Septuagesima 2022

Verden – nær som fjern – synes både usikker og urolig. I den forgange uge har vi her i byen været vidne til 2 unge menneskers tragiske – og dybt meningsløse – død! PÅ Vesterbro ved Netto ligger der et blomsterhav; folk er dybt berørte og må vise medfølelse. Oliver og Mias død sætter sine spor i os. Maner til eftertanke og reaktion.

Mod øst trækker det – måske – op til krig. Der rasles i hvert fald ihærdigt med sablerne. Det mentale udmattelsesspil brager for fulde kanoner via medierne. Diplomati og statsledere mødes på kryds og tværs – der tales med stor alvor – folk kaldes hjem fra Ukraine. På Bornholm gøres klar til en mindre oprustning. Vore allierede i USA er på vej efter aftale med isenkram og tropper. For os der er gamle nok melder sig erindringen om den kolde krig. Stormagterne føler hinanden på tænderne. Hvem blinker først … – skal vi forvente nye flygtningestrømme … – vi ved, at krig betyder, at folk må flygte over hals og hoved …

For over 100 år – efter den russiske revolution, hvor kampene bølgede frem og tilbage mellem bolsjevikker og zar-tro og separatister og anarkister i Ukraine – måtte min Salige Bedstemor (der var født i april 1907 – de var såkaldte volga-tyskere) i løbet af få splitsekunder flygte fra en lille landsby nær Odessa sammen med sin Mor – min Oldemor – og nogle søskende. For sådan er krig. Først med flodbåd til Rumænien, derfra på gåben op gennem Europa, hvor de langt om længe endte i Sommersted i Sønderjylland. Efter genforeningen i 1920 blev hun konfirmeret – den danske præst fik oversat hendes dåbsattest fra russisk og hun fik konfirmandordet: Så bliver da ”tro, håb og kærlighed – men størst af alt er kærligheden”. Hun nåede at opleve fattigdom, pengeombytning, mere krig og det var alt sammen med til at forme hende. Hendes tiltro til stat, myndighed, bank etc var ofte præget af skepsis – ikke sund eller usund som vi ofte kalder den – men derimod en skepsis båret af de erfaringer, som hun havde gjort sig livet igennem.

Da hun så lå for døden, befalede hun os pludselig at skille emhætten ad. Hun var en bestemt dame, så derfor gjorde vi, som hun bad os om. Det viste sig, at hun der i emhætten havde skjult en større sum penge, som sirligt lå bundtet med elastikker i en plasticpose. I ny og næ havde den gamle dame altså placeret sine sparepenge der. Men ikke nok med det. Pludselig forstod vi også, hvorfor hun altid reagerede med et NEJ NEJ NEJ, når vi forsøgte at tænde for udsugningen, når vi igennem årene sammen havde lavet mad ved komfuret. For det var jo der, hun havde placeret sine talenter!

For voldsomme begivenheder sætter sine spor i vores krop og sind. De afføder, at vi alle har en grund til at gøre, som vi gør – graver ned og gemmer hen, lever videre i mistillid til verden – og i frygt for andres motiver. Præcis som manden i dagens tekst, der graver sin ene talent ned, også han kunne tænkes at have et motiv: ”Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt”.

Det kan synes som et hårdt og nådesløst billede af gudsriget! Er Gud virkelig så hård og barsk? Er han streng? Det er ikke sådan, vi møder ham i Jesus Kristus. Faktisk synes det næsten omvendt. For i beretningerne i det nye testamente møder vi Jesus, som har blik for det, som kan synes banalt, ligegyldigt og ikke værdigt for os. Jesus kan se det, som er usynligt eller sløret for vore øjne. Eller sagt med tekstens egen metaforik kan han høste og samle, hvor vi tror, at der er øde og goldt.

Det, som vi ikke tror, har værdi; har rent faktisk værdi for Jesus og dermed også for Gud. Gud – på den måde, vi lærer ham at kende gennem evangeliets fortællinger – har altid sans for sit menneske. Især når tomhed, ulykke og elendighed raser.

For mig at se er de to mænd med økonomisk snilde heller ikke interessante, for de får jo deres talenter til at yngle. De har deres på det tørre; de bliver belønnet og lever sikkert både lykkeligt – og fromt – til deres dagens ende. De virker på mig som to pave-stolte gammeltestamentlige mænd, der ved, hvad de skal.

