Jeg kender et land! Om det har vi lige sunget en halv salme og efter motetten synger vi resten. I det land har vi vores længsler – vi lever vores drømme – vi tripper afsted på solstråler. I det land er der en lethed – en sorgløshed – en ubekymrethed – ja, vi måske ligefrem fornemmer et strejf af evigheden som en flygtig sommerbrise – som små – som børn – kan vi leve i denne boble – men pludselig en dag brister boblen. De første erfaringer med verdens gang braser ind i os … vejen bliver spærret! Vi skal pludselig forholde os til det, der også hører livet til: smerte, afvisning, tab. Vi skal med andre ord modnes og vende os til, at tilværelsen består af samtlige årstider – sagt halvpoetisk med reference til prædikerens bog: en tid til at fødes og en tid til at dø! Vel at bemærke uden, at vi kender sluttidspunktet for vores gang på jorden.
Boblen brister, når den verden vi tror vi kender pludselig ændrer sig – når dagligdagen ikke er, som den plejer: Når en pandemi – som den vi lever med lige nu – gør, at vi den ganske tid skal finde nye måder at agere på. Når plejer afgår ved døden – og vi skal finde nye måder at være sammen på: med afstand – iført mundbind – når vi skal reducere omgangskredsen til en boble på bare 10 etc …
Boblen brister, når terror-mord igen hærger, som lige nu i Frankrig hvor en lærer i Paris bliver halshugget og siden 3 personer i Notre Dame-kirken i Nice. Når ytringsfriheden og retten til at tro angribes.
Boblen brister, når en af vore kære dør – og livet sammen med hinanden afløses af det allerstærkeste savn.
Det er midt i alt det her, at det aldeles uforudsete sker!
Jesus trådte frem, da han genopstod påskemorgen og spredte ifølge Markusevangeliet både frygt blandt kvinderne og overraskende og glædelig genkendelse hos disciplene. Jesus trådte frem – trodsede døden og lidelsen og bandt i al evighed jorden og himlen sammen. Knyttede for altid menneskelivet sammen med Ånden. “Se, jeg gør alting nyt”, som det lyder i dagens uddrag fra Johannes Åbenbaringen. “Se, jeg gør alting nyt” ER kristendommens konklusion. Det er Åndens virke – og det betyder, at der den ganske tid er mere at sige og mere at gøre – også – eller især – når bobler brister.
Nuvel, så siger min kritiske forstand og meget jordnære sans mig: at den døde er død – stendød – kold – tømt for liv – og jeg er efterladt med et hjerteskærende savn, der kan drive til fortvivlelse. JA, det er sandt, boblen er brast – er, som en sæbeboble i et splitsekund, forsvundet – og kan ikke engang så meget som skimtes og mens jeg står der og stirrer ud i intetheden efter den, så lyder det: “Se, jeg gør alting nyt”. Og videre: “Den, der tørster, vil jeg give af livets vand for intet.” I den menneskelige erfaring af intethed er der i kristendommen altid noget, der masser sig ind i tanker og længsler – det kaldes håb. Det kan manifestere sig på mange måder – fx. som erindringer i form af lyder, billeder, dufte etc, der pludselig dukker op ud af det blå – en art mikro-opstandelse kunne det måske kaldes.
Vi skal med andre ord leve i håb frem for i tomhed. Det er håbet, der skal bære os! Håbet om, at noget andet – noget mere, skal give os modet til at leve på trods af uvished, ufred og savn.
I er jordens lys! Det er i den ånd, vi skal leve. Det er i den ånd, vi er sat til at leve sammen i det gudsrige, som vi ved navns nævnelse døbes ind i.
Men hvad er da lys? Det korte naturvidenskabelige svar lyder: Lys er elektromagnetisk stråling. Lys er forudsætningen for liv. OG derfor er lyset også det allerførste, som Gud skaber i Biblen. Vi kan ikke leve uden lys: det blænder os, det vækker os, det viser vej for os, det gir os brune kinder, det afslører støv, det får alt til at gro, det fylder os med vitaminD … det rammer os.
Vi er i fællesskab sammen. Vores gøren og laden har betydning. Der ligger i kristendommen en indbygget etik, der vil, at vi skal tage hånd om hinanden. Vi skal kærre os om hinanden. Vi skal lyse for hinanden.
Og midt i denne samhørighed ER vi i al evighed omgivet af håb! Det håb der har sit udspring i skabelsens morgen og opstandelsens gådefuldhed. Det er håbet, vi mødes i, når vi i dag mindes vores døde her i Budolfi! Det er håbet, der gør, at vi kan og skal leve videre sammen og hver for sig trods bristede bobler, savn, ufred og uvished. Det er i det håb vi går fra kirke ud til en ny uge med alt, hvad den må byde os. AMEN
GÅ DA FRIT... 