Sidste søndag i kirkeåret er et stort og sandt jubelråb for os umyndige … umyndige ud i hvad kunne jeg spørge … hvad betyder glosen umyndighed i denne sammenhæng? Det er, hvad jeg vil tillade mig at dvæle ved i denne aftensang.
JO, det kunne betyde:
Når én indesluttes i sig selv og éns mening eventuelt garneret med en stor portion stædighed eller frygt lukker verden og andre mennesker ude. At denne indkrogethed – som Luther kaldte syndens væsen – spærrer for relationer – for liv – og vel i bund og grund også for at kunne høre Jesu tale. Det er midt i denne indkrogethed, at Jesus lader os vide, AT vi er omsluttet af hans kærlighed. For selv i denne umyndighed regnes mennesket for værdigt – for intet mindre end elskværdigt. For evig og altid er skabningen omsluttet af den nåde, der gør tilgivelsen lyslevende.
Det umyndige fik mig – af en eller andre grund – ovenpå de sidste ugers snak om covid-19, om mink, om nedlukning af en landsdel, om grundloven og hvad der er op og ned i Vort Samarbejdende Folkestyre til at tænke på både gamle og evig aktuelle Grundtvig og siden på teologen Hal Koch og juristen Alf Ross. Om den demokrati-samtale de 2 sidstnævnte havde i årene 1945/46. Om hvordan vi kan og skal mødes i stedet for at ende i hver sit ringhjørne – polariseret – forbenet i kampen om magten i vores hverdag. Og om hvordan vi sammen kan hjælpe hinanden ud af umyndighed – når uenighederne trives – når meninger brydes og bølgerne går højt – når følelserne – vrede – fortvivlelse – uretfærdigheden – måske sender os lige lukt ind i indkrogethed – når der deles kindheste ud til højre og venstre – og der ryger en finke eller to af panden. Jeg kom til at tænke på de 2 herrer: Ross og Koch, fordi de er fast pensum på læreruddannelsens 1. år, hvor jeg er så heldig at være beskikket censor i bl.a. faget KLM (kristendom, livsoplysning og medborgerskab) og så ikke mindst fordi de 2 indgår i den demokrati-kanon fra 2008, som undervisningsministeriet udsendte. I min sølle optik ER deres tanker et frugtbart indspark i enhver samtale: det være sig i kirken – hvor et nyt menighedsråd tiltræder næste søndag, det være sig i forsamlingshuset, i beboerforeningen, i byrådet, i foreningsDanmark, i folketinget etc.
For Hal Kock er demokratiet at forstå som en livsform, hvor samtalen står i centrum. Parterne skal være åbne for at lytte, forstå, tage ved lære og sætte i sammenhæng. Demokrati er ikke bare et system eller en teori. Det er derimod en livsform – et sindelag, som Kock selv kalder det – og det er ikke noget vi fødes med, det udvikler sig. Kock anfægter også, at hvis et flertal blot lader som om man diskuterer før det “trumfer” sin bemærkning igennem, så er det et forfald. Samtalen skal i hans optik være – og jeg gengiver lige hans egne gloser: “et frugtbart møde” – “en oprigtig debat”. Lad mig citere ham selv:
“I det store og hele findes der kun to veje til at finde denne løsning [på konflikten mellem forskellige interesser]: Man kan slås sig til rette, hvilket vil sige, at det bliver den stærkeres vilje, som råder; således går det til i junglen; ofte er det imidlertid vanskeligt at se forskel på menneskers og jungledyrs optræden. Man kan tale sig til rette, hvilket vil sige, at man gennem en samtale mellem de stridende parter søger at få sagen alsidigt belyst, og at de samtalende parter virkelig bestræber sig for – det må ikke glemmes – gennem samtalen at nå til en rigtigere og rimeligere forståelse af konfliktens problem.
