Fastetiden op til påske ER hvad adventstiden er op til jul. Advent – de fire søndage op til juleaften – er forventningen om Jesu fødsel – det er her vi i sindet – i kroppen – i hjertet gør os klar til at møde barnets komme til verden. Fastetiden er også forberedelsestid – siden tidernes morgen er hver søndag frem mod påsketiden i kirken blevet brugt som undervisning af de mennesker, der skulle døbes lørdagen mellem langfredag og påskedag. For netop denne lørdag var den helt store dåbsdag – og her er vi tilbage i oldkirken.
Undervisningen begyndte fastelavn: hvor Jesus – ifølge den række tekster vi prædiker over i år – blev døbt. OG mens han stod i vandet kom ånden over ham – helligånden – og en stemme lød fra himlen: Du er min elskede søn – i dig har jeg velbehag! Sand kærlighed mellem faderen og sønnen formidlet via helligånden – treenigheden kaldes denne treklang. Siden den første dåb er slægt på slægt blevet døbt: piger og drenge og mænd og kvinder er med de 3 håndfulde vand blevet bundet sammen af præcis den samme kærlighed med tilsigelsen af det evige liv og syndernes forladelse. Skænket os forlods, for sådan er kærligheden …
Ugen efter – altså sidste søndag – blev der prædiket om de 40 dage, som Jesus var i ørkenen: her mødte han djævlen – og djævlen prøvede på flere måder at ødelægge Jesu plan og alle tre gange afslog eller forsagede (som vi siger det i trosbekendelsen) Jesus, hvad djævlen tilbød ham. Han modstod og overvandt det onde eller den onde om man vil. Djævelen fik altså ikke succes med at forpurre Jesu mission – sagt lidt populært, så holdt Jesus snuden i sporet og satte djævlen til vægs en gang for alle.
I dag handler evangeliet konkret om den mission, som Jesus havde gang i – i ord og gerning løftes sløret. Sagt i en enkelt sætning: den jødiske religion redefineres. Den var stivnet i regler og love. Som det så ofte sker, når regler og love bliver vigtigere end menneskelivet, så får vi mennesker en trang til at føle, at netop vi skal håndhæve overfor andre, hvad der er ret og vrang – ja, vi gør os til dommere over den andens liv og levned. Vi føler os pludselig kaldet til at definere, hvad der er rent og urent … hvem der er inde og hvem der er ude …
Lad mig udlægge dagens scene: en fremmed kvinde – fra et urent naboland – beder Jesus om hjælp. Disciplene gør, som de plejer: de tysser … for ingen må forstyrre den store mester! De tyssede også dengang forældrene kom til Jesus med de små børn, som de gerne ville have velsignet. Dengang blev de prompte korrigeret af Jesus med ordene: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i! Ord der forøvrigt lyder i enhver dåb – de står skrevet her i Klosterkirken på de flyvende blade der ovre.
Den fremmede kvinde: hun står med en syg datter. Hun har brug for hjælp – hun har brug for Guds kærlighed – for barnet er besat af en dæmon, som ganske simpelt er en fra djævlens slæng – en medløber. OG vi husker lige: hvordan Jesus satte djævlen ud af spillet i ørkenen (teksten fra sidste søndag). Forøvrigt er det kun i film og dårlig religion, at dæmoner bekæmpes med hvidløg, vievand og uhyggelige præster i lange mørke gevandter, der fremsiger remser i deres iver på at rense. I Biblens historier er de betegnelser på det og dem, der vil forhindre Jesus i at sprede Gudsriget – kærligheden – ud i hele verden …
Efter lidt snak frem og tilbage – går det op for Jesus, at den fremmede kvinde faktisk mener, hvad hun siger – ja, at hun faktisk – måske som en af de første fra den egn anerkender Jesus som Guds søn. Hun har som enhver anden brug for velsignelse – for velsignelse er det modsatte af forbandelse – forbandelse nedbryder liv. Velsignelse derimod bygger mennesket op og giver os mod til at være i verden.
Hvad oldtidens dåbskandidater lærte – og vi med dem – på denne søndag er, at Gudsriget er for alle … velsignelse er ikke kun forbeholdt de få – de rene – de rigtige – de oprindelige – de der slider kirkebænken – de der kender mindst 100 salmer og kan trosbekendelsen forfra og bagfra og aldrig bøvler med kødets opstandelse … velsignelse er for den fremmede – for den spontane – for den der bøvler med påskens opstandelsesbudskab – og måske mest af alt for den, der lever under egen eller andres forbandelse: som den fremmede kvinde, der trænger til bare en smule kærlighed: “Jo, Herre, for de små hunde (hende selv og datteren) æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord”
Gudsriget er for den, når vi i narcissistisk hovmod mener at vide bedst – og gør os til dommer og gerne vil bestemme, hvem der må være her og hvem der skal udskammes. FOR Guds kærlighed er så stærk, at den tåler alt – tror alt – håber alt! Den går hjertens gerne gennem ild og vand for og med os. Lige nu er den på vej mod langfredag for at blive slået ihjel på et kors … for så at rejse sig påskemorgen og fortsætte sin gang i verden. KÆRLIGHEDEN, som ingen djævle, dæmoner, præster, hvidløg eller tyssende disciple KAN standse.
Kærligheden vil os på trods og i al evighed samtidig med, at Gud har lagt os verdens gang på sinde – har givet os ansvaret for godt og ondt – her kan vi ikke skyde skylden for verdens uretfærdigheder, tilfældigheder, sygdomme, ulykker og ondskab på djævle og andet utøj – FOR det er os der her og nu har ansvaret og vi har det altid under nådens fortegn, hvor enhver forbandelse igen og igen bliver modsagt af velsignelsens tilgivende ORD. AMEN
GÅ DA FRIT... 