“Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”, lyder det i dagens evangelium. At Gud elskede verden, at verden – vi lever i – er et Guds elsket sted, og at han derfor vil det allerbedste med den og med os, det skal siges så højt og tydeligt, så hele verden kan høre det.
At vores verden, hvor så meget ondt kan ske og den ganske tid sker – i Guds øjne – først og fremmest er et elsket og elskeligt sted – et kærlighedens sted – og ikke bare et møg-sted, det er meget mere end ren elendighed – det er, hvad vi ikke kan sige os selv. Derfor kommer vi i kirke, for at høre det blive sagt til os. Høre at verden er et kærlighedens sted. OG pinsen minder os om, at vi hverken kan eller må putte – gemme – glemme – det budskab.Vi kan ikke blive hjemme med det – vi kan og må ikke bare holde det pænt og artigt indenfor hjemmets fire vægge. Sådan som vi så nemt har tilbøjelighed til at gøre det. FOR vi har det – måske – bedst derhjemme – især i denne efterhånden enerverende pandemi-tid, hvor vi holder afstand og ikke må se for mange i alt for lang tid. Vi har det bedst på vores sted – i vores huse – lejligheder – sommerhuse – jordhuler – hjemme i sognet (en glose der har fået en renæssance), og hvor vi nu ellers hører til. Vi har alle som én steder, hvor vi hører til, som vi hæger om og holder af. For det er godt at have hjemme og vide sig hjemme. Det er livsnødvendigt at have sine steder og lokalområder og dyrke dem. Steder hvor du kender folk – og hvor du er kendt af dine egne. Det nære – det lokale hvor færre overraskelser truer – hvor alle kender dit navn eller i det mindste genkender dit ansigt …
Men stederne – de fortrolige – de elskede – dem tyskerne kalder for Heimat / hjemstavn – binder os nogle gange med så stærke bånd, at det kan være svært at komme ud af fordøren. Vi gider ikke rigtig bakse med noget nyt – noget ukendt. Når vi skal ud på rejse, så tager vi de samme steder hen. Når vi vælger is på iskortet står valget som regel mellem de samme to-tre slags kugler. Og til selskab eller samvær kæmper vi indædt for det meste om at sidde til bords med dem, vi allerede kender. Det ligger i vores natur. Det er ofte mest i princippet, at vi går ind for overraskelser – for at opleve noget nyt – møde nye mennesker – snakke med den fremmede.
Efter påske med Jesu død, opstandelse og himmelfart var disciplene også mest til indendørslivet. De samledes i huse og hjem og holdt sig til hinanden og til lokalområdet. Jesus havde godt nok sagt til dem: gå ud og gør alle folkesalgene til mine disciple. Men det var måske ikke, hvad de sådan havde mest lyst til. Ikke underligt, når man tænker på, hvad de risikerede.
Og så var det altså – og det er hvad pinse handler om – at de pludselig fik styrke og mod og evner til at bevæge sig ud, ud fra deres steder og hjem og ud i alverden og få fremmede folk i tale. Det var, hvad Guds Ånd gjorde ved dem: bevægede dem, skubbede til dem, ud af døren med dem, ud i det åbne, ud under åben himmel for at fortælle om det afgørende nye, der er givet os med Jesus fra Nazareth – Guds egen søn. Det samme vil Guds Ånd gøre ved os: bevæge os, skubbe til os, ud af døren, ud i det åbne, ud under åben himmel. Historien er ikke slut – det der skete dengang for 2000 år siden er ikke bare en god historie – jo det er det også – men det er også mere. Den er spræl-levende nutid. Guds Ånd er her og nu. Den spirrer og blomstrer, som foråret omkring os
Disciplene havde selvfølgelig midt i kampzonen – i urolighederne – i skyggen af trusler, død og forfølgelser – en mere akut – livsnær – erfaring af lysets sejr – af livets sejr – i Jesus; en mere akut erfaring af verden som et af Gud elsket sted, en mere akut erfaring af, hvad Jesu opstandelse påskemorgen betød: at død og fortabelse ikke længere var – ikke længere er – for dem – for os – der i dåben bliver benævnt: Guds børn. Vi ligger på mange måder i læ af storm og religiøs utryghed her 2000 år senere -ihvertfald i Danmark – forfølgelserne af kristne verden over ER en anden alvorlig sag – men her til lands er der fred og fordragelighed. Åndens blæsevejr den pinsedag i Jerusalem er hos os i vores trygge velfærd mere at sammenligne med en blid sommerbrise.
Men samtidig så bevæger den os – flytter os – rykker os ud. Når vi i vores evindelige hokus pokus mig selv i fokus – selvkredseriet og bekymringerne pludselig indser, at vi er givet så uendelig meget mere – at verden rent faktisk er et elsket sted fyldt med gode gaver. Når vores perspektiv, hvor vi kun har øje for os selv og vores egne behov pludselig må vige for Gudsrigets tilgivende – og for nogen af os måske provokerende – rummelighed. Når vi kommer til gudstjeneste. Når vi kommer for at få vores børn døbt og vores døde begravet på ordene om det levende håb i Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Når vores døre på dén måde åbnes – sparkes ind – og vi opmuntres til at træde ud af vort halvmørke – træde ud under åben himmel – måske endda træde ud på det dybe vand – derud hvor man blir svimmel, som popgruppen Tøsedrengene sang det i 80’erne – og hvor en af stroferne lyder: Nu smider jeg sjælens vintertøj – for pinse handler også om tiden – om at sommeren – med byger der går og kommer – er på vej! Sommeren hjælper os gerne på vej ud af døren … derud hvor Gudsriget leves i en stor broget mangfoldighed …derud hvor vi konfronteres med det ukendte og det fremmede – derude hvor verden er større end alt andet – derude vil Guds Ånd give os modet til at undre os og på trods turde tro, at sandheden er og lever iblandt os. AMEN
GÅ DA FRIT... 