Fastelavn 2022: Budolfi: 336 – 696 – 173 – 164 – 212
… FORBARM DIG OVER MIG …
En af gutterne fra bænken var holdt med at drikke; og havde flyttet sin daglige gang fra torvets faste mødested hen til den lokale kirken. Han var nu en af de frivillige, som søndag, når der skulle være gudstjeneste, uddelte salmebøger. Et par af de gamle kammersjukker kom forbi og ville drille ham – og som det så nemt kan gå med drilleri, så gik én af dem langt over stregen og stak ham en ørefigen og sagde provokerende: STÅR der ikke, at man skal vende den anden kind til, hvis én slår dig? Jo, svarede han og rettede sig roligt op. Derpå fik han nok en på hovedet og atter tog den frivillige salmebogs-uddeler imod! Nok engang retter han sig op, kigger da på den anden, smøgede ærmerne op og sagde: SÅ står der altså heller ikke mere.
Beretningen er efterhånden blevet en anekdote – jeg hørte den for mange år siden af Helsingørs tidligere biskop Rebel, der selv oplevede episoden i våbenhuset som ung præst på Nørrebro. SÅ står der altså heller ikke mere! Der må være en grænse og når den er overskredet, så må vi rejse os! Rejse os, sige stop og forsvare os i det omfang, det er nødvendigt! Men går det nu an? ER kristendommen ikke i hele sit væsen pacifistisk? Står der ikke skrevet: Du må ikke slå ihjel? OG siger Jesus ikke i Bjergprædikenen: ”I har hørt, at der er sagt: ’Øje for øje og tand for tand.’ Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt.” (Matt 5,38).
Netop dette skriftsted fra evangeliet ifølge Matthæus betragtes af mange som omdrejningspunktet for en kristen pacifisme. Sådan har det været i den teologiske tænkning siden de to store verdenskrige, hvor mennesket i al sin tro på fremskridt og modernitet lagde livet øde – hvor vi reducerede hinanden til det bare ingenting – og lod millioner og atter millioner slagte – hvor ondskab og løgn og blod og tårer smadrede vejen og livet for et uhyggeligt stort antal mennesker.
Parallelt med denne radikale og på alle måder overmenneskelige fordring, som Jesus prædiker det i Bjergprædiken, vil jeg frimodigt tillade mig at sætte budskabet om, at vi skal elske vor næste! FOR det må betyde, at vi altid har en forpligtelse til at drage omsorg for det folk og de medmenneske, der bliver forfulgt, angrebet, truet på livet, fordrevet, sendt på flugt … sådan som vi lige nu ser, hører og erfarer det ske i Ukraine.
Krigen er atter en realitet i Europa. Hvad vi troede på efter jerntæppets fald i 1989 – nemlig demokrati og frihed og retten til selv at vælge sit liv – udfordres i disse dage på det grusomste – ja, trædes i den grad under fode. For nogen dukker erindringen om Ungarn 1956 og Prag 1968 op. Verden over protesteres der i disse dage imod aggressionen – STOP KRIGEN! Men Putin hører intet – for han har en plan og den er uhyggelig … og derfor mener jeg – andre må gerne være uenige – så er vi forpligtet til at hjælpe menneskene i Ukraine – på alle fronter – og vi er det, når de banker på vores dør!
I 1939 besøgte den store schweiziske teolog Karl Barth et præste-møde på Nyborg Strand. En af deltagerne spurgte Barth om, hvad de kunne gøre overfor Nazityskland. Han svarede: BED og holdt derpå en lang pause og fortsatte så: og køb så kanoner. For der må være en grænse – når den er overskredet, så må folk rejse sig – forsvare sig – kæmpe for det, de har kært!
Og midt i kampen – hvor der både lyder bønner, luftalarmer, morterild, skrig, råb, lyden af koldt metal og uendeligt mange forbandelser – er Jesus er på vej – på vej mod Kyiv – mod hele Ukraine: mænd, kvinder, børn – på vej mod Kreml – mod hele Rusland og de unge, der er sendt i krig – og deres forældre der ikke aner, hvor deres sønner er på vej hen – på vej mod Jerusalem. Jesus er altid på vej derhen, hvor afmægtigheden råder – for det er i afmægtigheden, at Jesus må prædike – prædike igennem – tale til OS, som lige nu og her er forsamlet – tale til både vores hjerte og hjerne. Tale så vi tør åbne vores øjne, så vi bliver seende og SER, at vi har et ansvar – et ansvar for verdens gang – og lige nu for verdens skræmmende og absurde gang – hvor vi er nødt til at gribe til våben, økonomiske sanktioner, boykot etc.. Vi skal midt i kaos turde SE – så vi kan handle og sammen – når tiden er inde – vende tilbage til livet og fællesskabet.
Jesus er på vej og på vejen mødes han af ordene fra den blinde: FORBARM DIG OVER MIG … og han går videre … og han går ind i byen … og der sætter han sig til bords med os alle – gode som onde – og næste dag går han planken ud i kærlighedens navn – han vender den anden kind til – han sætter sig i k k e til modværge – han efterlever derimod sin egen prædiken fra Bjerget – han lever den ud – og på korset må han bede: FAR TILGIV DEM FOR DE VED IKKE HVAD DE GØR! / og dem er så os!
Måske er de ord i virkeligheden hele kristendommens omdrejningspunkt – om du er pacifist – går i krig – gengælder øje for øje – sådan skåret helt ind til benet – skåret derind, hvor der bare ikke er mere overskud – hvor underskudet dræner – hvor enhver form for skønhed og velklang og konstruktion er afløst af realitet, angst og afmagt! Hvor vi må trøste os med, hvad mennesket ikke kan tilgive, det kan Gud … Jesus er på vej … måske åbnes vores øjne – måske ikke … måske får vi modet til at tage ansvar … måske ikke … Jesus er på vej … på vej mod død og opstandelse … på vej …
GÅ DA FRIT... 