salmer: 441 – 324 – 447 – dåb – 449 – præk – 362 – 308
Som barn i 70’erne hørte jeg noget om, at der i grundloven skulle stå, at alle har ret til et glas vand. Det gør der så altså ikke, i straffeloven står der: ‘Man er kun forpligtet til at hjælpe, hvis der er tale om en person i “øjensynlig livsfare” eller en person “ramt af skibbrud eller anden tilsvarende ulykke“‘(§253). Tilbage i 1994 blev der på Danmarks Radios TV produceret et par udsendelser fra et socialkontor i Valby med titlen: ET glas vand til Johny, hvor seerne kunne følge livet og dagligdagen med den blinde omstillingsmand, der svarede telefonopkald og med de mange forskellige borgere, der sad alene eller sammen med pårørende hos socialrådgiverne.
Vi er så også med i receptionen den dag, hvor Johny er kommet forbi uden aftale, han mangler penge, men kan ikke få nogen og så er det, at han siger de berømte ord, der for altid har printet sig i min hukommelse og jeg citerer: “Altså hvis jeg mødte dig på gaden og du ikke havde en skid at æde, så havde jeg sgu givet dig noget – og var du tørstig efter et glas vand, så havde jeg givet dig et glas vand – i Jesus navn (…)”. Vand i Jesu navn er altså noget særligt! Det er, hvad Johny på en måde minder os om!
Vand i Jesu navn giver kvinden ved brønden en ny identitet. Normalt er hun bare en vantro – en hedning – en fremmed . Under normale omstændigheder ville hun ikke eje den rette habitus til at række en jødisk mand et glas vand. MEN det er altså, hvad Jesus beder hende om – han beder hende om et glas vand! Han er træt og han er noget så almen menneskeligt som tørstig! Hun må forundres, ikke over hans tørst, men at han spørge hende efter vand – og de får sig derpå en snak om brøndens vand … og Jesus må forklare hende, at det vand hun giver er med til at slukke tørsten her og nu! Men det vand, han vil give, er kilden til evigt liv. Vand i Jesu navn er dåb – den dåb som NN lige før blev døbt i. Hvor han ved navns nævnelse fik at vide, at han er et Guds barn og det i al evighed. Hvor den lille dreng samtidig fik sine synderes nådige forladelse – det vil sige en tilsigelse om, at intet – overhovedet intet – nogensinde kan rykke ham ud af Guds hånd!.
Hvis du kendte Guds gave … siger Jesus til kvinden og til os. Med gaver er det normalt sådan, at de aldrig er gratis, det anskueliggør antropologiske feltarbejder blandt alverdens kulturer verdens over for os. Enten følger et krav om gengældelse, det ser vi i vores egen kultur f.eks. fra den overståede jul, hvor vi “udveksler” 500 krone sedler, som en gammel dame engang udtrykte det. Eller også får den, der skænker en stor eller dyr gave magten over modtageren, og det kan så ende i bestikkelse eller anden form for uregelmæssig krav om gengældelse, når giveren ønsker det.
Hvis du kendte Guds gave; og her tillader jeg mig så at tolke den gave som Jesus! Jesus som vi netop – på en måde – “har fået” i julegave: som barnet i krybben – som lyset i mørket – som det levendegjorte bevis på, at Gud er kærlighed! Det er den kærlighed, der bliver åbenbaret for hedninge-kvinden ved brønden – den kærlighed som bliver åbenbaret for det lille menneske, der bliver båret – eller det store menneske, der selv går – til dåben.
Men hvad så med Guds gave, skal den slet ikke gengældes? Tja, det har teologer rent faktisk skændtes om siden tidernes morgen. Hvem kender ikke til den købmands-agtige bøn, der i forbindelse med større “prøvelser” – måske en eksamen – kunne lyde: hvis du Gud lader mig bestå, så skal jeg nok købe HusForbi resten af året; altså at der bliver slået en handel af – noget for noget-tænkningen, der i vores higen efter retfærdighed slet ikke ligger så fjernt endda.
MEN hvis Gud er sand og dermed uforfalsket kærlighed, hvad har jeg så med min smålige-egoisme og banale-hverdags-ondskab at byde ind med? SVARET er slet og ret: Intet! Jeg har ikke noget, der kan matche Guds kærlighed – noget at handle med i forhold til Guds bæren over med mine fortrædeligheder … Men hvad så da med HusForbi og et glas vand til Johny? Kan det ikke noget? Jo, det kan alt. Det kan slukke tørsten – og det kan give den hjemløse en lille løn. Det kan noget menneske og menneske imellem – det kan gavne og glæde vor næstes liv.
Overfor Gud står vi som nøgne spædbørn uden andet end vort lille liv! OG se, det er alt nok. Guds gave er ikke som andre gaver – Guds gave skal og kan ikke gengældes – den er kærlighed – den er Ånd! Og den vil, at vi skal turde leve – føle mod – og være i livet! Sådan var det for kvinden ved brønden og sådan er det for os, der her og nu er kirke sammen.
Vi er midt i januar – vi er snart halvt igennem helligtrekongerstiden – tiden hvor Jesu komme til jorden betyder, at Gud har åbenbaret sig for os. Lidt fladt sagt, så pakkes gaven nu ud. Det er jo ikke bare en jule-krybbe-dukke; nej, det er Guds menneskelighed, der folder sig ud i gerning og ord. Vi hører i dag om, at Gud blander sig med os alle: tro, vantro, hedninger, fremmede etc. – for Gud vil være gud for alle og han vil være det præcis på den måde, som vi møder ham i samtlige beretninger om Jesus fra Nazareth i de fire evangelier. Manden – mennesket – der altid mødte ethvert menneske uden forbehold og uden fordom. Ikke en eneste forkastede han … ikke en eneste ønskede han skulle gå fortabt … ikke en eneste skulle tørste! Enhver får tilbudt en tår af livets vand og det i Jesu navn … og for de kan og skal vi sige …
GÅ DA FRIT... 