Kun 1 af de helbredte vendte tilbage – hvad der blev af de 9 andre, fortæller historien ikke noget om. Måske hastede de videre – hjem til deres forpligtelser – måske de måtte gøre badutspring af lutter begejstring – som når køer lukkes på marken den første kvæg-forårsdag – springe højt af glæde og løbe ud i verden – ud i livet … og det kan én da næsten ikke fortænke dem i. For sådan er det jo, når vi oplever, at ulykke vendes til lykke – når sygdommen bliver tålelig – måske endda bliver til raskhed – når vi igen bliver og føler os livsduelige …
Tænk bare på os selv og vores egen glæde ved at komme ud – efter en indtil videre 18 måneder lang pandemi med op og nedlukninger — nu kan vi igen leve blandt hinanden – leve livet som før 11. marts 2020 eller næsten – før der blev sat ind med afstand – med håndsprit – med mundbind – med hjemsendelser, test, karantæne og alle de mange andre restriktioner.
Så hvorfor skulle det nu være et problem, at kun 1 rask vender tilbage til Jesus for at sige ham tak! Det er trods alt 10%, som en præst muntert måtte konkludere: hvis det var dansk kirkegang ville det da være et meget godt fremmøde! Men evangeliet til i dag handler ikke om kirkestatistik – og egentlig heller ikke direkte om, at de spedalske blev gjort ikke-spedalske. Derimod handler teksten om TAKNEMMELIGHED og om at sige TAK!
En dåbsmor fortalte engang, at hendes barn skulle døbes, FORDI hun simpelthen var så lykkelig og taknemmelig for at have fået sin lille baby – og hvor skulle hun sige tak for det lille mirakel? Det virkede ikke rigtigt på fødeafdelingen, hvor alt gik så tjept – og heller ikke i entreen derhjemme … MEN i kirken – i det store rum med den store fortælling. Fortællingen om livet og døden – og ALT det der sker der imellem. OG om, at kærligheden tror og håber og overvinder alt. Der – lige præcis – der var det oplagt at sige TAK: tak for baby!
Omvendt så kan det også være svært at sige tak – at få de 3 bogstaver, der danner det lille ord med det store indhold, over sine læber. Den norske forfatter Karl Ove Knausgaard, som bl.a. har skrevet seks bind på tilsammen flere tusind sider og dermed bevist, at han i den grad har ordet i sin magt, går helt i baglås, da han skal holde en lille tale til sin mors 60 års fødselsdag. Han har aldrig sagt til hende, at han elsker hende eller holder af hende – det vil han heller ikke sige nu, selvom det ikke er forkert. Alene tanken om at stå frem foran familie og venner fylder ham med rædsel. Men der er ingen vej udenom, hun bliver 60 år og han må hædre hende med et par ord. Det tager en hel nat for ham at finde de få ord frem, og det lykkes ham under aftenens fødselsdagsfest at få de ord over sine læber, at hun har været en god mor, en utrolig god mor faktisk. Det går ok, lige indtil han vil sige tak til hende, da får han øjenkontakt med sin mor og midt i det lille ord knækker hans stemme og hans øjne bliver blanke.
Det er mærkeligt, at jo tættere vi er på hinanden, jo sværere kan det være at udtrykke vores taknemmelighed. Måske fordi vi tager vores nærmeste for givet, på samme måde som vi tager kirken her midt i Budolfi sogn for givet, vi ved jo, hvor den ligger, hvis – eller når – vi skulle få brug for den.
Og så er vi tilbage i gudstjenesten – Martin Luther – den gamle reformator – mente, at hele livet er en gudstjeneste! Og derfor er det ikke vores lod at pege fingre af de 9, der ikke vendte tilbage! I det hele taget er det aldrig vores opgave at motivtolke folks kirkegang. MEN når jeg så alligevel vil slå et slag for gudstjenesten, som vi holder søndag efter søndag året rundt – og nu langt om længe i sin fulde længde – så er det, fordi den ER et frirum! Den er helt konkret et frit rum, hvor du hverken skal præstere eller diske op med særlige egenskaber, evner, religiøs praksis eller en afklaret tro, der er i vater med dogmerne. Måske skal en gudstjeneste-kode eller to knækkes – en rækkefølge indøves – salmerne kan forekomme meget anderledes end den musik, der høres i det daglige. Men gudstjenesten er et frit rum – en tænkepause – et break i dagligdagen – en helle – det er her, vi hører om det faktum, at vi er spændt ud mellem liv og død – skabelse og tilintetgørelse – som det siges så poetisk i den første læsning fra salme 103, vi hørte fra alteret, hvor det bl.a. lyder: Menneskets liv er som græsset, det blomstrer som markens blomster; når vinden blæser over det, er det der ikke mere, dér, hvor det stod, ser man det ikke mere.
Kirkens fortælling om mennesket standser ikke her – for med evangeliet i ryggen – som fundament – ER der altid mere at sige … præcis som det lød i dåben, da de 2 små blev døbt og Jesus siger: lad de små børn komme til mig, det må ingen hindre dem i. Uanset hvad vi måtte mene om hinanden og hvordan vores liv – og kirkegang – måtte forme sig, så bliver vi i dåben ved navns nævnelse velsignet – og det i Guds navn. Det er, hvad vi bliver mindet om søndag efter søndag – og som vi ikke – altid – kan sige os selv: Vi er velsignede – og så må Gud leve med, at 90% af os ikke altid får sagt TAK på rette tid og sted for det gode, der sker i vores liv. Får det sagt, fordi vi er på vej – i hast – eller ivrighed – fordi vi ikke kan eller tør – fordi vi glemmer det lille tak med det store indhold eller tager livets genopretninger, som en selvfølge … fordi vi blot er mennesker, der forsøger at leve så godt, vi formår det i medgang og modgang … AMEN
GÅ DA FRIT... 