Sidste søndag spurgte salmisten i den første læsning fra gammel testamente: Hvornår skal jeg dø? Og netop det spørgsmål kom jeg til at tænke på, da jeg i fredags på Freuds dødsdag – han døde d. 23. september 1939 – læste en af hans udtalelser: “Livet er kendt for at være meget vanskeligt og meget kompliceret … og mange veje føre til central-kirkegården”. Normalt lyder et ordsprog: Alle veje fører til Rom – det betyder, at man kan komme frem til et mål på mange måder! Sådan er det også med vores vej gennem livet mod graven – min Salige Bedste sagde f.eks ofte, når vi brokkede os over at have travlt: først i graven skal du hvile og så var vores jammer sådan set uddebatteret. OG Freud havde også en pointe i, at tilværelsen kan forekomme både vanskelig og kompliceret. Den erfaring gør de fleste sig nok før eller siden.
Det er også, hvad evangeliet i dag handler om! To kvinder med hver deres forståelse af livet: Maria, der ofte anses som kirkens forbillede og Martha, der i manges forestilling er et modbillede. I kristendommen skal vi helst give os hen til øjeblikket: ikke frygte – vi skal leve som himlens fugle – huske at forære overflod væk til dem, der ikke har etc. SELVom vi igen og igen lærer, at Gud er kærlighed og at vi i dåben får både det evige liv og syndernes nådige forladelse, så må vi jo heller ikke glemme regnskabets time på den yderste dag og så videre i den dur … eller skulle jeg sige mol!
Tillad mig lige at vende tilbage til Freud! Han formulerede i psykoanalysens barndom en forståelse af personligheden. Den opstilles ofte som et æg: Øverst er et over-jeg, som er styret af det, som andre mener, er den rette adfærd. I midten har vi jeg’et, som kan oversættes til fornuften. Og nederst det ubevidste, som kaldes id’et og som er styret af driften. En psykiater forklarede mig engang, at religiøse mennesker har et stærkt over-jeg, mens vi i sindssygen ganske ofte bliver ubevidst drift og dermed et massivt id … se, det har jeg så tænkt en del over sidenhen. OG psykiateren har ikke helt uret i forholdet mellem religion og over-jeg!
Religion er gennem alle tider blevet brugt til at banke folk på plads. Det nye hold konfirmander i 7.b og jeg var i onsdag omkring reformationen, hvor én nævnte skærsilden og afladsbrevene. En ejendommelig opfindelse som den store moderkirke gjorde, så den kunne tjene ussel mammon på menneskets angst og bæven. I disse timer og dage kæmper modige kvinder og mænd i Iran for frihed mod præstestyrets livsfjendske styre, der er begrundet i en ekstrem rigid teologi, der handler om alt andet end kærlighed og livsduelighed. Systemet i Teheran gør som det plejer – med mistillid jagter og henretter det borgerne og de gør det vel at mærke i deres guds navn! Alle religiøse tolkninger lige meget hvor vi er på planet Jorden kan blive til magt – til teokrati – til det rene helvede for de mange magtesløse – og dem er der flest af! Det er derfor dagens fortælling om de 2 søstre Martha og Maria kan fortælle os noget vigtigt.
Måske skal de nemlig slet ikke forstås som 2 selvstændige personer – men som 2 sider af menneskets personlighed. Som vores over-jeg og vores ubevidste id.