Men ham med den ene talent er interessant. Det kunne være ham, vi skal spejle os i. Ham der ikke turde vove pelsen – som måske gik med både livrem og seler og cykelhjelm og evig og altid var opmærksom på ikke både at blæse og have mel i munden på samme tid – han turde ikke sætte noget i spil – hans liv var ikke lykkeligt – men han vidste, hvad han havde og hvor det var. ”Gråd og tændersskæren” kunne være hans livssituation. Her er der ikke tale om en eller anden fremtidig helvedes fortabelsesfortvivlelse. Nej, manden med den nedgravede talent var her og nu isoleret fra glæden og kærligheden og fællesskabet.

Lignelsen handler ikke om cool cash, det er blot en metafor, et billede, som skal fortælle os noget om gudsriget. Lignelsen handler om et talent – om menneskelige potentialer. Ikke sådan lalleglade amatør-TV-agtigt. MEN lignelsen handler om de muligheder ethvert menneske rummer. Om det er lille eller stort; om det er ungt eller gammelt; om det er mand eller kvinde; lige meget hvilken social eller national baggrund vi møder op med, så har Gud udstyret hver enkelt af os med talenter, potentialer og muligheder. Holder vi vore potentialer og muligheder for os selv – kortene tæt ind til kroppen livet igennem, så ender vi med at leve isoleret fra fællesskabet, glæden og kærligheden.

Der er altid en grund til, at vi gør, hvad vi gør. Der er en grund til, at gamle damer gemmer deres penge i madrasser eller emhætter eller som Møgherne i Matador, der konsekvent graver værdierne ned, når tysken kom. De har erfaringer med sig fra et langt liv. For eksistenserfaringer skaber vore gerninger.

Det er også ofte tilfældet, når vi skjuler vore talenter for hinanden og de ikke får lov til at komme frem til gavn og glæde for os selv og fællesskabet. Vi kan være bange for at vise os selv frem. For hver gang vi viser os selv frem – hver gang vi sætter os selv i spil – så blotter vi os for hinanden og verden. Vi bliver sårbare. Og da vi samtidig har en ophøjet tendens til at bedømme os selv og hinanden på enten vore fejl eller succeser; så prikkes der måske til den indre gerningsretfærdighed, der som en ræv bag øret sidder og hvisker: Er jeg nu også god nok? Ofte er vi helt selv vore værste dommere. Som ham der gravede talenten ned: for han havde jo ikke noget at byde på!

Vi har derfor en pligt til at hjælpe hinandens talenter på vej. Barnet der står genert i hjørnet og som ikke lige er den hurtigste til at melde sig: han/hun skal nænsomt hjælpes med ind i fællesskabet. Vi kan ikke bare forlange, at det er hans eller hendes eget ansvar at komme ud af hjørnet. Når vi til tider svækkes af sorg, tristhed eller sygdom; og ikke lige selv kan finde overskuddet og dermed glæden; så er det vigtigt, at en anden byder op til dans – så ingen ender som evig bænkevarmer!

Eksistenserfaringer skaber vore gerninger: Møder vi hinanden under vurderingens benhårde skær, hvor vi gentagne gange bliver valgt fra – så kommer vi i tvivl om egne kvaliteter. Hvis der ikke er plads til os i fællesskabet, så mister vi modet og tror, at der skal noget helt specielt til for at være med. Det kan ende i total præsentationsangst og til sidst er den eneste udvej måske rent mentalt at grave sig ned og det betyder på en måde at dø før tid!

Vi har fået livet – og ja tilværelsen kan i kortere eller længere perioder erfares som svær, som ligefrem frygtelig og uoverskuelig – og ja livet rummer både små og store op- og nedture, men på trods så skal vi turde leve vort liv! Lige nu skal vi mindes ekstra meget om det her efter de 2 unge menneskers helt urimelige død. Vi skal tage ekstra ansvar for hinanden i nattelivet. Så frygten ikke murer os inde – så vi ikke i angst undviger. Vi skal stå sammen så vi får mod til at leve i tro frem for mistillid, i håb frem for tomhed og i kærlighed frem for ligegyldighed. Amen.