”At gemme ord i sit hjerte” gør vi, når noget ganske specielt hænder – noget som bryder med hverdagens trummerum! Særlige begivenheder får sit eget hjertekammer: det være sig særlige eller kærlige ord fra den elskede eller måske som julenat: en barnefødsel. Den store blodpumpende muskel er symbol på menneskelige følelser og sindsstemninger. Man kan have et hjerte af guld eller af sten. Et hjerte kan være tungt eller det kan bløde. Det kan briste og det kan knuses. Metaforerne er mange, og alle hænger de sammen med kærlighed.
Maria gemte ord – kærligheds-ord – i sit hjerte. Men hun gjorde noget mere, hun grundede over dem. Hun tænkte over, hvad det alt sammen betød. Ofte bliver Maria kun fremstillet som den rene jomfru og hendes manglende seksualitet – for historien vil jo, at hun ikke havde været sammen med nogen mand – er blevet omdrejningspunktet for det rene eftermæle som den Store Moderkirke i Rom dyrker – og i den protestantiske kristendom fylder Marias væsen ufattelig lidt!
Men Maria var også et tænkende væsen. Hun havde både hjerte og hjerne. 9 måneder før fødslen fik hun uventet besøg af englen Gabriel. Englen, som kom med budskabet om, at hun skulle føde ”den Højestes søn” – ”Guds søn”. Hun forstod det vist ikke – hvem ville også evne noget så uvirkeligt rent logisk, og dog svarede hun lydigt Gabriel: ”Lad det ske mig efter dit ord”. Og DET skete i de dage – nu sad Maria med Guds søn i armene. PRÆCIS som det var blevet forudsagt og derpå forkyndt for h e l e folket.
Kristendommen er ord til hjertet og tanken på én og samme tid. Godt nok støder vi ikke så ofte på metaforer om hjernen, og dem vi møder er langt mindre poetiske end hos hjertet (fx. så omtales hjernen som en computer) – glosen hjerne bliver slet ikke nævnt i biblen. Til gengæld bliver ordet FORSTAND brugt hele 52 gange. Forstanden tilskriver vi gerne hjerne og tanke. Kristendommen er ord for hjerte og hjerne. Var det blot ord til hjertet, så ville juleevangeliet måske efterlade os små-sentimentale og nostalgisk ville vi projektere vores egen julehygge ind i den kolde klamme stald, så den pludselig stod overdænget med både varmepumpe, blinkende rensdyr og andesovs i lange baner …
Omvendt hvis evangeliet kun var ord til hjernen, så ville historien miste sin poetiske klang og logikken ville spænde ben for jomfrufødslen – og måske vil julen blive kapret af den idealistiske tænkning – omdrejningspunktet ville blive den rette etik – den etik, der altid ved bedst – ihverfald lidt bedre end andre – pludselig ville evangeliet blive et politisk manifest – omdrejningspunktet ville blive destilleret ned til, at der S K A L være plads i herberget – MEN grundhistorien fortæller os bare, at det var der jo ikke … Hjerne og hjerte kan ikke adskilles. Tænkning og følelse hænger sammen selvom mangen en mavefornemmelser har taget magten over det solide forstandsargumentet. Ved at fastholde sammenhængen mellem forstand og hjerte, så vil jeg påstå, at vi kan undgå: enten “gud-i-mig”-følelsen af hellighed og at guden ender med at blive skabt i mit billede (Vor herre bevares) eller at evangeliet reduceres til en moralsk manual.
Mens Maria sad med det lille Guds barn i armene så gemte hun alle ordene derom i hjertet og hun grundede over dem. Tænkte efter, hvad de kunne betyde. Ganske vist nåede hun ikke frem til det store forkromede svar på altings gådefuldhed på hvorfor, vi er her og i den dur. Hun gennemskuede ej heller den store uoverskuelige sammenhæng bag alt – a la det mindste i det største eller helheden i en regndråbe. Det var slet ikke nødvendigt, for det var jo GLÆDEN, hun gemte i sit hjerte. Glæden over at Gud blev menneske – glæden over, at menneskets liv er så vigtigt og værdigt, så Gud selv måtte gennemleve det i fuld og ubetinget kærlighed fra spæd og frem til sin død. Den sande og fuldkomne glæde var, hvad Maria gemte i sit hjerte!
Glæden kan være uendelig svær at sætte ord på uden at den bliver naiv eller banal. Strindberg – den alvorlige svenske forfatter – sagde engang, at ”glæden gør alting banalt”. Det er som om vi har langt flere ord, når vi skal tale om angst, om tomhed – om død. MEN glæden … hvad kan vi egentlig sige om den: Glæden kan ikke planlægges eller kontrolleres – den kan ikke sættes i system eller købes i bundter af tolv! Glæden kender ikke til begrænsning – for kan man være begrænset glad? Den lader sig heller ikke sådan skjule – selv gemt i hjertekammeret mindsker den enhver bekymringsrynke og vil ud. Hvor sorg og smerte lukker os inde i et mørke, så buldrer glæden – ja, den ligefrem kan få os til at hoppe og springe – for glæden vil ud. Tænk blot på markens hyrder, der julenat hørte englenes sang – og så det lille Jesusbarn som alverden siden skulle høre om … FOR glæden vil og SKAL ud!
Sand og fuldkommen juleglæde – med afsæt i Marias – vil, at vi med hende skal tænke på hinanden. Glæden skal deles. Vi skal turde være generøse – for så bliver der mer’ til fler’ – glæden er en relation. Isolerer jeg glæden til mit eget snævre hjertekammer – i angst for at miste den, så glemmer jeg, hvad der følger med barnfødslen julenat: nemlig glædens tvilling: friheden. Friheden der sætter os fri af religionens ofte snærende bånd, hvor regler om mad og klædning og rent og urent og liturgisk praksis og ofringer og hvordan guden ellers vil dyrkes – alt det sættes vi fri af. Disse kræves ikke for at have en gudsrelation … Den frihed som juleevangeliet rækker os er aldrig afhængig af menneskets egen forgodtbefindende ud i: moral, nostalgi, mavefornemmelse, forstand, spiritualitet, hellighed, politik eller ideologi!
Julenat fødes glæden og friheden, der vil, at vi skal turde gribe livet med både hjerte og forstand – også selvom det måske er gledet os af hænde eller synes som om … friheden til at være menneske – og glæden ved, at du for altid er velsignet med dine syndernes nådige forladelse og det evige liv, det er hvad der skænkes os af Gud selv julenat! GLÆDELIG JUL!
GÅ DA FRIT... 