Kirkeåret nærmer sig sin afslutning og vanen tro, så rammer vi altid diverse domstekster i evangelielæsningen. I dag er ingen undtagelse. Der er iskold afregning ved kasse 1. Men før jeg går i gang, så vil jeg tillade mig at sige lidt om teologien hos Matthæus. Forfatteren kan nemt virke sort-hvid: tænk på brudepigerne: der var dem, der havde forberedt sig på festen – og så var der dem, der ikke havde forberedt sig – den tekst udlægges 2. søndag i advent – og dem der ikke havde forberedt sig blev udelukket. Eller tænk på fårene, der skal skilles fra bukkene: den store verdensdom – som lukker kirkeåret. Igen deler Matthæus menneskeheden op i et os og dem. Det gør han af en simpel grund. Vi er nemlig tilbage i tidernes morgen, hvor kristendommen skulle etableres – en opgave som forfatteren tog ganske alvorlig. Vi skal derfor forestille os, at han så det, som sin vigtigste mission at drive folk ind i kirken – de skulle vælge synagogen fra! For den sande frelse var kun i kirken, der hvor evangeliet om Jesus lyder. Det er i den optik, at han skrev sin udlægning af Jesus-historien, som siden har fået navnet Matthæus-evangeliet – evangeliet ifølge Matthæus.
Paulus er også på mission – de første menigheder er etableret og Paulus vejleder dem løbende om både det ene og det andet – i dagens uddrag fra brevet til romerne er han omkring begrebet ulydighed! Netop glosen lydighed vil jeg forsøge at meditere lidt over i denne aftensang.
Ulydighed – tænkes oftest i forhold til sin modsætning: lydighed. Nu er jeg jo et inkarneret hundemenneske – og i hundeverdenen arbejder vi om noget med lydighed. Der trænes lydighed til den store guldmedalje – for hunden skal som minimum komme, når der bliver kaldt på den. Jeg har jagthunde – og min sorte labrador ved godt, at kommer der på marken en hare eller et rådyr, så skal han sætte sig – og ikke så meget som tænke på at lette måsen! Ser min gule labrador de samme væsener, så sætter han i fuld firspring efter dem – og jeg kan kalde og blæse det vildeste terrier-fløjt og råbe som en vanvittig: han hører intet … for nu er han selv gået på jagt og hans hundefører eksisterer ikke. Han blæser al lydighed en lang march … og det går jo ikke! Så i snor med ham. Mens den lydige hund ikke behøver nogen snor … og har derfor et privilegium: at være fri!
Vi mennesker træner også hinanden i lydighed: vi gør det direkte med børn – og vi gør det indirekte i det sociale rum, hvor vi forudsætter at spillereglerne for omgang overholdes. Ellers skal der nok være en eller to eller flere, der højlydt i direkte eller indirekte vendinger får pointeret, hvordan vi gør her … tænk f.eks. tilbage på covid-tiden …
Men trods lydighedstræning af hunde og social træning blandt os mennesker, så har vi også alle dage haft muligheden for at være ulydige. Nogen gange er der ligefrem noget vederkvægende – velgørende – over lidt ulydighed – især når regler bliver tyranni og gør ufri. Som Jesus igen og igen måtte påpege over for den etablerede jødedom: regler må aldrig skygge for menneskelivet. Regler må aldrig forhindre os i at kunne agere for tilværelsens skyld.
Når Matthæus derfor agiterer for at folk skal vælge synagogen fra og komme ind i kirken for at høre om Jesus, så er den teologiske pointe, at Moselovens mange regler og påbud gør menneskets ufri – for når vort fokus hele tiden skal være på om jeg nu også overholder de religiøse regler, så glemmer jeg den brogede verden omkring mig – og dermed afskriver jeg mig ansvar overfor både venner og fjender. Jeg glemmer at værne om planet Jorden, som skabelsesberetningen gav os ansvaret for. Overholdelsen af love og regler fører til frelses-egoisme! For gør jeg ikke sådan og sådan, så vil Gud os ikke … og i den dur! Når vi derimod får modet til at følge Matthæus opfordring til – lydigt – at gå i kirke, så er det fordi budskabet om Jesu fødsel, liv, død og opstandelse sætter fri! Sætter fri fordi med budskabet følger syndsforladelse. Det som Paulus beskriver som, at vores ulydighed er omsluttet af Guds barmhjertighed.
