Langfredag: den årlige markering i verden af, at menneskeheden slog Gud ihjel. Ja helt koldt og kynisk slog Gud ihjel den dag folket taktfast i kor råbte: Korsfæst ham – korsfæst ham!
Henrettede den Menneskesøn, der brugte sit ganske liv og virke på at snakke om kærlighed og praktisere nåde blandt alle de mange mennesker, som han mødte på sin vej. Hvorfor i himlens navn skulle han dø? Var det virkelig den usle tak, vi kunne mønstre eller hvad handler det store gudemord egentlig om?
Igennem tolkningshistorien har der været mange bud på, hvorfor folket i kollektiv vrede krævede Jesu liv. Der er ingen tvivl om, at den romerske statholder Pilatus tænkte: får de Jesus, så får jeg ro i byen. Selvom han godt vidste, at den udlevering ville være tvivlsom – og han måtte da også sidenhen vaske sine hænder … forsøge at vaske sine hænder rene for dårlig samvittighed.
Når vi kigger evangelierne godt igennem, så mødte Jesus livet igennem modstand. Som spæd blev han og familien jagtet ud af by og land, fordi en konge følte sin magt truet – og på grund af kongens paranoia måtte drengebørn under 2 år koldblodigt slagtes.
Senere var han på besøg i sin hjemby – og gik en tur i synagogen, som skik var – og han læste teksten og han udlagde den PÅ en sådan måde, at de andre blev vrede, jog ham ud af byen og ville kaste ham ud fra en skrænt. FORDI han prædikende, at de gamle profeter også have været der for de fremmede – for dem der ikke tilhørte de udvalgte – for dem uden status … (Luk 4,16-30)
Var det, derfor Jesus skulle dø? Fordi han insisterede på at være menneskesønnen for os ALLE! Være hvad han prædikede: nådig overfor enhver i ord og handling – nådig under kærlighedens fortegn i et og alt. Kærligheden – der for ham aldrig stod til forhandling – og som slet ikke kunne handles … som da Jesus Palmesøndag ankom til Jerusalem under massiv folkelig jubel på et simpelt æsel – og red direkte op til tempelpladsen for at rydde op. Rydde op i en kult – en tradition med store og små offerdyr, der alt efter udbud og efterspørgsel blev handlet – på markedets præmisser … hvilket fik Jesus til at skælde og smælde og gå amok og sige: “Mit hus skal være et bedehus. Men I har gjort det til en røverkule.” Gå i rette med tidlig kapitalisme, vil nogen hævde … eller også er denne handling en del af hele hans livsmission: at sætte kærligheden FRI …
Jesus skulle dø, fordi hans liv og virke og ord VAR og for altid ER den sande Gud! Den Gud der insisterer på at være kærlighed.Også langfredag hvor menneskeheden besluttede, at han skulle dø … enhver anden havde for længst stukket halen mellem benene og var stukket af for at undgå døden på et kors … men Jesus holdt fast i kærligheden – og havde vi i dag hørt hans sidste ord hos Lukas, så havde det lydt: Tilgiv dem! Tilgivelse ER ikke en handelsvare – den kræver hverken store eller små offerdyr eller særlig religiøs praksis ud i bestemte riter.
Tilgivelsen ER slet og ret kærligheden. En kærlighed der ikke kræver noget som helst af os, når alt kommer til alt. OG se det i sig selv ER måske det mest provokerende, for betyder det så: at enhver anden udlægning af noget guddommeligt bliver sat til vægs? Næ, egentlig ikke eller måske – FOR dyrk din kult – men dyrk den ikke for Guds skyld – kult er ene og alene til for menneskets egen skyld. Det gælder i den danske højmesse (som er elsket af nogen og uforståelig og sær for andre); det gælder nede i Rom i den store moderkirke, hvor paven går omkring i røde sko, forskellige kjoler og svinger røgelse og andet hejs; det gælder dem der hiver et kompas frem for at finde den rette bederetning og så videre og så videre … kult med dens ritualer og bygninger og kostymer og fagter – alt det vi iscenesætter ER ene og alene til for vores egen skyld …
Spørgsmålet ER om al den hurlumhej i virkeligheden gør, at vi ender med at skabe guden i vort eget billede – sådan som vi helst vil have ham og tro ham og dyrke ham – og vi så samtidig lukker hinanden ude – fordi vi hævder, at dyrker du ikke Gud sådan, så er du slet ikke omsluttet af Guds kærlighed – og dermed siger vores kult mere om os SELV og vores fordomme end om Gud, når alt kommer til alt. Når jeg nævner det i dag, så er det fordi LANGFREDAG sådan rent teologisk skærer hele begrebet tro indtil benet. Lad mig forklare:
Da Jesus udånder på korset, så flænges det store forhæng i templets allerinderste – eller allerhelligste – ifølge dagens Markus-tekst. Derinde har menneskene holdt Gud – ja undskyld mig mit ordvalg – “fangen” og i tidernes morgen opsat trosregler for dyrkelsen af livet med Gud. Da Jesus udånder bliver alt stille og gråt – som om lyset går ud … på en måde synes verden at gå i stå … tavshed … lige indtil bekendelsen lyder: “Sandelig, den mand var Guds søn”
Officerens bekendelse ER svaret på Jesu mission: Gud er virkelig sat fri – kærligheden svæver over os og om os og vil os og vigtigst af alt: Tilgiver os! Også når vi langfredag dræber Gud … og alt synes nihilistisk – gudsforladt – og uden mål og retning … tomheden brydes lige præcis med ordene: “Sandelig, den mand var Guds søn”. AMEN
GÅ DA FRIT... 