I min barndom – engang i midten af 70’erne i det forrige årtusinde – så jeg en svensk film, der hed Kalles Klatretræ. Kalle lå ofte øverst oppe i træet – faktisk ovenpå træet – der lå han på ryggen med hænderne foldet under hovedet – og kiggede op i himlen, mens han drømte og fantaserede. Nedenunder træet sad Morfar – med ryggen lænet mod stammen – i skyggen og læste avis om verdens gang … den gnækkede han ofte over – altså verdens gang. Det var så også før, der gik bekymringer i alt.
Træer kan noget – foruden at de er forskellige og smukke og giver os tiltrængt skygge i høj sol og ly når en byge må passere – så suger de også co2 og gavner derfor både planet Jorden og vort liv. Fældet og forarbejdet giver de os ting og sager – bl.a. alverdens møbler – se f.eks. rundt i rummet her – alt er af træ – se hvordan billedskærer Lauridtz Jensen fra Randers har skåret – træskåret – alterbordet (1689) deroppe – og prædikenstolen (1692) jeg står på – med Moses og de ti bud nederst – og øverst – oppe over mig – den opstandne Kristus, der står med korsriderfane og det ene ben placeret på et skelet, der ligger og forgæves fægter med en le. Altsammen giver det forarbejdede træ os historier – og alle de mange “møbler” her i Budolfi er med til at sætte scenen, så ingen er i tvivl om, at vi er i kirke.
Træ er også en glimrende metafor. Vi taler f.eks. om det urealistiske menneske, som tror, at træerne vokser ind i himlen – og vi har hørt om politikere, der kravler op i træet med krav – som andre af hans kollegaer finder for langt ude i skoven og derfor på ingen måder ønsker at indfri … og oppe fra træet bliver den – såkaldt – urealistiske politiker så ved med at gentage sit krav … altså lige indtil, at han eller hun må kravle ned igen … begive sin ned til resten af flokken – til – den såkaldte – realismen og lade sit krav falde.
I dag møder vi et andet motiv for at kravle til tops – Zakæus sidder også i et træ … han hverken drømmer som Kalle fra fra min barndoms tegnefilm – og han er heller ikke kravlet til tops med et stålsat krav om, at f.eks. skatten skal lettes … tvært om Zakæus levede faktisk af at kræve skatter ind for Rom. Rom der sad på flæsket i den halve verden. Zakæus var kravlet op, fordi han var en bette mand og måtte strække mere end hals for at se – desuden brød ingen sig om ham og sådan et tæt træ ville kunne skjule ham – og endelig så ville han gerne have et glimt af Jesus, der var kommet til byen Jeriko. Rygtet om Jesus var løbet i forvejen om: at han kunne få blinde til at se, døve til at høre, lamme til at gå, døde til at leve – det lød næsten for godt til at være sandt – som en art åndeligt cirkus. Men det forunderlige er, at forestillingen fik et helt andet udfald end én kunne forvente. For Jesus mødte ikke op med hokuspokus og lirumlarum til et afventende folkets applaus – derimod var det som så ofte mødet med den anden – med medmennesket, der havde hans fokus: ”Zakæus, skynd dig at komme ned”. Skynd dig at komme ned! ”I dag skal jeg være gæst i dit hus”. En invitation til samvær – som de andre naturligvis måtte brokke sig over! For Zakæus’ var jo et skidt menneske – en tolder, ja oven i købet overtolder – den rene værnemager – der indkrævede skatter – han hev op af folks lommer, som gik direkte til besættelsesmagten.
I dag skal jeg være gæst i dit hus, siger Jesus – Zakæus responderede prompte med glæde og kom straks på Jesu opfordring ned på jorden i en fart! I øjenhøjde – hverken fysisk eller psykisk – var de to – Jesus og Zakæus – vel næppe, men noget havde alligevel forplantet sig! En relation manifesterede sig … Jesu møde med Zakæus – med hans næste – satte en miniature-domino-effekt i gang – for Zakæus udbrød uden omsvøb, at fra nu af vil han give til medmennesket: det halve til de fattige – og gange 4 til dem, han virkelig var gået rocker-hårdt til som romersk håndlanger. Mødet med Jesu afføddede altså, at Zakæus ville dele – endda dele ud …
FOR at dele er på en måde at være gæst i hinandens liv – og det vel at mærke på alle tænkelige måder! Lidt eller meget – flygtigt eller mere stationært. Det er, hvad dagens evangelium vil fortælle os!
FOR vi deler historie, skæbne, tid, øjeblikke, vilkår her som der med hinanden – lidt eller meget – sådan som vi konkret gør det, når vi mødes til gudstjeneste i kirken. Hvor vi sådan luthersk sagt mødes om bordet, ordet og badet. Hvor vi i dåben ved navns nævnelse bliver kaldt Guds elskede barn, som det lød, da William blev døbt lige før – og som det lød, dengang da vi blev døbt. Hvor vi i Ordet hver især kaldes ned fra træet – ikke Kalles træ – men det træ vi forsvinder op i, når skammen eller verden er for uoverskuelig – kaldes ned fordi Guds kærlighed er stærkere end hvad vi selv kan og skal mønstre. OG endelig hvor vi ved bordet deler brød og vin med Zakæus og Jesus og dem vi kender og dem vi ikke kender og dem vi kan lide og dem vi ikke kan lide, når vi efter næste salme holder altergang. Deler for at blive genrejst, så vi kan gå hver til sit og møde verden med fornyet mod.
Jesus vil konkret, at vi skal forstå os som gæster i hinandens liv. ”Livet er først helt, når det er delt” (Lena Kjems/Grundtvig). Løgstrup vil sige, at vi altid har lidt eller meget af hinandens liv i hånden (Den etiske fordring p.25) og derfor har vi et ansvar. Et ansvar som nogen gange forekommer os lige til og som vi andre gange vender det døve øre og det blinde øje til … et ansvar der både handler om at tage vare på sin næste, men så sandelig også sig selv. Alle kan vi havne i træet – som Kalle for at drømme os væk – eller når vi i stolthed nægter at bide det sagte – det overilede – det forgjorte i os … og endelig som Zakæus, der har truffet et forkert valg … til os alle lyder det igen og igen: Kom ned – fat mod – vær med – lev dit liv … AMEN
GÅ DA FRIT... 