10. søndag efter trinitatis 2022

Tillad mig at begynde med en ekskurs!

I årene 1936 – 1938 blev der også fældet dom – i Sovjet – af Stalin – tiden benævnes DEN STORE TERROR -hvor udrensninger, massearrestationer, deportationer og henrettelser var dagligdag. Det begyndte vistnok med mordet på partichefen i Leningrad “Sergej Kirov”. Hvem der egentlig stod bag mordet er stadig uklart, men det blev anledningen for Stalin til at rydde op. Eugen Ruge – som vi i 2019 læste (I tider med aftagende lys) i studiekredsen i forbindelse med 30-året for Muren fald – har skrevet om sin Bedstemors tid i Moskva – netop i årene under den store terror. Han har dels været i de historiskearkiver og læst breve og dels erindrer han slægtens historie, som han så skriver om i den fiktive roman “Metropol”, hvorfra jeg vil gengive.

Situationen er den, at Bedstemoren – Charlotte – sammen med sin mand Wilhelm kaldes til Moskva. De har begge arbejdet under falsk pas for Sovjet gennem afdelingen af internationale kommunister – KOMITERN. I Moskva arbejder de sammen med andre på en hemmelig virksomhed, der vist nok laver lytteudstyr. En dag overflyttes al internationalt personale til det legendariske hotel METROPOL og så begynder mareridtet ellers … for hver nat hentes nogen … og de føres til det berygtede fængsel Lubjanka … hvem der er hentet i nattens løb opdages ved morgenbordet næste morgen – hvem mangler i dag – og gradvist gennem bogen øges hovedpersonernes angst. Charlotte – Bedstemoderen – begynder at gennemgå sine “ugerninger” – hvornår har hun været sammen med klassefjender – hvad har hun løjet om – og sådan fortsætter selvkritikken. Hun sover dårligt – begynder at føre indre dialoger med systemet: “Ja, jeg er en løgner og bedrager. Mine overbevisninger er svage. Jeg mangler klassestandpunktet. Jeg er slet. Jeg er upålidelig. Jeg er ikke egnet til socialismens store sag” (p.353). Samtidig med, at hun også tænkte, at der var ting hun aldrig ville inddrømme: f.eks. hendes “mistanke om, at sovjetmennesker  har spist hunde” (ibid). I begyndelsen har Charlotte arbejde, som oversætter på et forlag – når hun ikke arbejder, så står hun i kø efter mad eller sko eller andre sager. Efterhånden som flere og flere hentes – arresteres – henrettes – forsvinder – sendes bort, så mister hun job og på mange måder også forstanden. Hele hendes tænkning er spærret inden i dette vanvid af terror og på et tidspunkt giver hun efter og indrømmer alt: “JA, jeg var oppe på loftet og lege med julepynten. Ja, jeg har igen været sammen med Peter Schumann bag remisen og vi har igen spist sne. Ja, jeg lod ham røre ved min numse med sin kolde hånd. Ja, det er mig som spildte olien. Ja, jeg glemte at slukke lyset. Jeg har sagt uartige ord. Jeg har ønsket, at min bror skulle styrte på sin cykel. Jeg har forbrudt mig mod det fjerde bud, men kun i min mors tilfælde. Og mod det syvende. Og mod det ottende. Og det tiende. Og pastor Wuthennow, der ved alt, og hvis stemme flyver rundt som et stort insekt i kirkeskibet, pastor Wuthennow vil tage mig ved hånden og føre mig til den lille dør, til venstre for alteret, og ned ad trappen til det lillebitte rum, hvor gulvet er sort af de henrettedes blod” (p.354). Det skal så også lige tilføjes, at Charlotte tidligere har erindret den tvungne kirkegang i barndommen, hvor hun hver søndag sad i den hvide uldkjole, der kradsede og kløede og hun troede fuldt og fast på, at døren til venstre for alteret førte ned til helvede. 

