Hjerl Hede – et frilandsmuseum – der ligger i Jylland – sådan cirka midt mellem Skive og Holstebro og Struer – består af historiske bygninger og belyser livet på landet i Danmark i årene 1500 – 1900. Der er bondegårde, skole og en mølle og derfor et bageri og en købmand og en smedje – datidens håndværk er repræsenteret og så er der naturligvis også en præstegård! I præstegården er der et pigekammer – et meget bette værelse hvor den unge tjenestepige havde sin seng og sin kommode og så ikke så meget mere – jo på væggen hænger et kors – og et broderi – et af dem der engang hang i fromme hjem – sort baggrund og gyldent broderi – Malene jeres præst – har et oppe i boligen, hvorpå der står DET ER FULDBRAGT … På tjenestepigens broderi står der: Gud ser ALT!
Det budskab har så været det første tjenestepigen så, når hun vågnede – og skulle hun have glemt det på nogen måder skræmmende skriftsted – så var det så også det sidste hun blev mindet om før hun lukkede sine øjne for at sove til nat.
I mit barndomshjem hang der ikke noget skriftsted og så dog – for i køkkenet hang der en lille platte – en lille tallerken på størrelse med en underkop – og på den stod der på tysk: Seid nett zueinander. Hvilket på dansk betyder: Vær gode ved hinanden. Min salige Bedstefar fra Als i Sønderjylland – havde indkøbt 3 eksemplarer til sine døtre i et fromt ønske og nok også opdragende øjemed om, at de skulle huske på at leve i fordragelighed – enhver der er opvokset med søskende ved jo godt, at der for en stund kan gå skrig og skrål og lussinger i den. OG derfor skal vi have hjertet med. Barmhjertighed er en nødvendighed for, at tilværelsen kan leves.
Hvad jeg vil med disse to eksempler er at påstå, at også dagens tekst giver os et opdrag – også vi skal have hjertet med os – når Jesus siger: Hvis du kommer i tanke om, ”at din broder har noget mod dig” så ”forlig dig med din broder”. Evangeliet handler om barmhjertighed og forsoning! Det handler i praksis om at elske sin fjende! Det nok sværeste – til tider det umuligstes – af alt i hele verden.
Den danske forfatter Erling Jepsen fortæller levende om sin familie på godt og ondt! Familiens historie og forfatterens liv rummer det hele: galskab, venskab, kærester, overgreb, krig, forsoningsforsøg, omsorg, løgn, humor, absurditeter i rigt mål. I bogen Den sønderjyske farm fortæller han om sin sønderjyske Morfars og Farfars deltagelse i 1. verdenskrig – begge var de tvangs-udkommanderet i tysk tjeneste. Begge var de så også havnet i fangerlejr – den ene i Frankrig – den anden i Rusland … begge steder var der mangel på fødevarer – begge steder havde de skudt – eller indfanget – solsorte – (alle dage sangdroslen har været en udmærket spise, selv har jeg en italiensk opskrift, hvori der indgår 12 friske drosler!) Nuvel, i den russiske fangelejr åd de bare fuglen rå – hvorimod her i Frankrig havde de tilberedt dem – og når familien så var samlet, så havde Mormor og Farmor i smug tilberedt ovnestegte solsorte til de to gamle krigsveteraner – altid i smug og uden ord og så stod de 2 der med “et fjernt udtryk i blikket”, mens de spiste med fingrene og fremsagde ”veltilfredse lyde”, og hovedpersonen – forfatterens alter ego ALLAN måtte altid stille det samme spørgsmål: ”Kommer I så ikke til at tænke på noget dårligt fra krigens tid?” Hvortil de to gamle svarede: ”Det gør vi alligevel”. For faktummet var, at hvad de havde oplevet og medvirket til dengang sad dybt inde i deres krop og sjæl. Og tillad mig her at citere et lille uddrag, hvor Allan fortæller:
Min farfar havde et ar efter en kugle i maven. Noget han aldrig talte om. Og jeg troede længe, jeg vidste hvorfor. Det var selvfølgelig, fordi han ikke kunne lide at tænke på, hvad der var blevet gjort imod ham. Det var min mor, der rettede den misforståelse. Det, der plagede krigsveteranerne fra Første Verdenskrig, var ikke, hvad de selv havde lidt af kvaler. Det var, hvad de havde gjort ved andre. Der var noget, der hed blodrus, fortalte min mor, og det var noget, man helst ikke skulle have været med i (p. 182). Hvad de havde gjort mod andre. Det var, hvad der tyngede dem mest og hvad de stadig kæmpede med på det helt personlige plan.