Martha er vort over-jeg, der bekymrer sig – endda mere end godt er. Hun er sådan lidt som i historien om den fortabte søn, hvor storebroderen oplever sig stærkt uretfærdigt behandlet, fordi lillebror modtages med kys og fest og farver af deres fælles far ved hjemkomsten – efter han (altså lillebroderen) forlod den fædrende gård med udlængsel og arveforskud og brugte hele molevitten uden omtanke …
Maria er hende uden over-jeg – hun har slet ingen omtanke i forhold til, at der skal serveres for gæsten og ordnes og passes hus – hun giver sig bare hen … om hun er i sine drifters vold vil jeg afholde mig fra at mene noget om …
Mennesket rummer begge disse 2 sider: både Martha og Maria – nok ikke sådan 50/50 … de 2 udtryk kommer frem alt afhængig af tid og sted. Der gives f.eks. begrebet “flinke-skole” – og vi kender godt typen! Typen er opdraget til at undertrykke id’et – og smider ikke bare sådan lige forklædet for at sætte sig ned og lytte … for hun har altid et gøremål. Spørgsmålet er om Jesus rent faktisk beder os om at droppe det der over-jeg, der er skolet – måske endda hjernevasket – i at gøre det “rigtige”: det være sig i forhold til f.eks. stivnede mænds udlægning af skrift-steder. Jeg tør godt gå med den tolkning, for når vi hører de mange Jesus-historier, så er de dels fyldt med en masse religionskritik og dels med opmuntringer til at gribe livet om du ligger nok så paralyseret hen. Han gør op med lov og regel-tyrani f.eks. om: hvad vi må spise – hvem vi må spise sammen med – hvornår vi må arbejde – han gør op med religiøs dødsstraf! For Jesus handler det om, at regler skal være til for menneskelivets skyld …
… som sagt har der gennem tiden eksisteret mange forskellige kristendoms-fortolkninger i både den ene og den anden konfession, der udelukkende har været til gavn for magthavernes skyld. De har holdt mennesker i skak med trusler om helvede og evig pinsel – de har beskyldt kvinder for hekseri … og videnskabsmænd for gudsbespottelse og sendt dem direkte på bålet! Kirken har i Jesu navn fordømt og dermed forsømt evangeliets tiltale om, at Gud er kærlighed og den kærlighed vil, at vi skal turde give slip – som Maria – på bekymringerne for: om lidt – for i morgen – i overmorgen – ja al fremtid – og så bare sætte os og lytte! Være syndere – det vil sige være menneskelige med alle de fejl og mangler, som over-jeget hader og forbander og helst vil skjule og grave ned!
I Freuds personalighedsskema – altså ægge-skabelonen – er der også: Jeg’et i midten – som kan oversættes til fornuft. Briterne taler om common sense! Direkte oversat betyder det almen sans eller mere mundret på dansk: sund fornuft. Hvor er den henne i kristendommen: den sunde fornuft? For vi kan jo ikke sidde ned og lytte 24/7 … vi skal videre – vi skal ud af kirke – ud i tilværelsen!
I den lutherske kristendom gives der ikke en religiøs manual, der kan trækkes frem og via et stikordsregister slås op i, når vi står i en bestemt situation og ikke aner vores levende råd eller mindre dramatisk: hvad vi skal gøre i bestemte situationer. Vi er tvunget til at tænke selv, når vi har hørt evangeliets ord om, at Gud er kærlighed og at i den kærlighed har vi fået både det evige liv og syndernes forladelse! Hvilket vi så også skal huske: at det har de andre – både de gode og de onde (hvem der så er hvem?) – også fået og derfor er ingen nærmere Gud end andre og derfor har ingen mandat til at løfte pegefingre og fordømme eller bedømme den andens tro eller måde at forvalte sit livspotentiale på! Hver især må og skal vi selv afgøre, hvad budskabet om, at Gud er kærlighed, betyder for os og for vores valg igennem livet!
Nogen gange fylder menneskets Martha-side godt op i hverdagen, især når vi rammes af den der uretfærdighedsfølelse over verdens gang … eller når vi lammes af bekymringer over krig og destruktion og død og el-priser og inflation … og magt-arrogance: det være sig religiøst eller ideologisk eller som Freud sagde det: “Livet er kendt for at være meget vanskeligt og meget kompliceret (…)”. Og midt i denne elendighed er det, at Jesus afbryder os alle … og giver os nok et valg: Sæt dig – L Y T – lyt til evangeliets ord… bare et øjeblik! Lyt i Rusland – lyt i Iran – lyt her i byen – lyt hvor som helst i hele verden … lyt til den Gud, som vi møder i Jesus, og som vi kalder kærlighed … den kærlighed, der indgyder mod, gør livsduelig og som ikke mindst sætter os fri af selvbestaltede religiøse over-jeg’er, der med vold og magt, tror de ved bedst … AMEN
GÅ DA FRIT... 