Det er pinse, vi fejrer Helligåndens komme – her i Klosterkirken er der et synlig bud på Helligånden – det er parabolen eller kræmmerhuset med trillefløjter, der hænger deroppe. Siden den blev afsløret, som en del af hele Mogens Møllers på alle måder mageløse udsmykning, Geloia, der betyder: det der kalder smilet frem – har netop dens udtryk – deroppe – delt vandene. Vi forstår den ikke helt og er det ikke bare noget pjat – er det overhovedet muligt at konkretisere ÅND – gøre ÅND begribeligt? Det er måske pointen med Helligånden … vi forstår ikke helt … i biblens tekster står der om ånden, at den blæser hvorhen den vil og at den ikke lader sig indfange – indfange med vort begrænsede vokabularium eller endnu bedre, den lader sig ikke begrænse. JEG husker stadig min egen bispeeksamen – vejen til præsteløfte med sort uldkjole og pibekrave – hos nu Salige Jan Lindhardt i Roskilde stift: Han sagde til os: hold Helligånden i kort snor … ellers så løber det af med både menighed og præst, se Jer om i verden, mange steder er der ikke kommet noget godt ud af fri-Ånd. Sådan kunne kun Lindhart sige det, han var på en og samme tid: en glimrende teolog og lidt af en gadedreng – søn af den berømte Århus-teolog: P.G. Lindhardt, som heller aldrig lagde fingre imellem.
Når jeg tænker Helligånd, så er den altid bundet på Jesu dåb: Da Jesus blev døbt, kom ånden over ham og en stemme fra himlen lød: Du er min elskede søn, i dig har jeg velbehag! Helligånd er kærligheden mellem Faderen og Sønnen – poetisk kunne det udtrykkes: at Helligånden er en lyd – den lyd, der lyder i dåben, når vi døbes med vand og ånd eller som Helle Søtrup digter: ”Gud er en lyd – en erindring – en salme der synger sig selv – en tro er at lytte til ord du aldrig har kendt – han synger dig så blidt ind i livet – han synger dig blidt ud igen”. ÅND kan lyde som velklang … som søde ord … pinse handler om kærlighed, kærlighed og endnu mere kærlighed, som de alle må beruse sig i – i dagens 2. læsning hørte vi, at apostlene levede i enighed og de solgte hvad ejede og delte ud til alle – de delte brød og vin og de jublede og priste Herre og de var høje af ånd og i total paradisstemning. Læser vi bare et par kapitler videre, så handler det om mistro og trusler og svindel og løgn og uenighed om hvad der måtte fortælles om Jesus. Apostlene holdt fast I, at ”Vore fædres Gud har oprejst Jesus, som I dræbte ved at hænge ham på et træ” (Acta 5,30). De holder fast i opstandelsen som troens omdrejningspunkt – for det er netop pinsen, der giver opstandelsen lyd … sætter bevægelsen i gang …
… Det fik mig (flyvst) til at tænke på begrebet: veteranisering – det er også lyd – f.eks. lyden af dynamit, der placeres, for at sprænge hul i træets stamme … alt sammen for at efterligne de naturlige hændelser, som et træ bliver udsat for i løbet af et langt liv, det kan være i form af lynnedslag, sygdom, spættehuller, vind og vejr og det gøres for at fremskynde insekternes ve og vel.
… På samme måde med det træ vi korsfæstede Jesus på … det sprænges på en måde oåskemorgen … det sprænges for i pinsen at dale ned som splinter over de første kristne – og alle må tale – rable på alverdens sprog – og et uendelig antal af fortolkninger melder sig – alle vil hævde, at netop de har sandheden! Det virker bare som om, at sandheden ikke lader sig afgrænse af vort begrænsede vokabularium. Vi må ty til musik, salmer, poesi, kunst i det hele taget – og derfor må jeg tænke: ER det overhovedet muligt i vores tid at efterligne – kopiere – de første menigheder og leve som en stor organisme af enighed, hvor vi tæmmer f.eks. vores grådighed og deles om alt, som de gjorde i den kristne guldalder, hvor alle var glade i låget og gjorde alt det rigtige – i hvert fald i begyndelsen. OG dermed afkode 1 til 1, hvad der skete, hvad der blev sagt, hvad det betød?
Kristendommen er et fortolkningsfælleskab. En af udlægninger og traditioner og ritualer og religiøse tekstiler i alverdens kirker verden over. Forleden hørte jeg i et radioprogram: om hvordan den ortodokse kirke i Ukraine er rasende og klar til at bryde med Moskva, som de er underlagt. Patriarken Kirill har kaldt den barbariske angrebskrig for hellig. Hver søndag skal kirkerne i Ukraine bede for patriarken i Moskva (sådan har reglen altid været), så nu er der dømt opbrud – et nyt skisma er på vej. Jeg forstår godt Ukrainerne, hvorfor i himlens navn skal de være i samme fortolkningsfællesskab – sende masser af kirkeskat til hovedsædet og dets overhoved, der beder for deres død og den totale ødelæggelse af deres land. Opgørelsen lørdag lød på, at RUS har smadret 117 af deres ”egne” kirker på Ukrainsk jord. Hvorfor skal de være underlagt et overhoved, der har erstattet Gud med Putin og gjort hans verdenssyn til religion. På en eller anden måde egner religion sig ikke til at være i et hierarkisk fællesskab, der går uendelig nemt dynamit i strukturen – kronen sprænges – når mennesker hævder sig nærmere Gud end andre – og især når de/vi hævder, at de kender Guds plan og krigen er en naturlig proces … det giver ingen mening, når vi i pinsen lærer, at Gud er kærlighed.
I går var Budolfi fyldt til en festgudstjeneste med bl.a. en masse biskopper og jeg sad og glædede mig over, at de ikke er mere end os andre – jf Moskva-patriarkens usympatiske enevælde – jo deres ornat er tykkere med kors og orden og lidt muldvarp på, men det er jo bare simpel staffage. Den lutherske fortolkning af evangelierne fremhæver, at den enkelte – uanset hvad – står under Gud – aldrig i flok som nation eller ideologi eller andet hierarki – men som hin enkelte for at sige det på kierkegaardsk. Vi er på en og samme tid hin enkelte og døbt i den samme dåb. En dåb der kan sammenlignes med pinsens jubel – ånden, der kommer til os med det evige liv og syndernes nådige forladelse. OG i dagens evangelium lyder det, at den der tror har evigt liv. VI skænkes troen … troen er ikke noget, vi selv kan eller skal … den gives for intet … det evige liv betyder, at vi sættes ind i en historie, der er langt større end biologi med undfangelse, død og forrådnelse – med mental og fysisk veteranisering. VI sættes ind i Guds historie som er langt større end historiske kendsgerninger og forkvaklede stormagtsdrømme. En historie med afsæt i, at Gud blev menneske og fødtes i en krybbe – voksede op – gik i rette med de/vi: kloge – selvfede – skråsikre med selvhævdende meninger OG tog afvigerens og den udstødes og den svages parti. Han delte brød og vin med enhver, der ønskede det og sagde: … den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid – han gjorde det af lutter kærlighed. Derfor blev Gud menneske og sendte sin Ånd, så han igen og igen kan omslutte os, som han gjorde det i vor dåb – massere både sten- og kødhjerter med sin kærlighed, når han siger: Dette er mit legeme: spis det – dette er mit blod: drik det. AMEN
GÅ DA FRIT... 