“Du skal bruge dit talent” – så enkelt og lige til formaner dagens evangelium os det! Brug det – grav det ikke ned … lev dit talent ud … ikke bare for dig selv – men også til glæde for dit medmenneske!
Jeg genså i julen – for jeg ved ikke hvilken gang – Matador – og må i dag ihukommer den scene, hvor tyskerne i 1940 – d. 9. april – rykkede ind i Danmark – og derfor også Korsbæk og hvor den gamle Fru Wilhelmine Edvarda Fernando Møhge omgående måtte i boksen – ikke den i Herning – men i bankboksen. For som datteren Misse sagde det: ”I hendes slægt har de altid gravet ned, når tyskerne kom. Nu forlanger hun også, at vi skal købe petroleum og klipfisk. Det købte hun også før 1. verdenskrig.”
Eller den Store Krig som den i virkeligheden blev kaldt – den krig der kostede ihverfald 5000 sønderjyske mænd livet. Fordi de boede i det område, der siden 1864 havde været tysk og derfor stod i tysk tjeneste.
I år fejrer vi Genforeningen – overalt i landet er der fest, sang, foredrag … 100 år er det siden, at befolkningen i Sønderjylland stemte sig hjem til Kongeriget. Eller det vil sige, at i morgen – mandag d. 10. februar – er det præcis dagen, hvor sønderjyderne drog hen på afstemningsstederne og stemte. OG derfor vil dagens prædiken da også kredse om denne på alle måder festlige begivenhed – ihverfald for den dansksindede del af befolkningen – for tyskerne i Nordslesvig var historien en anden – og glæden nok ikke den samme.
Tilbage i 1460 udstedte Christian d. 1 det såkaldte Ribebrev om, at Slesvig og Holsten for altid skulle være udelt! Alle havde egentlig glemt det brev, men i 1815 dukkede det så op igen og blev politisk sprængstof … og det helt frem til 1920! For hvor skulle grænsen så gå? “Up ewig ungedeelt” som det hed sig … eller?
Efter de læsterlige tæsk på Dybbøl i 1864 lå grænsen nu ved Kongeåen.
Men da tysken tabte 1. verdenskrig – Den store krig – så blev der åbnet op for, at grænsedragningen kunne forhandles.
I Danmark var der 2 parter – og begge havde de deres idé om, hvor grænsen skulle drages. Den ene part – den pragmatiske og lokale – tænkte i sprog, kultur og traditioner – og derfor foreslog de, at grænsen i vest skulle gå syd om Tønder og mod øst nord om Flensborg og syd om Als. Den anden part – – de national konservative fra det politiske København ville et Danmark til Ejderen. Det var disse to der kæmpede om grænsedragningen. De lokale ville, at afgørelsen skulle bero på folkets selvbestemmelse – dvs afstemning. Den politiske så gerne, at grænsen blev draget af de sejrende parter – altså Frankrig, England og USA … og da franskmændene i den grad havde mistet meget til tyskerne i den krig, så så de gerne, at tyskerne skulle aflevere så meget som muligt – gerne hele Slesvig – dragningen skulle gå til Ejderen!
Men som alle ved så gik det gud ske tak og lov ikke sådan – selvom der også i dag i visse kredse bliver snakket om et Danmark til Ejderen! Grænsen kom til at gå syd om Tønder – nord om Flensborg – og syd om Als og Broager. For sådan ville folket det! Og når jeg siger gudskelov – så er det fordi grænsen kom til at afspejle flertallet af befolkningens helt konkrete tilhør … og ikke, hvad andre udefrakommende måtte mene om, hvor grænsen burde gå … når andre sætter grænser, så kommer der alt for ofte konflikt. Men når vi selv skal forvalte – tage ansvar – have lod og del i beslutningen og derfra leve med den, så er chancen for at det går bedre absolut til stede.
Du gav mig oh Herre et lod af din jord. Som jeg nu min egen må kalde. Eller som jeg NU igen min egen må kalde. Sønderjylland blev atter dansk! Det blev igen tilladt at forsamle sig åbent og frit – igen blev der snakket dansk og sunget danske sange – de såkaldt forbudte sange … alt det der havde været strafbart i tysk tid. I skolerne blev der undervist på vort modersmål. En ny tid – en ny mulighed for at bruge sit talent. Ikke bare grave det ned – skjule det – bruge det i smug – i evig angst for straffen.
Selvom de lokale tysksindede tabte – og dermed pludselig skulle være mindretal – så lykkedes det! Selvom de beskriver det som hårdt. Med tiden lykkedes det! Også de fik mulighed for at udfolde tilværelsen – bruge deres talent. Her tænker jeg ikke på den næste verdenskrig – den 2. – den krig hvor Fru Møgde i fiktionens verden ville grave ned og købe klipfisk og petrolium. Men den virkelige krig hvor rigtig mange fra det tyske mindretal forgæves satte deres lid til, at Hitler ville flytte 1920-grænsen tilbage igen. Hvilket Berlin ikke ville. Jeg tænker på tiden efter nazismen – efter opgøret med værnemageri og tjeneste i tyske klæder – hvor tilværelsen igen kom på fode i Sønderjylland – naturligvis med nye ar. I enhver krig er der kun tragedier og tabere, når alt kommer til alt.
Men den fredelige sameksistens lod sig virkelig gøre. I min barndom i 70’ernes Aabenraa – Apenrade som der måske også snart kommer til at stå på byskiltet – var der mindst to af alt: mindst en tysk og flere danske. Foruden danske skoler var der også en tysk. På samme måde med gymnasiet, børnehaver, biblioteker, slagter, bager, avis, diverse sportslige og kulturelle foreninger og så videre. Ja, jeg husker oven i købet, at det tyske mindretal i landsdelen også havde deres egen gravhunde-forening: Dackelverband für Nordschleswig.
Alt efter national tilhørsforhold så brugte man den ene eller den anden forretning og forening. Men vi yngre generationer – siger den nu midaldrende – kunne nu godt finde på at gå på besøg hos hinanden. Det tyske bibliotek havde f.eks en glimrende pladesamling – det var den gang, vi kun havde LP’er til rådighed.
I dag er der knap så meget af alt – men mindretallet eksisterer stadig med sine godt og vel 15000 borgere – 6% af den sønderjyske befolkning. Naboskabet mellem tyske og danske ER godt og det er og må til stadighed være et forbillede for resten af verdens grænseproblematikker. Der er virkelig god grund til at fejre 100-året med pomp og pragt. PÅ trods af mørke år – så har der siden 1945 ikke været konfrontationer i Slesvig. Den fredelige sameksistens er mulig – også selv om det gamle Ribebrevs tale om evig udelelighed ikke holdt.
Vi skal hver især forvalte vores talenter som evangeliet i dag formaner – aldrig grave ned – men i respekt og ansvarlighed skal vi forvalte og det til fællesskabets bedste. “For enhver, som har, til ham skal der gives” – sådan er det nu engang med fred – på folkets præmisser – for fred skaber mere fred!
I dag for 100 år siden – dagen før dagen … ankom flere særtog og afstemningsskibe fra København med folk, der havde stemmeret … NU gjalt det fremtiden – NU skulle der forvaltes … for fredens og livets skyld. AMEN
GÅ DA FRIT... 