Et nyt kirkeår indledes med Vær Velkommen Herrens År – hvor Grundtvig på få linjer fører os igennem: Julenat, hvor lyset tændes i mørkets skød – videre til påskemorgen, hvor livstræet vokser op af graven – så mod pinse, hvor Guds Ånd møder menneskets skrøbelighed! OG endelig ønsket og håbet om, at det nye år må bringe os glæde hver Herrens dag!
Et nyt kirkeår markeres altid med helt friske lys på alteret – og med det første lys tændt i adventskransen – toppet med jubelstemningen fra den første læsning: hvor tilhørerne opfordres til at bryde ud i glædes-sang og fryde-råb for sammen at drage ind ad hans porte – ind i gudstjeneste-rummet – ind i Klosterkirken …
Midt i altings midte kommer Jesus ridende på et æsel – endda sagtmodigt ridende … det er denne sagtmodighed, jeg vil kredse lidt om i nytårets første aftensang.
Lad mig begynde med Jesu valg af transportmiddel: han kunne have valgt et dyr med noget mere spræl og fart i: fx en stor stærk hest eller en majestætisk sejlende kamel. Det gjorde han ikke – én kunne tænke: havde han “kun” råd til et bette æsel? Nuvel, Jesus var et nøjsomt menneske og han prædikede livet igennem, at vi skulle deles – ud fra devisen om, at sådan bliver der “mer til fler” – men når han valgte æslet – som han sender disciplene ud for at låne – så skyldes det måske, at det symboliserer: FRED! At ankomme på et æsel er en fredens ankomst, den afvæbner enhver idé om aggressivitet! Der er vitterlig ikke meget hastighed over et æsel: jeg googlede mig til, at det på en god dag kan skyde en hastighed af hele 24 kilometer i timen. MEN det gør det næppe over ret lang tid ad gangen. Et æsel har nemlig smalle hove, hvilket ikke er egnet til høj hastighed – til gengæld giver smalle hove et godt fodfæste … at det kan gå hvor som helst – når som helst i – i al slags terræn er vigtigere end hurtigheden … og SE så er vi tilbage ved sagtmodigheden!
Sagtmodig betyder: stille – rolig – forsonende – godmodig – tålmodig … det er i sagtmodighed, at Jesus gør sit indtog i vort nye kirkeår! Jesu sagtmodighed er synonym med de ord, der lyder i enhver gudstjeneste om tålmodighed og forsoning. Tålmodige med os – måske fortravlede mennesker – og forsonende med os – måske uforsonlige og stædige væsner. Jesus møder med andre ord mennesker med evig rolig godmodighed …
I visse kristendomsfortolkninger er sagtmodigheden blevet en dyd! En dyd som kristne bør iklæde os. Men dyder har det ofte med at blive til åg, der afføder: løgn, forstillelse, selvbedrag – hvor vi lader som om – hvor vi gestalter os som noget eller nogen vi måske slet ikke er – men som vi gerne vil anses som – anerkendes som – en art maskeret identitet.
Tag fx. glosen: ydmyg. Når nogen omtaler sig selv som ydmyg eller at de agter at gå ydmygt til en ny opgave, så melder der sig en snært skepsis hos mig, som jeg måske har arvet fra min Farmor – der var vendelbo om en hals – og som slet og ret mente, at de påtagede dyder går galt for – nok de fleste af os -, fordi vi ER mennesker med fejl og mangler – og mere SYNDERE end dydige. Vores opgave i tilværelsen er at turde vedstå den menneskelighed på godt og ondt. En menneskelighed HVOR vi som oftest er os selv nærmest – tænk fx. på hvordan mennesket er udrustet med det evolutionære særkende, at vi hver især har rigeligt at gøre med at redde os selv, når det kommer til stykket – når alt er ude: “frys, løb, angrib” lyder det særkende – og så er det ellers afsted over stepperne med alt andet end sagtmodighed!
Lad derfor Jesus om at bære dydens kappe! Lad ham ride sagtmodigt ind i Jerusalem til folkets jubel-råb. Lad hans indtog og hans budskab om tålmod og forsoning give os modet til at være i livet her og nu. For netop disse to: tålmod og forsoning SKAL og VIL fastholde os i, at der altid er håb trods egen eller andres håbløshed … SÅ sagtmodigheden må give os fred i krop og tanke … ja måske endda iklæde os glæden i store som små øjeblikke …
Lige før da V og A blev døbt hørte vi Jesu ord – teksten står på det andet øverste af de flyvende blade på væggen der: Mig er givet al magt i himlen og på jorden … det er den magt, der ankommer på æsel – ankommer sagtmodig – gør sit indtog – i gudstjenesten – i vores øre – i reflektionen – i forstanden – i hjertet! Det er den magt, der møder os med forsonende kærlighed – med nåde – med tilgivelse … den magt der vil, at vi skal leve! Opleve – udleve – gennemleve – overleve … være i livet – i medgang og modgang … turde tage tilværelsen på os, som den viser sig – også når vi bliver afsløret i bare at være menneskelige mennesker …
Det er det glædelige budskab som i dag klipper silkesnoren over til det nye kirkeår – og som skal følge og føre os: gennem de kommende adventsuger frem mod vintersolhverv og jul – videre ind i det nye kalender-år med lang januar – frem mod påske med både kors, død og opstandelse – derfra til pinse med ånd og forårets komme … det er det glædelige budskab, som ligger i hele dåbens tiltale: at vi i al evighed er omsluttes af Guds magt i himlen og på jorden – ikke som en klaustrofobisk dydstænkning – men som den sagtmodige magt, der vil, at vi skal leve i tro frem for mistillid, i håb frem for tomhed og i kærlighed frem for ligegyldighed … sagtmodigt – i æseltempo – ønskes alle en glædelig adventstid. AMEN
GÅ DA FRIT... 