Dette er demokrati. Det er samtalen (dialogen) og dens gensidige forståelse og respekt, som er demokratiets væsen. Hvor dette glipper, vil man uvægerligt falde tilbage til magtkampen. Således forstået er demokratiet noget langt mere omfattende end en bestemt samfundsmæssig styreform”.
For Alf Ross er demokrati primært en styreform, hvor friheden står i centrum. Hvad den her frihed skal føre til er ubestemt. Demokrati bestemmer ikke, hvad mennesker skal mene – og det handler ikke om at finde Sandheden med stort s. Vi har at gøre med en formel procedure, hvor alle interesser kan få ordet og få politisk magt i forhold til et flertalsprincip. Dog kun i en begrænset periode: valgperioder eller civiliserede afskedigelser af magthavere. Ross pointerer, at frihedsrettigheder og retssikerhed er afgørende.
Eller som Ross selv siger det:
“Sammenfattende kan det repræsentative demokratis ideologi måske udtrykkes således: Mennesket er ikke overvejende et fornuftsvæsen. Den store mængde er overvejende træg og konservativ, behersket af fordomme og traditioner, mistroisk mod alt nyt. Folket behøver ledere. Tanken om den enkeltes selvstyre og ansvar bør forbindes med tanken om ledelse i tillid. Sideordnet med trangen til selvstændighed ligger hos mennesket trangen til tillidsfuld tiltro, til ledelse af dem, der er klogere og mere indsigtsfulde end en selv. Medens det direkte demokrati alene bygger på selvstændighedstrangen og diktaturet alene på behovet for ledelse, forenes de to tendenser på harmonisk måde i det repræsentative demokrati: Ledelsen står under folkets kontrol og er betinget af, at den fortsat formår at beholde folkets tillid på grundlag af fri kritik og meningstilkendegivelse”.
Det er disse to holdninger, der brydes i bøgerne “Hvad er demokrati?” af Hal Koch og “Hvorfor demokrati?” af Alf Ross. Hurtig sammenfattet kunne en overskrift lyde: Den uendelige samtale overfor Det pragmatiske demokrati …
Nu kunne én jo overveje, om det giver mening at tale om demokrati fra en prædikestol … og til det vil jeg sige JA! Og jeg gør det med en tysk teolog i hånden – Pannenberg, der havde oplevet lidt af hvert i sin tid som tysker. Han fremhæver, at demokrati og religion hører sammen! En religion uden demokrati – uden samtale – uden accepten af, at vi ER uenige – vil ende i et teokrati – i et Teheran – et præstestyre. Omvendt vil et demokrati uden en religion være fattigere, for kristendommens opgave er – også – at fastholde os på, at vi alle har et værd! At vi alle er elskede – er skabt i Guds billede!
Det er med afsæt i – at vi alle er skab i Guds billede, at Grundtvig formulerer sit bud på myndighed. Almuen skulle dannes – både de voksne, ungdommen og børnene skulle myndiggøres, så de blev i stand til at leve i frihed og leve i ansvar – både som sig selv, men så sandelig også som et fællesskab. Når Grundtvig taler om et forpligtende fællesskab, så betyder det, at her er der plads til enhver – det uanset værd – altså det værd som vi mennesker indbyrdes sætter på hinanden! Præcis som det tilsiges os i evangeliet. Uanset værd lyder evangeliet: Gud er kærlighed, og denne kendsgerning er åbenbaret for enhver skabning! Skulle vi have glemt det, så vil vi i den kommende tid stille og roligt dag for dag blive mindet om, at julen – krybbe-begivenheden – barnets komme til jord – ER Ordet om, at vi alle har en uendelig værdi i Guds optik. Og kigger vi bagud i det kirkeår, som vi i dag lige så stille og roligt tager afsted med, så vil hver eneste søndag på mange forskellige måder have kredset om det faktum, at Gud er kærlighed og i den kærlighed er vi alle som en omsluttet. DET er, hvad vi har til fælles – også når vi går fra kirke og lader flere meninger brydes i den kommende uge. AMEN
GÅ DA FRIT... 