og kan) give alting mening. Fra nu af vil Gud, at vi tør tro på, at LIVETs gåde er større end dødens biologiske realitet.

Lad mig slutte med en af vore store digtere Johannes V. Jensen. Livet igennem var han mildest talt skeptisk overfor kristendommen. Han var rundet af Darwin og ”troede” på fornuften som den primære markør i livet. Og alligevel måtte også digteren overgive sig til sine metafysiske længsler – det vil sige en hengivelse til noget større end det målbare. I digtet ”Interferens” fra 1906, hvor han en morgen vågner alt for tidligt og tankerne og lydene bare kværner i ham, skriver han: “Naar Forestillingen om Verdens topmaalte Under mødes med Overbevisningen om alle Tings Endelighed, da lever jeg.” Interferens betyder forøvrigt, at noget griber ind og blander sig!
Jesu Kristi opstandelse E R ”verdens topmaalte Under” – som vi for altid må bøvle med! MEN som samtidig også er Guds uforbeholdne kærlighed til livet og til os – alle hans skabninger. Det er på det budskab, vi skal leve vort liv og dø vores død! Det er det budskab, der hele tiden går foran os! GLÆDELIG PÅSKE!