2. juledag 2021

Vi vender tilbage til en art normalitet med dagens læsninger. Forstået som at ufred mange steder fylder mere end fred og fordragelighed; det være sig på den store verdensscene med ballade og uro. Det være sig på arbejdspladser; på det seneste er forskellige aktører i folkekirken begyndt at tale højt om “mobning, tavshedskultur, frygt og et betændt arbejdsmiljø” (KD211220219). Når den slags konflikter oprulles i pressen, så spørger mange med rette: Hvordan er det muligt i en kirke, der år ud og år ind prædiker kærlighed til Gud og især næsten? 

Modspørgsmålet kunne derfor rask væk lyde: hvorfor skulle det egentlig være så meget anderledes i folkekirken end på alle andre arbejdspladser? Bør den der prædiker have en højere moral og bør den der frivilligt lægger tid og kræfter i sognets arbejde være et bedre menneske end den der måske slet ikke er medlem eller aldrig slår vejen forbi? 

Vi kan hver især have mange grunde, som jeg ikke vil gå nærmere ind i, til bevidst som ubevidst at forplumre samværet med hinanden – det være sig i det private som i det professionelle. Konflikter er en del af samværet – for hvor der er mennesker er der både mulighed for enighed og for uenighed … spørgsmålet er så hvordan vi håndterer det at blive sagt imod – det siges, at det er et af de helt store problemer i vores tid, at vi så dårligt tåler modsigelse …

Der skal vel også være plads til, at der ryger en finke af panden … problemet bliver for alvor betændt, når vi – alene eller sammen – lader som ingenting; fløjtende kigger den anden vej – gerne sådan lidt skråt op i luften  – leger struds – fejer ind under gulvtæppet – ignorerer, at hinanden ikke er tilpas. Eller når vi slet og ret bare pløjer vort ego gennem fællesskabet – pløjer derudaf alt imens ufreden og den ofte medfølgende elendige trivsel sprøjter om ørene på os … OG vi så med et bremses, da Jesus siger: (…) den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke,(…) – hans adfærd skal blive påskønnet – OG da er det, at vi må standse – stå stille – lade os modsige – holde mund – lytte og blive mindet om, at barnet, som vi gladeligt ærede med salmesang, andesteg og tomme kalorier i rigt mål – barnets komme til verden har noget vigtigt på hjerte! Barnet vil, at vi “forhærdede tidsel-gemytter” i vores “stoltheds fordærvede tanke”, skal forstå, at vi altid har et ansvar for den Anden – for vor næste. Vi står altid med valget: vil jeg mig selv eller vil jeg mit medmenneske! Så enkelt lyder modsigelsen til os på denne 2. juledag!

Nogen kan da med rette indvende, at mennesket altid vil sig selv. OG det er der ikke noget at gøre ved og derfor er vi ikke i stand til at gøre godt! Det er meget muligt og gudskelov vi så har fået syndernes nådige forladelse i dåbsgave. Men spørgsmålet er om vi virkelig slet ikke er i stand til bare at gøre lidt?

I beretningen om Stefanus – fra d. 2. læsning jeg læste fra alteret – skal vi i min optik sætte fokus på Saulus – medløberen, ham der “bare” holder de andres frakker, mens de andre stener løs på den arme Stefanus.  OG så er det, at jeg må gøre et vældigt tigerspring og nævne filosoffen Hannah Arendt, der bl.a. skrev en vigtig bog om nazisten Eichmann og den retsag der blev ført imod ham i staten Israel og som resulterede i, at Eichmann blev dømt til døden i december 1961 – for 60 år siden. Da Nazityskland brød sammen flygtede SS-oberstløjtnanten til Argentina og levede et anonymt liv som Ricardo Klement. Men den israelske efterretningstjeneste Mossad kom på sporet af ham, kidnappede og bragte ham til Jerusalem. Han stod anklaget for at have organiseret massemordet. Selv anså Eichmann sig for at være en lydig embedsmand, der udførte, hvad staten havde besluttet. Han havde jo bare siddet på et kontor og handlet efter ordre. Pligtopfyldende havde han gjort, hvad der jo skulle gøres. Eller som han selv sagde det: han havde givet afkald på sin samvittighed for at kunne følge førerprincippet. Dertil måtte Hannah Arendt konkludere, at vi aldrig kan slippe afsted med at sige: de andre sagde, at jeg skulle gøre det og det og det. Vi er altid selv ansvarlige overfor vores egen lydighed! 

Ansvarlig overfor egen lydighed – jawohl, kunne én så sige og tilføje: mennesket vil kun sig selv – vi er nogle onde bæster. En anden kunne sige: er Eichmann og det tyske tusinde årsrige ikke et ekstremt eksempel og helt uden sammenligning! Jo .. måske, men ændrer det ved det grundlæggende spørgsmål: hvem adlyder vi? Os selv – og hvad vi selv vil, kan og tror? adlyder vi de andre? adlyder vi Gud? Holder vi frakkerne, mens andre stener på livet løs? Eller smider vi selv stenene? Ryger snakken om den sølle trivsel her eller der ind under gulvtæppet, mens vi fløjtende kigger skråt op i loftet? Tier vi, når vi i stedet burde finde modet til at tale højt om sagerne – også i folkekirken?

Jeg ved det ikke, enhver må jo selv afgøre sig! Enhver må i den givne situation selv træffe sit valg. Det er ikke præstens opgave at pege fingre eller prædike selvfed moral. 

Julens på en gang karske og samtidig nådige tale er, at vi er og forbliver afhængige af hinandens valg, som Jesus siger det: (…) den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke,(…). I julens fortællinger møder vi den ene dag fred og glæde og den næste had og mord! Vi skånes ikke! Jesu fødsel er hverken magi eller tryllestøv, der 1-2-3 fjerner enhver smerte og elendighed. 

Jesu komme til verden er budskabet om, at vi skal forsøge at leve i tro frem for i mistillid, i håb frem for i tomhed og i kærlighed frem for ligegyldighed. Jesu fødsel er et langt opgør med alt stivnet religion og dermed en frisættelse af menneskelivet, så vi kan holde fokus på det vigtige – det virkelige – nemlig, at vi alle er skabt i Guds billede, døbt i hans 3-enige navn og i nadveren mindes om, at Guds fred både er vort fundament og samtidig den benådning, der atter genrejser os, når vi træffer det forkerte valg, så vi kan gå herfra som frie mennesker med fornyet mod til at møde livets genvordigheder og tjene hinanden til glæde og gavn. AMEN