Noget af det første vi gør, når vi træder ind i et rum, er at orientere os om siddepladsernes placering (ifølge min ven MAA Louise Tougaard)! Altså hvor og hvordan vi kan sidde.
Alt efter temperament – og vores menneskelige natur – vælger vi en stol! Nogen vil gerne sidde på første række – nogen vil gerne sidde bagerst – andre vil gerne lade sig opsluge af midtens mængde. Andre igen foretrækker at have ryggen mod muren eller være så tæt på døren som mulig. Nogen vil helst sidde klods op og ned ad mødelederen, formanden eller kongen. Måske ud fra devisen og den gamle talemåde: ”når det regner på præsten, så drypper det på degnen” – forstået som, at der jo ad den vej kunne dryppe lidt ære ned på én!
Så er der begrebet “faste pladser”. Det hører skolen og konfirmandundervisningen til. Så sidder alle i orden, som igen er funderet i temperament – ingen larmer! Der er en hvis tryghed over faste pladser og underviseren har en chance for at lære elevernes navne at kende. I gamle dage havde borgerne ovre i Budolfi faste pladser! De velstillede Ålborgensere købte sig til en god plads! Så kunne pøblen nappe de ikke-købte.
Sådan er det gudskelov ikke længere på alle de helt almindelige højmessedage – og dog – f.eks. i forbindelse med en bispevielse – (måske nogen så fjernsyn sidste søndag fra Roskilde domkirke). Her træder den såkaldte protokol i kraft, hvor der at er regler og forskrifter for, hvem der skal inviteres og og ikke mindst hvor de skal placeres efter stand! De fleste er der så slet ikke plads til! Disse ordninger, anvisninger, regler, konstruktioner om man vil – i forhold til vores trang eller higen efter at sidde på bestemte stole – er mennesketænkte og de har deres udspring i tradition og ganske sikkert også i evolution ud fra tænkningen: flygt, frys og angrib. Plus vores forskellige bevidste som ubevidste neuroser.
Dagens 3 tekster beskæftiger sig med, hvordan vi skal forholde os i både krop og sind overfor det guddommelige! For der må da være nogle anvisninger og regler…
I den første tekst fra det gamle testamente er det mennesket, der spørger, hvad og hvordan det skal bære frem for Jahve – som den israelske gud kaldes! Gud må her formodes at være stationær. Tilhængerne er bestemt ikke fedtede, tværtimod så er de villige til at komme med kalve – med væddere – med olie – ja, selv med deres førstefødte barn! De er villige til at træde frem med ALT det, der har værdi for at blive set af Gud!
I evangeliet vendes denne forståelse på hovedet! Kristendommens omdrejningspunkt, er, at Gud er bevægelig og vi kender han som Jesus! Han har ikke en fast plads, hvor han passiv tager imod som en anden prinsesse i Klods Hans, der afviste bejlerne med sætningen: Dur ikk! Jesus sidder ikke fjernt derude i horisonten utålmodigt ventende på duften af overdådige kød-ofre. Jesu væren i verden handler slet ikke om, at mennesker skulle ære ham – derimod udviser Jesus langmodighed med mennesket i sin gang på jord. Han satte sig hvor og når han ville. For ham var kald og stand et fedt. På den måde er æresbegrebet sammen med gudens faste plads kastet højt op i den klare sensommer luft – kastet op for dernæst blidt at lade det regne med velsignelse ned over enhver skabning jorden over!
Jesus var på ingen måde til faste pladser – heller ikke selvom han i de fleste kirkebygninger har en helt konkret fast plads på korset! Nuvel, menneskeheden gav ham den plads langfredag – der hang han til han blev pillet ned, gravlagt og genopstod på den 3. dag. Jesus ER i konstant bevægelse – døden ændrede ikke på dette faktum – efter denne første påske mødte han igen folk – med præcis den samme kærlighed! Det bedste eksempel: vejen til Emmaus – en fortælling som ganske vist hører 2. påskedag til. Lad mig kort referere: To mænd – faktisk to af de 12 disciple – er på vej – de går og snakker – snakker om alt det, der er sket de sidste dage – de er triste – Jerusalem har været i total oprør – kaos og angst – meningsløshed – Jesus er blevet henrettet! Pludselig midt i denne samtale slår en 3. mand følge med dem! Den 3. mand er Jesus fortælles vi. Men de 2 kan ikke genkende ham – de antager ham derimod for at være fremmed – så fremmed, at han åbenbart ikke ved, hvad der er sket. De 2 fortæller ham derfor, at de sådan havde håbet på, at Jesus ville befri dem alle – hele folket – hele nationen – men sådan skulle det åbenbart ikke være – og ydermere var deres håbløs massiv, da hans liv også var forsvundet. Som om det ikke skulle være nok … forvirringen var total efter, at nogen kvinder ved den tomme grav blevet mødt af engle, der havde fortalt dem, at den døde Jesus havde rejst sig og var gået den vej … ALT strittede og de to kunne ikke finde hoved og hale i deres sorg og fortvivlelse … og det var hvad de fortalte den 3. mand … den fremmede! Det var nu blevet sent og da de nåede frem inviterede de Jesus med ind. De skal spise – og brødet velsignes og deles … OG pludselig er det så er de SER – i et nano split glimt ser de, hvem den 3. mand er: det er ham. Det er Kristus – og vupti så han væk! Nær og så væk – en slags ”nær-væk”.
Den Gud som vi bekender i kirken – og hvis navn vi døbes i – er i evig bevægelse – han kommer til os – med velsignelse – det vi kalder syndernes forladelse! Som Paulus siger det: Jesus kom til verden for at frelse syndere. Denne tilsigelse er uafhængig af vores gøren og laden – gudskelov tak og lov for det! Dine okser eller væddere – som måske kunne imponere Jahve – del dem i stedet med den fremmede. Sådan som vi gør det om alterbordet, hvor enhver er velkommen – når vin og brød deles – ingen faste pladser – ingen protokolleret rækkefølge – intet bookingsystem! Kristus er tilstede – i fællesskab spiser og drikker vi sammen! Det er nærvær – æd det – drik det – som præsten sagde i gamle dage! Rejs dig så – gå ud i verden – med alle dens faste og u-faste pladser og med alle de mange stole der i et hvert liv er mulighed for at sætte sig mellem!
Og til slut må jeg kort nævne Paulus og hans brev til Timotheus, som jeg læste før barnedåben – det eneste Paulus i bund og grund kan overfor Gud er at TAKKE! Takke for livets og skabelsens storhed. Det være sig, når vi står med et nyfødt barn eller når vi står med det gamle levede liv! Når vi midt i mellem disse timelige yderpunkter i et nano-split-sekund fornemmer evigheden vingesus … og ikke kan andet end fremmumle et tak!
GÅ DA FRIT... 