2. søndag efter påske 2023

2. søndag efter påske 2023: Budolfi kl 10 med 3 dåb – salmer: 748 – 403 – 447 – dåb – 168 – præk – 487 – 29

I dag vil jeg kredse om et oldgammelt erhverv: HYRDNING – altså om at være hyrde og passe på flokken. De bibelske tekster – især i det gamle testamente – er fuld af hyrder, der med stor opmærksomhed gjorde alt, hvad de kunne, for at passe på fårene. Kom et rovdyr alligevel og nappede et får, så satte hyrden en ære i at redde, hvad der reddes kunne – om ikke andet så kom han hjem med et øre eller en lårbensknogle for i det mindste at kunne dokumentere, at han havde forsøgt.

Hyrde-billedet er blevet brugt i andre sammenhænge – lad mig komme med et par eksempler: 

1) For et par hundrede år siden, hvor der blandt de velstillede og dannede til tider var en sentimental længsel efter at søge tilbage til hyrde-tilværelsen – en art simple living ville det hedde nu om dage – hvor den søgende troede på det mulige i bare at opholde sig drømmende – måske ansvarsfri – i naturen. Den franske dronning Marie Antoinette fik f.eks. bygget sig en hyrde-hytte – en meget meget fin en – hvor hun kunne lege hyrde langt væk fra almindelige menneskers hverdagsproblemer.

2) Jeppe Aakjær skrev i 1899 sangen om Ole, der sad på en knold og sang … om hyrdedrengens udlængsel, som i hjertet sved – om hvordan han en dag pludselig får modet til at stikke af – væk fra den daglige trummerum …

3) hyrdebilledet er også blevet brugt på præster, den latinske glose for hyrde er PASTOR. At agere hyrde for menigheden ER blevet forvaltet på et hav af måder med mere eller mindre succes – med mere eller mindre eller slet ingen munterhed … det kan der fortælles mange historier om fra virkeligheden – og fra film og bøger, MEN dem lader jeg ligge for nu.

I den her pastor-hyrde-billede-sammenhæng kan jeg ikke lade være med et øjeblik at kigge ind i hyrdehundenes liv og levned. Siden tidernes morgen (for vel små 30.000 år siden) har hunden været menneskets bedste ven: især efter mennesket holdt op med at æde dem og ofre dem til guderne. I arbejdssammenhæng blev hunden et hit, jeg vil ikke “forelæse” om alle de steder, den gør stor gavn, men lige nu – som før sagt – nøjes med at nævne: hyrdehunde. De har hjulpet til med at hyrde kvæg og får og andet; de har holdt ulve, bjørne, losser med flere på sikker afstand af flokken – enten ved egen kraft eller givet hals, så hyrden kunne agere og redde flokken. 

Men ligesom med os mennesker inklusiv pastores, så er der forskellige evner og temperamenter blandt hunde. Den dygtige hyrdehund er ikke kun lydig og retter på et splitsekund ind efter hyrdens fagter, stopfløjt, vendesignal og i den dur – den har også forståelse, når flokken skal flyttes eller følges – den kan afkode … ja, det kan bare sit kram og er til stor hjælp for hyrden. SÅ er der de mere utilpassede – de går nemt af hånd (som det hedder) – stikker af – og gør præcis som de selv lyster – og jager gerne rundt til stor frustration … OG så er der de selvbestaltede hyrdehunde, som ikke kan se to eller flere mennesker/dyr uden, at de straks går i gang med hyrde – forsøge i stor iver at samle og måske ovenikøbet flytte dem rundt på må og få …

Hvad jeg vil med denne opremsning af hyrde-diversitet ER at sige noget om, hvor forskellige vi i flokken ER ud i evner og temperamenter. Om vi er de lydige – de utilpassede – de emsige – om vi som Ole på knolden er fuld af udlængsel på grund af en triviel eller ligefrem træls hverdag – eller om vi er magt-arrogante som den franske dronning, der sagde, at de fattige da bare kunne spise kage, hvis de ikke havde råd til brød … eller pastores med nedadvendte mundvige i evig anklage mod tidsånden og dens slaver eller OM vi bare hænger fast i en daglejer-mentalitet for at klare dagen og vejen … SÅ er vi ALLE i den gode hyrdes vold! Den gode hyrde SOM vil gå planken ud for os – som vil ofre sig i kærlighedens navn – som langfredag vendte den anden kind til, da de gejstlige med folkets opbakning bankede ham op på et kors, hvorfra han i følge Lukasevangeliet måtte bede: FADER, tilgiv dem for de ved ikke, hvad de gør … – for påskemorgen at efterlade graven TOM og gå den vej – gå i forvejen som Kristus – vores grundvold: Den gode hyrde der altid ser i nåde – der tilgiver – også vores sidemand … tilgiver enhver i flokken … tilgiver selv det utilgivelige og dermed sætter os fri – fri til at tage ansvar – fri til at leve! 

Den gode hyrde ER ikke garanten for en gnidningsfri tilværelse – der vil være modstand – besvær – ondskab – konflikter – bekymringer. Historien er fuld af menneskeforagt – religiøst og ideologisk vanvid, der har og til stadighed driver folk i afmagt, i døden – på flugt – ud over kanten – især NÅR moral og idealer bliver verdens mål – så bliver den vej, som vi alle skal gå (i takt) trang og smal og ufremkommelig … vi bliver ufri – helvede bryder løs! Den gode hyrde vil, at vi skal leve. Leve under kærlighedens fortegn – forsøge at slippe kontrollen over det ukontrollerbare: fremtiden og hinanden – og lade modet fylde krop og sind og gå fra kirke i vished om, at Gud slipper os aldrig. AMEN