Der skal vidnes! Evangeliet pålægger os at vidne! Disciplene skal vidne om alt det, de har gennemlevet sammen med Jesus – alt hvad de har hørt ham sige og mene og gøre – både når han udøvede religionskritik overfor den etablerede jødedom og når han korrigerede disciplene selv og når han mødte helt almindelige folk over alt på sin færd ! Talsmanden – som vi også kender som Helligånden – vil vidne om alt det, vi ikke kan sige os selv … SÅ enkelt – og dog kompleks kan dagens tekst udlægges!
Vi mennesker lever vort liv i tiden – på den lange tidslinje kan vi sætte mærker – vi kan begynde med vores fødsel – og derfra vil en serie af mere eller mindre særlige eller almindelige begivenheder indfinde sig – lykkelige øjeblikke – tragiske stunder – der er dage, vi kan bære, fordi vi svæver – og så er der de tunge ubærlige … og så er der alle de andre – dem midt imellem, der bare går …
Helligånden er også i tiden – men i den tid, der kaldes evighed – den ER – og den forkynder for os, at Gud er kærlighed – og at netop den kærlighed – som det hedder sig i teksten, der blev læst fra alteret – den kærlighed der skjuler en mangfoldighed af synder …
Det er den kærlighed, der omfavner og velsigner og opmuntrer og genrejser – og det lige meget, hvad vi så måtte komme slæbene med – imodsætning til hvad vi mennesker måtte mene om hinanden og hvordan vi dømmer og fordømmer … Talsmanden vidner sandt. Vi mennesker vidner, som vi tror – som vi selv tror – som vi selv tolker verden, og hinanden og alle de mange tekster, der er en del af den evangelisk lutherske kirke … og endelig tolker vi såmænd også ud fra, hvem vi selv tror, vi er … Vi kan med andre ord tage fejl – vi kan fejltolke – vi kan fejlslutte – vi kan til enhver tid formørke, hvad der egentlig er tænkt lyst. Vi kan gøre det bevidst eller ubevidst OG se derfor er det en sand velsignelse at blive fortalt, at kærligheden – uden videre – skjuler en mangfoldighed af synder! Kærligheden magter mig, også når jeg pudser mit ego op til noget på størrelse med et badedyr – når jeg glemmer eller overser min med-skabning!
Når vi døber, så hører vi altid de samme 2 tekster: Den første befaler os at gå ud i verden og døbe! Døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Døbe enhver som ønsker det. Den anden tekst er interessant, for hvad er det lige der sker der: Jo, forældre er på vej med deres børn, de er på vej mod Jesus for, at han kan velsigne de små! OG hvem er det så lige, der for et øjeblik leger Spielverderber – hvem skal stikke en kæp i hjulet – væk med Jer – for ingen skal komme her – og forstyrre den store mester! Det er såmænd – ikke Jens Vejmand – men disciplene – det er os menneskelige vidner. Jesus må korrigere deres – sikkert velmenende forsøg for at skabe ro og orden og sige de berømte ord: Lad de små børn komme til mig!
Præcis denne ytring vidner om, at kærligheden i sandhed skjuler en mangfoldighed af synder. Ahh kunne én så indvendige: det er vel begrænset, hvad et barn – f.eks. et lille dåbsbarn – har praktiseret af synd indtil videre … MEN hør, når Jesus taler til os og om os, så er det altid med evigheden for øje – og i evighedernes evighed – det vil også sige også lige her og nu – gælder de ord: At vi er Gudsvelsignede. Og det lige meget hvad.
Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i. Betyder, at ingen kan hindre – ingen kan spærre vejen! Ingen kan kræve bod, bedring eller en bestemt adfærd – enhver er sat i forhold til Gud – et forhold båret af kærlighed.
Luther har et fint billede – vi skal forestille os Gud foroven og mennesket forneden – imellem disse to er der et eksklusivt forhold og dette forhold kaldes kærlighed. Før reformationen havde den store moderkirken i Rom udviklet magten til at placere sig imellem Gud og mennesket. Institutionen sad som en instans, der kunne uddele både ja’er og nej’er og dur ikke – på Guds vegne. Den mente ovenikøbet, at det skete i tæt samarbejde med Talsmanden. Nuvel, det er det store kirkesamfund – og præster – så ikke alene om at hævde – og netop derfor er der noget befriede over dagens evangelium!
Der gives 2 slags vidner: Os dødelige af kød og blod – der kan tage fejl og fumle rundt både menneskeligt og teologisk – fx. på den selvovervurderende måde! Og så gives der Talsmanden, der bærer prædikatet: sandhedens ånd.
En sandhed der kalder os for Guds børn og som velsigner – en sandhed der holder fast i, at kærligheden skjuler en mangfoldighed af synder – og det helt til verdens ende. AMEN
GÅ DA FRIT... 