De bibelske tekster er fyldt op med træer! Der skal ikke læses ret langt ind i begyndelsen af skabelsesmyten før læseren møder træer. To træer får en afgørende betydning for fortsættelsen: nemlig livets træ og kundskabens træ. Sammen med de 2 mennesker Adam og Eva – begge skabt i Guds billede er de med til at sætte gang i det vildeste drama – Guds historie! Tillad mig at repetere: den ene er Livets træ: giver evigt liv! Det andet er Kundskabens træ: vil gøre det muligt at skelne mellem godt og ondt!
Gud forbød menneskene at spise af kundskabens træ! Derfor måtte de naturligvis forsøge sig – for sådan er det med forbud … og de spiste – og med det bid forbudt æble fik de både selvindsigt og evnen til at skyde skylden på andre! For at gøre en lang historie kort, så blev de som straf smidt ud af paradiset: ud i den virkelige verden med død, med arbejde, med børnefødsler … alt sammen fjernt fra Gud – og fjernt fra Livets træ – fra det evige liv!
Derpå følger en masse kapitler om det virkelige liv – på godt og ondt – med opture og nedture – jeg nævner i flæng: det første brodermord – Noas ark – slavetiden i Ægypten – udfrielsen og 40 år i ørkenen – Moses og de 10 bud … Gud viser sig i en brændende tornebusk for Moses – der er Abraham – der er Isak og Esau … hele den jødiske historie og religion tager form … med endnu flere love end de 10 første … med regler for stort set alt! Der er foruden alle historierne også poesien med forskellige velsignelses-tekster: fx. den smukke lille tekst, som vi har hørt hele to gange først fra alteret og så ved dåben. Jeg gentager den lige: Herren bevare din udgang og din indgang fra nu og til evig tid! Det er en gammel beduin-hilsen: og kunne oversættes til: må Gud være hos dig, når du forlader din bolig og indtil du er retur! Derude hvor alverdens fare lurer og truer eksistensen – derude hvor både vi både møder fjender og venner …
Med Jesu fødsel kunne vi – ville nogen måske synes – smide alle de gamle tekster over kirkeskibets side! Men det ville være synd: for det første er der gods i de gamle tekster og for det andet – så lever vi godt nok i en køb, brug og smid væk kultur – men historiens gang kan være med til at gøre vores nutid forståelig. Sådan er det også i forhold til dagens evangelium, hvor vi hører om nok et træ: denne gang et vintræ.
Eller det vil sige: der gives slet ikke noget vintræ – retteligen hedder det en vinstok! Og den er vist nok mere plante end træ – den er knudret og slet ikke smuk som et stort gammelt træ. Men den her vinstok – som er dagens plante – kan vi også finde oplysninger om i de gamle tekster. F.eks. så var NOA’s allerførste handling, da vandet var faldet og de igen kunne gå i land, at plante en vinstok! Den vinstok bliver symbolet på det nye liv – ikke som en erstatning for livets og kundskabens træ. Men jeg er overbevidst om, at denne detalje har forfatteren til dagens evangelium tænkt med, når han giver Jesus den indledende replik: “Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden”. Som betyder, atJesus er den levendegjorde og evige kærlighed på det nye Gudsbillede.
Ikke noget med mere at gemme sig i en brændende tornebusk – tværtimod, Jesus møder os i ord og gerning! Som f.eks. den dag, hvor han mødte tolderen Zakæus (7.set 1.tekstrk) – der var kravet op i et træ – nok et bibelsk træ – denne gang et morbærtræ! Der oppe sad det lille menneske Zakæus for at kunne se, hvad der skete og han sad så også skjult og afsondret fra de andre, for hans person var ilde set – han arbejdede for den romerske besættelsesmagt og det syntes ingen rigtig om! Men Jesus kalder ham ned! OG Jesus siger: I dag skal jeg være gæst i dit hus! Jesus møder os i kød og blod! Han spiser og drikker med os! Han gør det uden forbehold! Han gør det af ren og skær kærlighed … det der på kirkesprog kaldes NÅDE! Det er den ny virkelighed – det er den virkelighed, vi kalder gudsriget.
Gudsriget som vi flyttes over i, når vi døbes med Ånd og vand. Som Jesus siger til os: Jeg er vintræet, I er grenene. I dåben podes vi ind i vinstokken! Vi bliver en del af en historie, der er meget større end hvad vi selv behøver magte eller bevidne eller præstere. En historie der har sin rod i Guds skabelse – og som rækker bagud med myter og slægtstavler og de mange historier om menneskets liv i medgang og modgang med sig selv og med hinanden – og ikke mindst i Guds åbenbaring i Jesus, sådan som han viste sig den første julenat for hele folket – som barnet – det lille hjælpeløse barn, der kom for at lyse for hele menneskeheden – kom for at vokse sig stor og fortælle os, at vi hører til i gudsriget med det evige liv og syndernes nådige forladelse. Vi bliver hinandens brødre og søstre i det gudsrige, der i Jesu navn hævder at være sandheden. Og fordi det er sandt, så behøver vi ikke selv sidde inde med sandheden. Vi skal “blot” forsøge at leve i tro frem for mistillid, i håb frem for tomhed og i kærlighed frem for ligegyldighed. Det er hvad alle historierne om træerne i biblen vil fortælle os! Jesus kalder os igen og igen ned på jorden, når vi er kravlet væk fra den og væk fra fællesskabet i enten hovmod eller skam – han kalder os ned og ind i fællesskabet, fordi det er her på jorden, at livet leves! Det er her på jorden, at Jesus inviterer både syndere og toldere – det vil sige både den uperfekte skabninger og dem/os, der er blevet hinandens fjender til bords – og han gør det hver søndag, når vi holder altergang. SÅ vi kan rette ryggen og gå ud i verden … for det er der livet leves på godt og ondt! OG derfor giver det god mening at repetere de ord, som vi sang efter Peters dåb:
SÅ beder vi: Giv
os mod til at leve et menneskeliv,
at vokse i kærlighed, folde os ud,
til alt bliver ét i en lovsang til Gud,
som sendte sit Ord
i dig her til Jord!
GÅ DA FRIT... 