2. søndag i fasten 2022: Klosterkirken: 36 – 330 – 410 – 359
Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Sådan spørger Jesus – skrapt – i dag sine disciple, den store skare, de skriftkloge og dermed også os andre … og jeg fristes frimodigt til at besvare spørgsmålet med et kækt: helt til verdens ende.
OG dog … for der er mere at sige: for spørgsmålet er jo evig aktuelt. Disciplene har ganske enkelt ikke forstået – forstået at det ikke handler om at kunne eller ville. Det handler om TRO – og troen forpligter – det er deres pligt at hjælpe manden, der kommer med den syge dreng. Og lad mig straks for en god ordens skyld sige, at evangeliet til denne anden søndag i fasten ikke er en kvaksalver-manual ud i at diagnostisere eller behandle sygdomme i psykiatrien eller somatikken. Nuvel drengen har sikkert lidt af epilepsi og for det gives der i dag lægefaglig og evidensbaseret behandling. Hos forfatteren til Matthæusevangeliet lider drengen forøvrigt af månesyge.
Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Det handler om at TRO! Om at tro … og da var det jeg kom i tanke om slaget ved Stalingrad. Lad mig kort opridse: Fra august 1942 til februar 1943 var byen belejret – mindst 2 millioner tyske og sovjetiske soldater plus byens civile blev dræbt, fordrevet eller taget til fange.
En præstesøn skriver et sidste brev til sin far: Han indleder: “Hvis du spørger her i Stalingrad, om der findes en Gud, må vi benægte det.” – derpå beklager han sin gudsløshed over for den Far, der har fyldt hans sind med troen på Gud – og han forsætter: “Jeg har søgt Gud i hvert granathul, i hvert ødelagt hus, på hvert gadehjørne, hos hver eneste kammerat, når vi lå i vore huller, jeg har søgt ham på himlen. Gud viste sig ikke, selv om mit hjerte skreg efter ham. Husene var ødelagte, kammeraterne var tapre eller lige så feje som jeg selv, på jorden var der kun sult og mord, fra himlen kom der bomber og ild – kun Gud var ingen steder. Nej Far, der er ingen Gud.” (Skæbner i 2. verdenskrig – de sidste breve fra Stalingrad – redigeret af S. A. Birkeland).
I juli 1993 under belejringen af Sarajevo – Balkankrigen – en belejring der forøvrigt varede i 3 år 10 måneder 3 uger og 3 dage (fra 2. april 1992 – 29. februar 1996) opsatte den amerikanske forfatter Susan Sontag Samuel Beckets teaterstykke: Mens vi venter på Godot. Stykket havde oprindelig teaterpremiere i Paris i 1953 og det handler i al sin enkelthed om de to vagabonder Vladimir og Estragon, der bare står og står ved et nøgent træ – tæt på en død landevej – og sammen betragter de månen – grundtemaet er, at de ikke rigtig ved, hvorfor de gør, som de gør … de venter – de bytter hatte – de skændes – de spiser radiser – de fortvivles – de spørger hinanden: hvad skal vi gøre – hvad skal vi gøre – de overvejer selvmord – men intet gør de, for fortvivlelse kan ikke omsættes i handling … så de venter … venter på Godot … og stykket ender med, at en dreng lader dem vide, at Godot ikke kommer i dag … men måske han kommer i morgen.
Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Det handler om at tro! Men hånden på hjertet, så kan tro synes umulig. Være uden for rækkevide. Modsætningen til tro er nemlig ikke tvivl, som vi så ofte siger det – de er nærmere hinandens tvillinger. Nej, modsætningen til tro er fortvivlelse – præcis den eksistens som faderen til den syge søn er fanget i. Præcis som præstesønnen i Stalingrad konkret erfarer det. Og sådan som det kommer frem hos Samuel Becket. Fortvivlelsen lukker af for verden – vores omverden. Den slukker lyset og søger tilflugt i mørket. Den lammer – handlingslammer. Den lader den fortvivlede alene tilbage. Den opløser mennesket. Den er gudløs … den er dæmonisk …. den er nihilistisk … den kendes også som og benævnes langfredag … og dens modsætning er TRO!
Når Jesus i teksten kalder slægten for vantro og harcelerer over den, så er det en tale ind i den konkrete episode med den syge dreng! Jesu tale i dag er ikke til ond verden, som over en bred kam benævnes VANTRO SLÆGT … Jesus taler altid til hin enkelte, så vi hver især kan og skal afgøre os. Der gives rigeligt med gejstlige udsagn kloden rundt, hvor udvalgte personer og grupperinger får skylden for verdens elendige tilstand og disse overhoveder tillader sig så samtidig i Guds navn at retfærdiggøre krig og forfølgelse. Det har de ingen ret til … for disse gejstlige er som alle andre, der er skabt i Guds billede, under tiltale – og hvad Jesus siger til skaren, de skriftkloge og disciplene glæder også dem – og os! Og for dem og for os gælder den epileptiske drengs Fars bøn: Jeg tror, hjælp min vantro!
For er der andet vi kan sige eller bekende eller bede om, når fortvivlelsen belejrer os. Jeg tror, hjælp min vantro! er modsvaret til nihilismen – til døden – til intetheden. Den er ønsket om, at hin enkelte må blive sig selv – igen – må forstå sig som sin bestemmelse: et Guds barn – et velsignet menneske! Og turde se den anden – næsten – som lige så velsignet. Så Guds fred må hvile over os – trods forskelligeheder – trods mangfoldigheder – trods uenigheder.
For lidt over en uge siden blev Kristus-krucifikset – i den armenske kirke i Lvil i Ukraine – nænsomt taget ned og båret i beskyttelsesrum. Sidst det skete var under 2. verdenskrig. Der er stærk symbolik over den handling – den omsorg, der næres for den korsfæstede – for det afmægtige menneske … MÅ fortvivlelse ikke lamme os og verden – så vi handlingslammes – og ikke kan forsvare vores næste! Må vi alle fyldes med mod til at TRO og HÅBE på, at kærligheden må, kan og vil sejre – i det små som i det store … så russiske mødre og fædre ikke skal fortvivles over, at de ikke ved, hvad der sker med deres tilværelse og deres sønner, der sendes i meningsløs krig. Så ukrainske børn, kvinder og mænd ikke skal fortsætte med at se alt omkring dem blive bombet i smadder – og de med få nødvendigheder og husdyr drives ad helvede til. Så – vi med magt – og os uden magt – får mod til at gøre, hvad der skal gøres for at stoppe dette vanvid og hjælpe, hvor vi kan. AMEN
