Mellem påske og pinse er der 50 dage – fra gammel tid – altså oldtid – var det en sand festtid i kirken – opstandelsen skulle tiljubles – og derfor skulle der hverken fastes eller knæles. Hos os har kirken været lukket ligesom rigtig meget andet har været lukket og derfor er vi prædikenmæssigt gået glip af en masse uddrag fra Johannesevangeliet, som normalt er tidens evangelie-tekster.
Gud ske tak og lov når vi lige en enkel Johannestekst – og den er fuld af en masse vigtig teologi. Vigtig på den måde, at den faktisk – ifølge min teologi – sætter os fri fra grublerier.
Vi hører f.eks. i dag, at Jesus er udsendt af Faderen! Vi hører samtidig, at de to er et! Der er en enhed mellem Jesus og så hans himmelske Far. Med andre ord: Gud kender vi kun gennem Jesus af Nazareth – Gud kender vi kun gennem barnet, der blev født i Betlehem – Gud kender vi kun gennem menneskesønnen, der sled det ene par sandaler op efter det andet, alt i mens han bare gik og gik og gik og mødte alle slags mennesker: rige, fattige, syge, enlige, udstøtte, fremmede, værnemagere, andre religiøsiteter, tyveknægte, påståelige, tvivlere, nyomvendte, enker – og hos dem gjorde han holdt – stod stille, spiste med dem, velsignede dem, beskyttede dem mod spot, græd med dem, forhindrede en enkelt stening, bad de blinde se, de lamme rejse sig, tilgav det utilgivelige. OG han udøvede en hidtil uset religionskritik – han korrigerede samtidig med, at han skærpede de etiske krav! Kravet der vil, at du SKAL elske.
Alt det som Jesus gjorde – det gjorde han i fuld overensstemmelse med Guds sande væren i verden. Jo jo, fru præst – det lyder da meget godt. Men hvad så med den Jahve fra det gamle testamente, der gerne begyndte en rask krig – blev jaloux – opfordrede til at smadre babyer mod klipper eller sendte 10 plager fx. bylder eller prøvede folk på den bestialske måde ud i deres tro? Der er der, da ikke meget enhed over – tværtimod så virker det som om, vi er ude i noget: vred gud versus kærlighedens gudebarn.
HER vil jeg tillade mig – ganske vist efter hukommelse i dryp – at citere den netop afdøde teolog Thorkild Grosbøll fra en prædiken, jeg hørte i Tårbæk kirke for mange mange år siden: Jesus lærer sin himmelske Far noget om menneskelivet! Det menneskeliv som Gud ved så uendelig lidt om! Det er tømmersvenden fra Nazareth, der midt i livet – her på jorden – ved noget om eksistens! Jesus korrigerede sin himmelske far – for det gjorde noget ved Gud at blive Far – det gjorde han klogere på menneskelivet (og måske sig selv) – hans sind mildnedes. (citat efter hukommelsen – slut).
Jesus binder menneske og Gud sammen. Uden Jesus ville mennesket tro i blinde, måtte selv hitte på og skabe guden som projektion ud af storhedsvanvid, angst eller vrede og sikkert mene, at covid_19 måtte være plage nr. 11 eller nr 99 eller hvor langt vi er nået i antallet af elendigheder og Jahve ville stadig sidde indespærret i templet bag et forhæng og bøvle rundt med en smal teologi for de få.
“Du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem” – sådan slutter Jesus sin enetale med Vor Far i himlen.
Nuvel, men mit grubleri kan ikke helt slippe den Jahve, der allerede i skabelsesmyten forkaster sin skabning! En forkastelse som har været med til at støbe en del tung teologi gennem en stor del af kirkens historie. Som har fostret en hel retning, der benævnes lov og evangelium – hvor gudens vrede bliver afløst af evangeliet – hvor Jesus mildnede sin Far … evangeliet bliver da nemt det redningsbælte, der blev kastet ud for at frelse mennesket fra forkastelsen – fra det syndefald, som i min optik kun kan tolkes mytologisk …
Der er i dagens tekst en afgørende sætning, som gør forskellen – både på den betontunge forkastelseteologi og på hvad jeg hørte i Tårbæk kirke for mange mange år siden – nemlig sætningen hos Johannes: “for du har elsket mig, før verden blev grundlagt” – jeg gentager: for du har elsket mig, før verden blev grundlagt – siger Jesus til sin Far.
Den sætning vender op og ned på ALT! For den betyder, at Menneskesønnens kærlighed til menneskeheden ikke først blev ‘opfundet’ julenat i krybben i Betlehem – nej, kærligheden til menneskeheden HAR altid været der – den var der før noget som helst andet! Den er og har altid været altings eksistens! Kærligheden er skabelsens kerne – evangeliets omdrejningspunkt – den er det fundament, som bærer tilværelsen … uanset hvad – uanset om vi forstår det hele eller for en stund bliver fanget som haren i bilens forlygter og bare må stå paralyseret og glo og ikke fatte en brik! Kærligheden – den der er grundlagt før verden – og før skabelsesmyten blev overleveret og nedskrevet af gamle digtere – forpligter – den forpligter os til at ELSKE – ikke kun i ord – og sang – og akkorder – og poesi – og dem vi kan li – nej, også i gerning!
I gerning skal vi elske – ikke for vores egen skyld – vores eventuelle elendige samvittigheds – og i den dur – nej, vi skal elske for andres skyld – når vi i dag og fremover samler ind til Kirkens Korshær her i Ålborg, så er det, fordi en masse af vores medskabninger – sagt lidt bibelsk – er på spanden økonomisk og socialt pga covid_19-kaoset – og de – vores medmennesker – har brug for noget af vores overflod. Så de og vi med dem for en stund kan møde et fællesskab – så de og vi for en stund kan slippe grubleriet! Så de og vi for en stund – ganske ubevidst kan fornemme, at opstandelsen og dens betydning for snart 50 dage siden er mere end en bibelsk fortælling – men slet og ret har sat aftryk i livet – vores liv – og tilværelse med hinanden. AMEN
GÅ DA FRIT... 