I dag skal det handle om det, der høres – om det der kommer til os udefra – om det vi ikke kan sige os selv …
Vi introduceres for 2 slags mennesker – det menneske der altid gør alt korrekt – som ikke træde ved siden af – overholder loven til punkt og prikke – samtidig er han ikke sen til at få øje på fejlene hos andre og påpege dem – han er en tidlig art: lovens 12-talspige (hvis sådanne 12-talspiger overhovedet findes og ikke kun er en dårlig kategorisering på nogen og noget, vi slet ikke forstår) og så møder vi det menneske, der ikke gør rigtigt og slet ikke til rette tid og som altid er under luppen hos ham (eller hende for en god ordens skyld) med de rigtige meninger … de to optræder side om side – og det gør de for at forstærke hinandens udtryk, for det som forfatteren til dagens tekstuddrag fra Lukas vil: er at fortælle os om to tilgange til Gud – to måder at leve under Guds nåde på – to trosfortolkninger!
Hun er byens skøge – synderinden, som der står i tidligere bibeloversættelser. I de skriftkloges – dem der sidder på det religiøse flæsk – øjne er hun egentlig reduceret til et rygte og det er hun, fordi det handler om at undgå hende – hendes urenhed kunne jo smitte – ja, måske kunne hun endda lokke fromme mænds libido ud på farligt vand med hestehuller og alt det der kan trække ned og hapser ens fri vilje og evne til at træde vande, hvem ved – det hele står og falder med, at hun jo netop ikke: “vandrer ad hans veje og holder hans befalinger og love og retsregler “, som det lød i den første læsning fra Mosebogen. Den bog der kridter banen for korrekt livsførelse op og som er grundlaget for hele den gamle trosforståelse. Hendes menneskelighed er lige gyldig, for hun gør ikke, som der kræves og forventes. Og dog så er hendes eksistens vigtig, for på den måde kan den fromme spejle og pudse og polere sin egen rettroenhed i det han i bund og grund ikke forstår som andet end en vederstyggelighed.
MIDT i det hele vader hun så pludselig forbi den fromme og rettroende Simon – hun gør det med udslået hår – hun går direkte ind i hans hus og spadserer tværs gennem hans forargelse og direkte hen til Jesus. Hos Jesus nærer hun en ømhed og en omsorg. Hun må både græde og kysse hans fødder.
For kropsforskrækkede lutheranere er det her vildt … kysse og græde ved Jesu fødder! Det kan næsten ikke blive mere ufremkommeligt. Gudskelov kommer troen af det, der høres – jf Paulus – og ikke hvad vi selv kan, gør og vil … hvad vi hører i dag er, at skøgen giver TROEN nyt indhold ved at trodse den gamle trosforventning med alle de mange lovregler – opdelingen af liv og levned i rent og urent – offerdyr og hvad der følger med.
Der er noget: LAD de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i – over denne scene, vi er vidner til i dag. Det var der Jesu egne disciple, der forsøgte at forhindre de små børn at komme frem … for uha … ingen måtte forstyrre Jesus og da slet ikke en flok rollinger. Lad de små børn – som der står der oppe på de flyvende blade i Klosterkirkens dåbshjørne. Ord der lyder hver evig eneste gang et barn bæres til dåb eller når en voksen selv går til døbefondet. Ord der betyder, at ingen præst eller tankesystem, det være sig ideologisk eller religiøst kan forhindre et menneske i modtage velsignelsen. Den skænkes – eller lyses som det retteligen hedder – uden, at vi behøver diske op med hverken gode gerninger eller et moralsk vellevned – vi behøver ikke 24/7 pudse glorien – arbejde på egen frelse og hvad der tjener mig bedst i det himmelske regnskab eller i andres øjne …
I tirsdag var linjefagsholdet i kristendom fra lærerseminariet her i Aalborg på besøg i Klosterkirken. En studerende spurgte mig, hvad jeg mener om f.eks. pilgrimsvandring! Mit svar lød kort og godt: den gør hverken fra eller til i dit gudsforhold – det er altid godt at gå tur – jeg gør det gerne selv med mine to hunde! Men overfor Gud er pilgrimsvandringer et fedt. Gør det dig godt at gå – så gør det og er du pilgrim, så er det også ok … men det ændrer intet på dåbens løfte.
Vi er sat fri af det åg, som Simon lever under, hvor han hele tiden skal tænker og arbejder i: gør jeg nu det rigtige. Det som den tyske teolog Pannenberg benævner: frelsesegoisme. Vi er også sat fri af at skulle udpege og påpege andres fejl og mangler … Men hvad skal vi så? Vi skal slå ørene ud! Vi skal høre, hvad der i Jesu navn bliver os forkyndt! Vi skal høre om, at der er tilgivelse og velsignelse nok i verden til alle – vi skal høre, at Gud tilgiver ikke kun os – men også dem vi ikke bryder os om! Vi skal høre og turde tro på, at velsignelsen – der lyder i enhver gudstjeneste – er den dom, der sætter os fri … sætter os fri af forbandelse! Det være sig vores egen eller andres! Sætter os fri til at leve! Som den tyske digter Schiller sagde det i et større værk: LEV og LAD LEVE … (leben und leben lassen). Kan vi det? Tør vi det?
Vores indre Simon – Freud ville sige: menneskets over-jeg – lurer altid – eller som mulighed – i baggrunden med en formanende pegen pegefinger ad de andres fejl og mangler – lurer med en trang til at opstille forbud og påbud – definere og kategorisere og indskrænke frihed – lurer med det selvbebrejdende mantra: “jeg burde” … ALT imens Jesu ord igen og igen lyder: Gå bort med fred … ud af kirken – ud i livet – ud til de andre som et frit menneske … AMEN
Salmer: 10 – 396 – 482 – 151 – 28
GÅ DA FRIT... 