Det er næsten umuligt at forestille sig den ondskab, som indbyggerne har gennemlevet i Sovjet. Uvisheden for hvad man som menneske kunne blive anklaget for var hæslig – fortvivlende – forfatteren skriver et sted: tvivlen er som en rotte, der æder ens indvolde. Hos Charlotte sker der en uhyggelig sammenblanding af Stalins terrorregime og den præst, hun mødte som barn i den lokale kirke. Hun må i sin venten på Hotel Metropol nærmest skrifte – men her er der ingen nåde – her er afregningen kontant – der gives ikke ved dørene. OG det ved borgerne godt. Komponisten Sjostakovitjs sov f.eks. altid fuld påklædt med frakke og sko på – hans kuffert stod pakket, hvis eller rettere: når de hentede ham! Så kone og børn ikke nåede at ænse, at han blev hentet til forhør og udrensning. 

Nu stiller jeg så det provokerende spørgsmål: hvad vil evangelieteksten os i dag? Vil den også jage os en skræk i livet? Nuvel, den vil revse os – den prædiker omvendelse – endda i sæk og aske – der fældes dom over vantroen – over de frafaldne … det er alvor! Uha – vil nogen tænke … er det nu vi skal gå i selvkritik? Angre? Bekende? – bekende det gjorde vi lige før, da vi sammen sangs trosbekendelsen. Og hva er det for en snak om vantro?

Svaret er slet og ret: vantro er den, der ikke tror sig elsket! Tror sig elsket og tilgivet i Jesu Kristi navn. Vantro er den, der tvivler – fortvivler over det løfte, vi fik i dåben om det evige liv og syndernes forladelse. Vantro er den, der i tide og utide hiver sit eget regnebræt frem og regner sig frem til kun at være værdig til et liv i livløs fosterstilling. I dag giver Matthæus os en opsang om, at vi skal huske os som Guds! Ah kunne én så indvende: er det ikke bare nok en happyflappy udlægning af kristendommen … i visse teologiske kredse diskuteres i tiden heftigt tangerende til det frådende med en bismag af blod: om der gives en dobbelt udgang jf. den augsburgske bekendelse fra reformationens morgen, som folkekirken er bundet op på. Altså om der gives både en himmel og et helvede efter det jordiske liv – alles frelse versus kun nogens – jf Matthæus snak om, at de – vi vantro – skal styrtes i dødsriget …

Dertil må siges: dødsriget står i modsætning til det evige live, vi skænkes i dåben. BASTA –  i dåben løftes vi så at sige over i Gudsriget. Hvad så med de udøbte? De er jo den ganske tid på vej til at blive løftet jf. den dåbsbefaling som Matthæus også udstikker … OG derfor gives der ikke noget dødsrige eller det vil sige, det gør der, men det er tomt: SÅDAN som vi synger det i Grundtvigs store påskesalme: I kvæld blev der banket på helvedes port: strofe 19:

“Triumf blev der nu, hvor kun gråd hørte før, kun Død sad i Helved bedrøvet, keruben oplad den forseglede dør, skjoldvagten sig kasted i støvet.“

Kun Død sad i Helved … Helvede, det er de andre, sagde Sartre – og min gamle dogmatiklærer salige Svend Bjerg lærte os, at helvede er menneskers ønske om hævn over hinanden. Her i sognet opmuntre vi hinanden med, at i Klosterkirken har vi dobbelt udgang: for vi kan komme ud via den grønne port og ud via gården … – og dertil skal tilføjes, at begge veje fører ud i det liv og den tilværelse, som vi er kaldet til – sat eller placeret i – til at leve med os selv og hinanden. Sat til at leve i kærlighed – også når uvisheden og frygten og angsten lurer eller tvivlen gnaver –  sat til at leve med troen på, at der altid er mere at sige om os end hvad vi kan sige os selv og hinanden – at dommen over liv og død er Guds  – og aldrig menneskets: det være sig når vi giver den som diktator eller som præst … AMEN