Der er to spørgsmål som på et eller andet tidspunkt dukker op i mange menneskeliv.
Det første skal man ikke være ret gammel for at stille. Det er spørgsmålet: hvad nu hvis jeg vandt en million eller i disse inflationstider: hvad nu hvis jeg vandt 10 millioner …
Hvad ville jeg så bruge dem på – disse ti millioner? Først er der de ting, man selv ønsker sig. En rejse, en ny cykel, en fed bil, en ridehest, en pool, et rolex eller hvad man nu går og drømmer om at få sig. Så kan det være, at ens familie også skal have en bid af kagen, de er jo trods alt ens nærmeste og de skal da også nyde godt af gevinsten. Hvor meget de i givet fald skal have, ja, det kan man så også bruge tid på at tænke over. Og så er der jo også de fattige i verden, dem der må gå sultne i seng, man ville da være et hjerteløst menneske, hvis ikke også de skal have lidt, ikke for meget, men lidt.
… Jo, hvad nu hvis, i tankerne kan mange penge fordeles.
Det andet spørgsmål dukker først op senere i livet, ikke nødvendigvis på ens dødsleje – men ofte i forbindelse med livskriser, som gennemleves eller sygdom, som overvindes. For der hvor alting er som det plejer at være, der lever livet jo ligesom sig selv. Refleksion og tanker om hvordan jeg har levet mit liv indtil nu og – vigtigere – hvordan jeg vil leve mit liv resten af tiden – for så vidt jeg har nogen indflydelse på det?
Det er den overvejelse, som evangeliet i dag, kunne lægge op til i dag.
Vi hører om en mand, der har gjort det godt i sit liv. Så meget jordisk gods har han, at han er nødt til at bygge til. Han beslutter sig for, at når han har gjort det, så vil han drosle ned og nyde livet.
Den rige bonde er jo ikke nogen skurk; han er et menneske, som mennesker er flest. Med en forestilling om, at hvis bare vi arrangerer og planlægger, så kommer der en dag, hvor vi kan læne os tilbage og høste af vores egne frugter. Alle pensionsopsparinger med høj, middel eller lav risiko eller hvordan den nu er skruet sammen bygger på den tænkning og næres af længslen efter den gode – og selvfølgelige – alderdom. Mange reagerer så, hvis selvfølgeligheden udebliver ved at sige: åh nej, nu skulle hun eller han lige til at have det så godt. Som om det gode liv bare ligger og venter på at blive levet engang i fremtiden, når man engang får tid og overskud. SE, dét er den store misforståelse og det er det, der får Gud til at kalde den rige bondemand i dag for en tåbe. For ligesom ikke alt kan købes for penge, så er det heller ikke alt, vi kan planlægge og finansiere os ud af. Eller sagt med evangeliets egne ord: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvad betyder de ord?
De betyder kort og godt: At hver dag er den yderste dag – også i vores liv. Sandsynligvis kommer der en ny dag i morgen, men fuldstændig skråsikre kan vi ikke være. Ikke for at være dystopisk i en tid med krig i Europa, men vi aner jo faktisk ikke, om vi lever i morgen.
Leo Tolstoj: russisk forfatter født 1828 døde 1910 skrev Krig og Fred og Anna Karenina. Han skrev så også en lille novelle, der hedder Ivan Illitsjs død. Den handler om en ærgerrig og ambitiøs mand rundet af små kår. Lige fra ungdommen har han stræbt for at komme opad i samfundshierarkiet. Hvad angår kærligheden, så forelsker han sig dybt, men det bekommer ham nu også meget vel, at den udkårne er af nobel stand og har en pæn medgift med. Han er ikke noget udyr – han er et menneske, som på en gang er snobbet og snu … de findes jo. Ivan Illitsj avancerer støt og roligt. Højdepunktet i hans liv er, da han bliver i stand til at købe en virkelig fashionabel lejlighed, som han fylder med ting, som rige mennesker elsker at omgive sig med. Hans opstigen gør at han resten af sit liv kan spise, drikke og være glad. Han har opnået alt det, som han efterstræbte – og endda lidt til.
Men ak, ligesom han skal til at nyde livet – der har vi den – så få han en mærkelig smag i munden og også lidt ondt i venstre side af bugen. Ivan Illitsj er syg. Meget syg. Længe fortrænger han det, slår det hen, endnu længere lader hans nærmeste som ingenting, men alle ved godt, at det er en sygdom – en dødelig sygdom. Ivan får ikke megen hjælp af sine omgivelser. Hans kolleger venter bare på, at én af dem snart kan overtage hans embede – den følelse har han i hvert fald selv. Hans kone – med hvem han kun udadtil har levet et succesfuldt liv, hvilket han dog har trøstet sig med – hader ham for at blive syg og mener, at det er hans egen skyld. Igen … sådan opfatter han det selv. Hvad sandheden er om den ting, fremgår ikke. Det vigtigste er også, at de mennesker og det liv, han har levet godt og trygt med i tider med medgang, de kan ingen trøst skænke ham i modgangen.
Han anfægtes over sig selv og de valg han traf i livet. Han martres af følelsen over, at han helt selv har spildt sit liv væk. Ansigt til ansigt med døden er det hverken status, penge og social anerkendelse, der betyder noget. Det må han tørt konstatere … Det han længes efter til sidst er medlidenhed – at én skal kærtegne og kysse ham, græde lidt sammen med ham og trøste ham.
Her viser hans tjener Gerasim sig som et menneske sendt af Gud. Ikke at han kærtegner og kysser ham – men han er der for ham: Ivan Illitsj har f.eks. fundet ud af, at det hjælper på smerterne, hvis han får lov til at lægge sine ben op på Gerasims skuldre. Og Gerasim lader ham som det naturligste i verden gøre det – til sidst både dag og nat. Så der sidder de, herre og tjener, mens familien hovedrystende og en smule utilpasse bare kan se til. FOR sådan gør man jo ikke – slet ikke i pæne hjem.
Til sidst dør Ivan så – trods alle sine fortrydelser – med en salig følelse af, at det ikke var få sent at få et godt liv. Et liv med det, der tæller: at der er et mennesker, der tør og vil være der for én! Et menneske det endda vil sidde med ens ben på skuldrene, hvis det er det, der skal til.
Det er kærlighed, og den der tør give – ikke mindre modigt: den der tør tage imod den, når det byder sig til – ER rig hos Gud, SÅ sandt som møntfoden i gudsriget er tro, håb og frem for alt kærlighed. For alt det der rykker i livet er ikke alt det, vi når (og opnår), men det vi lader komme og omfavne os. Det er den sandhed, der lyder hver eneste gang, vi kommer i kirken – om end ordene kan lyde forskelligt:
Det er dåbens løfte, at der hvor ensomhed og smerte bliver ubærlig, da kan vi – billedlig talt – lade vores ben hvile på Guds skuldre. I nadveren – som vi deler om lidt – med brød og vin bliver det klart, at vi ikke lever for at spise (og dermed heller ikke lever for at samle til huse), men vi spiser for at leve.
Lad os derfor gå fra kirke i troen på, at i dag er den første dag i resten af vores liv, hvor kort eller langt det så må blive. Hvor vi – fordi vi ikke kan andet – erindrer og tænker på i går, men hvor vi ikke behøver fortaber os i fortiden – livet er det, der venter forude – trods bekymring, sorg, sygdom og ufred. Livet lige nu – i dette øjeblik – og om lidt – er knyttet til løftet, vi fik i dåben: at Gud vil være med os alle dage indtil verdens ende! AMEN
(STOR tak til Lena Kjems for inspiration)
GÅ DA FRIT... 