I mit virke som præst på et psykiatrisk sygehus i Aalborg mødte jeg for år tilbage en dansk veteran, der havde tjent vort fædreland i Mellemøsten. Han har været en del af den fredsbevarende mission og han led i dag af senfølger – han var hverken gået i blodrus eller havde været i aktiv kamp eller levet af solsorte – han havde været en del af det internationale korps, der skulle sikre ro og orden. PÅ en patrulje kom de ind i et forladt hus, hvor der stod en gammel mand med sit barnebarn: en dreng på 6-7 år. Den gamle bedstefar holdt sin ene hånd skærmende over drengens øjne – og der stod de så alle sammen midt i ingenting og kiggede på hinanden. Bedstefaren fjernede sin hånd og bad indtrængende soldaterne om hjælp, så drengen kunne komme til en læge og få hjælp til de øjne, der var helt ødelagte og nu betændte. Den veteran – der sidenhen både offentligt og til mig fortalte sin historie – bad indtrængende sin overordnede om, at de kunne tage drengen med til en læge. Men det blev afslået – for det var ikke missionens opdrag at bringe syge indbyggere ind – deres mandat var at patruljere og opretholde freden. Præcis denne oplevelse har sat sig som et traume. IKKE at kunne eller måtte hjælpe et menneske i nød. Hvad jeg har gjort – eller i dette tilfælde ikke gjort – mod den anden! Det sætter sig – i samvittigheden – som skyld – som svigt – som PTSD hos manden på psykiatriske sygehus, hvor drengens manglende blik dukker op igen og igen.
OG her er vi så – lyttende til Jesu ord – vort broderi eller tallerken-ord om man vil – på denne sommer dag den 11. juli 2021 – som lyder: hvis din næste har noget mod dig så forlig dig med vedkommende.
Vi og veteranerne: både ham fra Mellemøsten og de to fra 1. verdenskrig – vi står der med erindringen om vores manglende mod eller evne til at gribe ind – vi står der med vores psykiske og fysiske blodrus i det store som det små – lever så godt vi kan – eller ikke kan – med det – forsøger at overleve dagen i dag efter hvad vi lod ske. Det skete skal sones med den anden, siger Jesus – med det menneske, der led overlast. ER vedkommende ikke længere er i vort nærvær – eller overhovedet i live, så kan kun GUD. Det er hele kristendommens påstand og den tro vi døbes i, at Guds nåde kan tilgive det skete – ikke så det retoucheres bort – slettes af erindringen – men SÅ det siges dig igen og igen, at du er elsket skønt, du har fejlet – har handlet forkert – har overset – er gået forbi … har forvoldt ondt.
Guds nåde sætter dig fri af al pseudo ligegyldigt ævl om, at det er vigtigt at kunne tilgive dig selv. Sætter dig fri af det umulige – at du skal være din egen dommer – eller for den sags skyld andres! OG det er godt – for når dømmeriet tager over, så går der nemt hævn i den – eller købmandstænkning: noget for noget – øje for øje – tand for tand. Guds nåde træder til, når vi ikke kan efterleve den lille tallerkens opdrag: Seid nett zueinander – vis hinanden barmhjertighed! Guds nåde er fortsættelsen på broderiet over sengen hos tjenestepigen i præstegården på Hjerl Hede: “Gud ser alt”: Guds nåde elsker ubetinget – den slipper os aldrig – samtidig med at Jesus i dag giver os i opdrag altid at søge forsoning … så gå da frit – enhver til sit …
GÅ DA FRIT... 