For han er rig på tilgivelse lød det i den første tekst fra det gamle testamentelige – og han er altså Gud (selvom bl.a. den engelske kirke i disse dage diskuterer gudens køn – om det eventuelt burde ændres) – Det lød også i samme tekst: Jeres planer er ikke mine planer – og jeres veje er ikke mine veje … igen er det Gud, der via forfatteren til Esajas, udtaler sig …
ALTSÅ: Gud er rig på tilgivelse – og det kan vi jo – som en broget flok syndere – kun bifalde, ja måske endda glæde os over … for det betyder, at vi igen og igen bliver genrejst, når livet spænder ben eller vi selv spænder ben for livet omkring os …
Mere besværligt bliver det med sætningen: jeres planer er ikke mine planer – og jeres veje er ikke mine veje … eller måske er det ikke så besværligt … måske er det faktisk frisættende! Tillad mig at forklare …
I 2007 kom spillefilmen: Lars and the real girl – på dansk Lars og den rigtige pige! Ganske kort handler filmen om den stilfærdige Lars Lindstrom, der bor ved siden af bror Gus og hans kone, Emily. Lars passer helst sig selv, og Gus og Emily er derfor glade den dag Lars erklærer, at han har mødt den eneste ene. Overraskelsen er så meget desto større, da Gus og Emily inviterer Lars og Bianca – som den eneste ene hedder – til middag og konstaterer, at Bianca ikke er en kvinde af kød og blod, men en naturtro kopi. Byens snusfornuftige læge, Dagmar, får hele det lille bysamfund til at acceptere illusionen for på den måde at hjælpe Lars med hans vrangforestilling.
Lars kommer også i den lokale kirke … men menigheden ved altså ikke helt, hvad de skal stille op med ham og hans kæreste Bianca, så derfor sætter de sig i en rundkreds med præsten og diskuterer. En indvender: at en plastik dukke ikke har vilje. En anden: jamen han dater hende jo bare mens en tredje slet og ret konstaterer: han er skør! Svigerinden kigger rundt på flokken: vi håbede bare, at når vi kom til Jer her i kirken, så kunne I måske prøve at forstå. Hun afbrydes af spredt snak indtil LÆGEN Dagmar tager ordet og spøger: hva’ er egentlig problemet her?: og så kigger hun rundt på flokken og siger til én: din søster iklæder sine katte kjoler – og til en anden: din nevø gav alle sine penge til en UFO-klub – og til en tredje: alle ved at din første kone var kleptoman – nej, hun var ikke svarer den ældre herre og tidligere ægtemand … hvortil lægen replicerer: hvorfor går hun så rundt med et par af mine ørerringe? SÅ er det præsten godmodigt må bryde ind og siger: Spørgsmålet ER som altid: What would Jesus do – på dansk: Hvad ville Jesus gøre? … tavshed … mødet og scenen er slut. Der klippes og det næste der høres er menighedens salmesang i kirkerummet …
Så når vi nu ikke kender Guds vej … når vi nu ikke er indviet i Guds plan … og vi i følge Esajas den ganske tid er på afveje … ja sågar vildveje, så kunne vi måske vende os mod, hvad det er, Jesus gør. Ikke fordi vi behøver kopiere hans livsforløb, det giver sjældent mening. Som digteren Søren Ulrik Thomsen engang sagde det nede i Budolfis krypt til en af de hedengangne aftener i Aalborg Højskoleforening – og jeg citerer efter hukommelsen: Mennesket vil så gerne gøre sig til gud – vil gerne ophøjes til konger: vil hyldes og tilbedes – og hvem står ikke til fals for bare en smule smiger … men når det kommer til korset, så vil ingen lydigt gå i døden for kærligheden og andres skyld. BUM, så ideen om at lege gud – kongens efterfølger – er dømt til at gå galt. MEN hvad Jesus gør er, at han som sædemanden – ham der sår – spreder sine frø – sine ord – kaster dem rundt i den mangfoldighed af liv med delte meninger og 1000 vis af holdninger til både Guds køn og de mange måder at leve livet på og alt det andet. Han går omkring og tager ikke hensyn til om jorden er fed og go – om den er tør og sandet – om undergrunden er rå klippe – han bare kaster ordet derudad … modtagerens habitus ligger ikke Jesus på sinde … han bare strør og strør … for han er rig på tilgivelse – OG HØR siger han, det er ordet om kærlighedens sande væsen – der gjorde og til stadighed åbenbarer Guds riges hemmelighed, når vi søndag efter søndag holder gudstjeneste – når vi sammen synger – når de små – og de større – bliver døbt og får både tilgivelse og det evige liv før alt andet … når vi efter prædikenen om lidt samles om brød og vin, hvor vi alle som en genrejses fra det, der måtte have slået os i jorden …
Nietzsche – ham den tyske filosof med det gevaldige overskæg og teksten om Guds død – skrev engang, at når Gud er død, så bliver moralen den “nye gud” (erstatningsmetafysik)! Pludselig navngives vildveje (f.eks. “dans, kortspil og hor” – vinkekatte, pilgrimsvandring, meditation, nisser, yoga, pendulering og anden spiritualitet aktivitet … fortsæt selv listen), som kirker – ifølge sin egen historie – har en solid tradition for at forbande og udskamme … ud fra at præsteskabet mener at kende Guds plan og derfor kunne fordømme både den ene og den anden og i yderste konsekvens nægte dem adgang til både tilgivelse og velsignelse … Altså lige indtil vi slår ørene ud – for den, der har øre, skal høre – og venligt men bestemt mindes om, at fordømmelse er forsømmelse af det Ord, som Jesus spreder på al slags terræn … Det ord der vil give os mod til at leve i tro frem for mistillid, i håb frem for tomhed og i kærlighed frem for ligegyldighed. Med andre ord: lev og lad leve! AMEN
GÅ DA FRIT... 