Hvor vi i menneskelivet ofte tænker, at modsvaret til ulydighed er lydighed – så er Guds modsvar altid barmhjertighed. Det ved vi fra Jesu eget liv og virke, hvor han altid mødte mennesker med kærlighed – med tilgivelse – med opmuntring – med ønsket om at prøve nok engang, hvis første gang var gået i vasken: Kom nu, du kan godt! Eller som Salig Dronning Ingrid altid sagde: Man kan, hvad man skal! Det er nok derfor, at vi bliver ved med at træne lydighed med hundene – i gamle dage fik den ulydige hund et lag tæsk af ejeren – i dag belønner vi den adfærd, som vi gerne vil have! Sådan var det også med børnopdragelse, der var i visse fælleskaber en pligt til at revse – tæve – den ulydige … så den ulydige lærte at tilpasse sig.
Den franske filosof Rosseau skrev i 1762 bogen “Emilie”. Et værk om børneopdragelse med tanke på, hvordan det er muligt at opdrage til frihed. Barnet skal vokse op i sin egen have med sin egen vejleder, der skal møde barnets følelse med sund fornuft, så det lærer at leve efter sin egen fri vilje og dermed kan træffe sine helt egne valg. Bogen vakte dengang opstandelse og afføder den dag i dag spørgsmålet: skal mennesket indrette sig efter det omgivende samfund – eller omvendt: skal det omgivende indrette sig efter mennesket? Bogen er naturligvis en konstruktion – og hverken kan eller skal omsættes 1 til 1. Den var skrevet som en overvejelse til livet i en moderne verden, hvor mange ikke længere tror på, at alt i verden er forudbestemt af et guddommeligt væsen og vi derfor pr automatik ved – og samtidig accepterer, hvad vi kan og skal i livet. Omsat kunne det i kristendommen lyde: hvordan lever vi, når den religiøse manual er kasseret – og vi selv hver især skal træffe valg og tage ansvar?
Svaret kunne være, at mennesket – i lydighed – skal turde stole på, at de valg som tages altid vælges med syndernes nådige forladelse som bagtæppe. Guds barmhjertighed er det fundament, vi går, kravler, vakler, løber, stormer afsted på og nogen gange falder sammen i fortvivlelse på … barmhjertigheden er den virkelighed, der også benævnes Gudsrige! I Gudsriget er der plads til både den lydige, der altid gør det rigtige: som er sig sit ansvar bevidst og måske endda aldrig træder forkert … og så er der gudskelov også plads til os ulydige, der har blik for, hvad der bedst betaler sig og gerne hytter vort eget skind (sagt i en ulidelig lang valgkamp) – og der er plads til dem, der måske er flest af: dem der lever midt imellem og jævnt hen ad vejen er godt tilfreds med egen moral! Der er plads til hykleri – og der er naturligvis også plads til ham eller hende, der kaster den første sten.
Det er kristendommens budskab: derfor skal vi gå i kirke – for netop budskabet om, at Gud er langt mere barmhjertig end vi overhovedet selv magter at tænke os til: skal råbes fra byens tage! Evangeliet, der vil, at vi skal LEVE på trods af alt, der kan peges fingre af og som kan gå galt, hvis og såfremt … i kirken belønnes vi ikke for den rette adfærd, men vi tilgives al vores ulydighed – vi hegnes inde med barmhjertighed, så vi kan gå herfra som frie mennesker … ud i en ny uge … ud hvor vi skal træffe valg blandt venner og fjender … AMEN!
GÅ DA FRIT... 